Kreditratings sætter dagsordnen

Både før og efter EU-topmødet i juli og aftalen om låneloftet for gælden i USA var overskrifterne præget af de internationale kreditvurderingsinstitutter, der udnyttede deres styrke til at påvirke udfaldet. På den måde understregede de igen, at de har et kraftigt våben mod virksomheder, institutioner og stater over hele verden, nemlig truslen om en nedjustering.
Når det gælder obligationer, er en kreditrating lige så vigtig for stater, som den er for virksomheder, fordi den afspejler udstederens formodede evne til at overholde sine forpligtelser med hensyn til de løbende rentebetalinger og tilbagebetaling af obligationens hovedstol ved udløb. Jo højere rating, jo nemmere og billigere vil det være for udstederen at sælge sine obligationer. Ændringer, især nedjusteringer, i staternes ratings kan have en endog meget stor effekt på de finansielle markeder.
Frem til 1970’erne var den vigtigste indtægtskilde for kreditvurderingsinstitutterne de investorer, der abonnerede på deres ratinglister. Men siden er der gradvist sket et skifte, hvor det nu i stedet er udstederne, der betaler institutterne direkte for en kreditvurdering af deres obligationer. Det skift indebærer en potentiel interessekonflikt, da udstederne i et forsøg på at få den bedst mulige rating kan lægge et hårdt pres på institutterne. Og institutter, der bliver bedt om at vurdere en udstedelse fra en stor virksomhed, kan føle sig fristet til at tildele udstedelsen en høj rating i håb om at få flere udstedelser til vurdering fra virksomheden.

Undersøgelsespligt
Ser vi bort fra mistanken om en til tider belejlig mangel på objektivitet, så er kreditratings blevet en integreret del af den finansielle verden. Med brugen af dem i international værdipapirlovgivning og i forvalteres investeringsbegrænsninger har kreditratings fået en sådan legitimitet, at mange investorer, der ikke selv vil eller kan vurdere potentielle investeringer, uden videre accepterer dem.

Men institutternes status som enerådige dommere over finansiel risiko står ikke mål med deres ansvar. Det er nemlig de samme mennesker, som tildelte den højeste rating til islandske statsobligationer, lige inden landet gik bankerot. En overflod af værdipapirer med sikkerhed i boliglån, der omfattede såkaldt ”giftig gæld”, blev ligeledes tildelt høje ratings lige inden subprime-krisen i USA. Men institutterne påtog sig ikke noget ansvar for disse markante fejlbedømmelser. Efter Lehman Brothers’ krak beskrev institutterne de katastrofalt fejlagtige ratings alene som ”vurderinger” baseret på tilgængelig information (og det var vurderinger, der bidrog til, at flere finansielle institutioner og private investorer over hele verden samt lokale myndigheder så langt væk som Norge gik konkurs).

Uundværlige?
De førende kreditvurderingsinstitutter Fitch, Moody’s og Standard & Poor’s dækker tilsammen mere end 90% af det globale marked for kreditvurderinger. Deres betydning på de internationale kapitalmarkeder er i stigende grad blevet et problem for visse stater, da institutternes ratings kan afføde markedsreaktioner, der presser regeringerne til at gennemføre tiltag, som de under andre omstændigheder ikke ville have overvejet. Mens både EU og USA åbent har givet udtryk for et ønske om at begrænse institutternes indflydelse, står ny lovgivning i USA og europæiske reformforslag til en vis grad i kontrast til det globale regelsæt for banker om vurdering af den relative risiko ved gældsinstrumenter. Så indtil videre synes der ikke at være noget reelt alternativ til de tre store institutters dominans.

Trods stigende tegn på, at de store institutionelle markedsaktører er parate til at ignorere institutternes ratings, tjener disse ratings dog et vigtigt formål: de guider investorerne i deres valg af passende investeringer. Men for at blive taget alvorligt skal risikovurderinger være fuldstændig objektive og udelukkende foretages af helt neutrale organer, hvis integritet er uden for enhver tvivl. Udfordringen for kreditvurderingsinstitutterne handler derfor om deres troværdighed.