Bedraget på Bornholm

Har der været tempelriddere på Bornholm? Vidner øens rundkirker om et hidtil ukendt og i så fald chokerende samarbejde mellem kristne og muslimske videnskabsmænd? Har den katolske kirke begået forbrydelser mod menneskeheden og gjort sig skyldig i at forhale 400 års udvikling? Teorierne i Erling Haagensens hoved er mange og fantastiske, men de er først og fremmest velbegrundede.

Erling Haagensen er navnet på KulturBornholms nye konsul i Almuñécar. Den 66-årige journalist, forfatter og dokumentarist har i mange år været chef på TV-Bornholm, men det er for sit arbejde som amatørhistoriker, at kendskabet til hans navn for alvor har bredt sig i Danmark og senere i Europa. I 1986 opdagede Haagensen nemlig, at Bornholms fire rundkirker er geografisk forbundet af meterpræcis geometri, som vidner om en matematisk kunnen, historikere ikke har troet mulig i datidens Danmark. Selvsamme historikere har fra dag et affejet Haagensens opdagelse som en tilfældighed uden nogen reel historisk betydning.

Affejet er måske nok for blødt ladet et ord, for faktisk har retorikken været nådesløs hård. ”Forskruet vrøvl”, ”helt gak”, ”pure opspind”, ”fantasteri” og ”skudt i hovedet” er bare et lille udsnit af den kritik, Haagensen har måttet lægge ører til fra den etablerede danske forskningsverden. Kritikken har dog på ingen måde fået Haagensen til at give op, og med årene er opdagelsen blevet suppleret af flere mystiske omstændigheder, som gør, at han i dag kan præsentere en egentlig teori. En teori, der beskylder den katolske kirke for at hæmme 400 års udvikling og potentielt kan medføre en signifikant omskrivning af verdenshistorien.

Tag en dyb indånding og hold tungen lige i munden. La Danesa forsøger her at kortlægge mysteriet om Bornholms rundkirker.

Geometriens forunderlige verden

Nøglepunkterne i Haagensens teori er rundkirkerne Østerlars, Nylars, Olsker og Nyker samt Christiansø og kirketårnet i Rutsker. Tegner man en linje gennem rundkirkerne Østerlars og Nylars (den gule og stiplede linje på kortet), vil denne også skære Christiansø. Fra Christiansø er udsigten til Bornholm uhindret, og med lidt god vilje kan man se kirketårnene i Rø og Klemensker ligge fuldstændig på linje. Tegner man dernæst en cirkel (den røde) med udgangspunkt i Østerlars med en radius på 14.336 meter, vil denne linje skære både rundkirken Nylars og kirketårnet i Rutsker med 100 procents præcision. Afstanden Østerlars-Nylars og Østerlars-Rutsker er altså fuldstændig den samme.

Ved at konstruere en trekant mellem Christiansø og Østerlars kan endnu en cirkel (den lilla) udlægges. Denne cirkel skærer den røde ditto to steder, og med udgangspunkt i disse punkter bliver det muligt at lægge et hexagon (de orange streger). Denne sekskant skærer – igen med fuldstændig præcision – rundkirkerne Olsker og Nyker. Via den geometri, der efterhånden har tegnet sig på vores kort, kan de fire rundkirkers indbyrdes placering i forhold til hinanden udregnes. Er geometrien korrekt, bør vinklen Nylars-Østerlars-Olsker være 84,2105 grader. Regner man fra hver af de tre rundkirkers rotunde, er den faktiske vinkel 84,2086 grader. Altså kun to tusindedele af en grad fra en total nøjagtighed. Igen en punktlighed, der synes svær at affeje som et tilfælde.

Ovenstående er blot en lille del af det enorme geometriske arbejde, Haagensen har udrettet de sidste 25 år. Argumenterne er flere og illustrerede på hans hjemmeside www.merling.dk, men denne gennemgang giver forhåbentligt et indblik i de tanker, amatørhistorikeren har gjort sig. Den overvældende geometriske akkuratesse er ifølge Haagensen alt for avanceret til blot at være ren og skær tilfældighed. Men hvad er formålet med de mærkelige rundkirker så, hvis man godtager Haagensens argumentation? For at svare på det spørgsmål må man grave dybt i historiebøgerne. Lad os skrue tiden tilbage til omkring år 1100.

Det forbudte samarbejde
På denne tid er de muslimske astronomer og matematikere langt foran deres kolleger i den katolske kirke. Det er de takket være kaliffen Al-Mamun, der 300 år forinden fik en idé, der skulle vise sig at tippe det intellektuelle styrkeforhold mellem de to religiøse samfund til arabernes side de næste mange år.

Al-Mamun fik nemlig i starten af 800-tallet oversat de gamle græske videnskabsmænds værker til arabisk, og dermed opnåede man en helt unik viden i forhold til den kristne fjende. Blandt andet fik muslimerne kendskab til Eratosthenes’ (ca. 276 f.Kr. – ca. 195 f.Kr.) arbejde, som beskæftiger sig med måling af jorden. I forlængelse af den nyfundne visdom byggede kaliffen astronomiobservatorier og lod sine egne astronomer fortsætte Eratosthenes’ arbejde. Således havde den muslimske verden ved overgangen til det 1200-århundrede næsten 300 års videre forskning i en teori, den katolske kirke som noget relativt nyt var begyndt at undervise i.

For at måle jordens omkreds med Eratosthenes’ teknik kræver det astronomiske målinger fra to observatorier, hvoraf det ene skal ligge nordligere end det andet, ligesom man skal vide præcis, hvor meget mere mod nord det ligger. Men for at metoden kan bruges, skal man være sikker på, at jorden er perfekt kugleformet. Det er her, astronomerne i 1100-tallet, ifølge Haagensens teori, supplerer metoden ved at måle forskellige steder på jorden. Jo længere man kommer mod nord jo større bliver forskellen på en længdegrad og en breddegrad, og dette kan udnyttes til at bedømme, om Jorden er tilstrækkelig kugleformet. Men den teknik kræver, at observatorierne ligger geografisk placeret langt nok mod nord. På trods af kæmpe landområder havde muslimerne ikke mulighed for at efterleve dette kriterium. Det havde man dog andre steder, og her har Haagensen en yderst velbegrundet teori, der peger i retning af rundkirkerne på Bornholm!

Men hvor er koblingen mellem den intellektuelle elite i Mellemøsten og lille Bornholm?
Der hersker fortsat uenighed om præcis, hvornår kirkerne på Bornholm er opført, men faktum er, at tre fjerdedele af øen blev overdraget til biskop Eskil i 1149. Få år senere rejste han til klosteret Clairvaux i Frankrig, hvor han siden tilbragte det meste af sit liv og også ligger begravet. I Clairvaux hed abbeden Bernard, og de to blev angiveligt tætte venner. Historisk set er Bernard af Clairvaux mest kendt for sin reformation af cistercienserordenen og for den tætte kontakt til tempelridderne. Det var Bernard, der sørgede for tempelriddernes godekendelse hos Paven, som kvitterede ved at udnævne abbeden til ”Tempelridderordenens Beskytter”, og det var hos Bernard i Clairvaux, at ordenens top holdt sine møder.

De sagnsomspundne tempelriddere var egentlig til for at beskytte kristne pilgrimme, men som tiden gik og broderskabets magt og størrelse voksede, udvidedes ordenens interesseområder. Oprindeligt lå rødderne i den magtfulde adel i Bourgogne, men efterhånden tillod man også medlemmer fra rige købmandsfamilier at blive optaget. Det betød, at tempelridderne pludselig fandt interesse i den spirende handel, Europa oplevede på den tid, og varer fra fjerne egne blev pludselig vældig spændende. Søfart til Indien, hvor datidens værdifulde krydderier hidtil blev hentet via karavaneveje, kunne vise sig guld værd for tempelridderne, da denne form for transport var både sikrere, billigere og – afhængig af søvejens længde – formentlig også hurtigere. Derfor var det afgørende for tempelridderne at kunne bestemme jordens størrelse og dermed længden til Indien.

Udover en klar interesse i at kortlægge jordklodens form havde tempelridderne også et intellektuelt bagland, som ligeledes må formodes at have stor interesse i sådan en opdagelse. Disse intellektuelle havde allerede revolutioneret banksektoren med kodede checks, som kun medlemmer af tempelridderordenen kunne tyde. På den tid var store dele af Den Iberiske Halvø besat af de muslimske maurere, og da Cistercienserordenen samtidig byggede flere klostre nær grænsen til de muslimske områder, har fundamentet for et forbudt ægteskab mellem katolske og muslimske videnskabsmænd i den grad været til stede.

Endnu en indikation på sådan et samarbejde finder man, hvis man nærstuderer den katolske kirkes begrundelse for at opløse og forbyde ordenen godt 200 år senere. Her fremgår det nemlig, at tempelridderne ifølge kirken gjorde sig skyldige i at fraternisere med fjenden. Den katolske kirkes største fjende dengang var naturligvis de vantro muslimer, der havde besat Det Hellige Land.

Gakket teori
Haagensens teori om et hemmeligt samarbejde i videnskabens tegn mellem de to dødsfjender er blevet genstand for megen kritik. Det bemærkelsesværdige ved kritikken er dog, at de professionelle historikere endnu ikke har fremført egentlige beviser for, at teorien er umulig. I stedet forfalder de til førnævnte kommentarer. Et af de tungeste modargumenter, der trods alt er fremført, er, at man aldrig har fundet bevis for, at der reelt har været tempelriddere på Bornholm. Det er til dels også rigtigt. Man har aldrig fundet uomtvistelige beviser, men man har fundet det tætteste, man kommer på det.

I 1312 blev tempelridderordenen endeligt opløst efter et paveligt dekret. Pave Clement V skriver i den forbindelse breve til samtlige de biskopper i Europa, der har tempelridderejendomme. Af de ni bispesæder, der eksisterer i Danmark på det tidspunkt, modtager tre et brev: Lund, Bornholm og Riga. Alle er de tæt forbundet med biskop Eskil, tæt ven af Tempelriddernes Beskytter Bernard. Hvorfor får disse tre – og kun disse tre – breve, som er forbeholdt tempelriddernes kontakter, hvis der ikke har været tempelriddere i disse områder?

Alle disse små omstændigheder, sammentræf og vage modargumenter gør, at det er svært at hoppe med på den etablerede danske forskningsverdens kategoriske afvisning af Haagensens ekstremt velresearchede hypotese. Én ting mangler vi dog, før man for alvor kan begynde at tale om en mulig, radikal ændring af verdenshistorien. Hvorfor er resultaterne af den forskning, der angiveligt er foregået på Bornholm, aldrig kommet frem? Hvad er motivet bag? Haagensens svar på det spørgsmål er et nådesløst angreb på historiens måske mest magtfulde institution: Den katolske kirke.

En forbrydelse mod menneskeheden
Opløsningen af tempelridderneordenen og den efterfølgende afbrænding af flere af dens medlemmer skete på et umådeligt tyndt grundlag. Påstået homoseksualitet, kætteri – mod den kirke, ordenen var sat i verden for at beskytte – hemmelighedskræmmeri og et væld af andre svagt begrundede beskyldninger var officielt det, der væltede broderskabet. Nogle historikere peger på, at den franske konge, Philip IV, skyldte så mange penge til ordenen, at hans pres på Paven førte til dens opløsning. Erling Haagensens har dog et alternativt forslag:

Hvad nu, hvis studierne på Bornholm afkræftede kirkens lære om, at Jorden er en perfekt kugle, der ligger stille i centrum af universet, mens stjerner, planeter og solen kredser om den i perfekte cirkler?

Hvad nu, hvis videnskabsmændene kunne føre bevis for, at den ufejlbarlige kirke havde taget fejl og vildledt sine mange tilhængere?

Hvor langt ville kirken så gå for at stoppe denne nye viden, der truede med at underminere dens position som Europas alvidende institution?

Historien har gentagne gange vist, at den katolske kirke ikke har skyet nogen midler i kampen for at bevare sin position. Kirken nægtede og brændte for eksempel gennem mere end 200 år alt materiale om Nicolaus Copernicus’ og Galileo Galileis hypotese, der hævdede, at solen – ikke Jorden – er universets centrum, inden man endelig så sig nødsaget til at erkende sandheden. Så opløsningen af tempelridderordenen og afbrændingen af dens stærkeste støtter for at dække over en større hemmelighed virker på ingen måde utænkelig. Hvis Erling Haagensen har ret, giver det i hvert fald god mening i forhold til svaret på to oplagte spørgsmål:

• Hvorfor har man ikke lavet nogle opmålinger af Jorden eller opført et eneste observatorium fra slutningen af 1100-tallet og 400 år frem, hvor kirken var den ubestridte magtfaktor, når nu den nødvendige viden var tilstede?

• Hvorfor er alle dokumenter vedrørende de bornholmske rundkirker forsvundet?

Her slutter Erling Haagensens research foreløbigt. Konklusionen på det hidtidige arbejde ligger dog klar: den katolske kirke har forbrudt sig mod menneskeheden ved at forsinke 400 års udvikling. Han er overbevidst om, at nøglen til puslespillets sidste brikker ligget gemt i Vatikanets arkiver. Drømmen er engang at få adgang dertil, så den teori, der har fyldt så meget af hans liv, endelig kan be- eller afkræftes. Indtil da fortætter sandhedsjægeren sin evindelige jagt på at afdække bedraget på Bornholm.

Artiklen bygger overvejende på oplysninger fra Erling Haagensen samt hans hjemmeside www.merling.dk. Artiklen er blot et udpluk af temaet på www.merling.dk, hvor du kan få mere information og læse om flere grene af Haagensens teori.

———————————————————————————————

Jagten på sandheden

I et kvart århundrede af sit liv har Erling Haagensen undersøgt mysteriet om Bornholms rundkirker. Nu mener han at have fundet svaret.

Vi møder Erling Haagensen på konsulens nye hjemmebane i Almuñécar. Her er han på fire ugers ferie med hustruen Leonora, men selv om den burde stå på afslapning, kan han ikke helt lægge det, man nok roligt kan kalde hans livsværk, fra sig. Med til Kysten har han nemlig de nødvendige remedier til at fortsætte det arbejde, han har viet de sidste 25 år af sit liv til.

Vinden pisker mig hårdt i hovedet, og regnen formår på de 150 meter fra bilen til Erlings lejlighed at gøre mig fuldstændig gennemblødt. Alle sanser er pludselig vågne efter den beroligende og fantastisk smukke tur langs kysten fra Fuengirola til Almuñécar. Det rå vejr er meget sigende for det sprængfarlige emne, jeg skal ind og tale med Erling om. ”En potentiel bombe under den verdenshistorie, vi kender,” er det udtryk, jeg senere skal stifte bekendtskab med.

“Kom indenfor,” siger en venlig stemme gennem lejlighedskompleksets samtaleanlæg. Lidt efter træder jeg ind i den lille lejlighed og bliver straks betaget af dens imponerende udsigt over det oprørske hav. I forgrunden, vendt mod havet, sidder Erling. En intelligent udseende mand med et dybt fokuseret ansigtudtryk. Han har tydeligvis masser på hjertet, og den obligatoriske, høflige indledning bliver hurtigt erstattet af det, det handler om.

Hvordan kom du til at beskæftige dig med geometrien mellem rundkirkerne på Bornholm?
Bornholm er jo speciel på den måde, at selv om det er en lille ø, så har den hele fire rundkirker. Så jeg kom en dag til at tænke på, om det nu var tilfældigt, hvordan de var placeret. Jeg satte mig ned og fandt ret hurtigt ud af, at der var en hel masse geometri, der passede forbløffende godt sammen mellem kirkerne, og det har så langsomt udviklet sig, og der er blevet bygget en hel masse nye ting på.

Du indleder så et samarbejde med Henry Lincoln, hvis bog Helligt Blod, Hellig Gral har været inspiration til Dan Browns Da Vinci Mysteriet, som har arbejdet med noget af det samme som dig. Hvordan kommer det i stand?

Jamen jeg kontakter Henry Lincoln i starten af 90’erne, og vi bliver enige om at mødes i Frankrig, hvor han er nede for at promovere sin nye bog om emnet. Vi mødes først på en restaurant, og det ender så med, at vi den halve nat tegner, måler og regner på et stort kort, jeg har taget med. Derefter bliver vi enige om i første omgang at lave en dokumentarfilm, som senere blev godt modtaget og blandt andet blev vist på Discovery Channel flere gange over seks år.

Geometrien er jo det helt centrale i din teori, og netop geometrien har dine kritikere kaldt fejlagtig. Er det ikke rigtigt, at man med en lommeregner, nogle punkter og en masse fritid altid kan finde noget geometri?

Det kommer an på, hvilken grad af nøjagtighed man efterstræber. Det viser sig jo, at vinklerne er fuldstændig præcise helt ned til 1/100 af en grad, og så er det, man tænker, at så hæver det sig lidt over tilfældighederne. Der er efterhånden så mange ting, der stemmer overens, at man ikke kan blive ved med at lukke øjnene for det.

Hvordan er du blevet påvirket af den kritik, der har været af dit arbejde?
Man bliver da såret og ked af det. Jeg føler ikke, de har sat sig ordentligt ind i min teori. Men samtidig giver det helt sikkert mere lyst til at fortsætte, når de kun kan kritisere og ikke komme med modbeviser. Jeg har lyttet til al kritik og taget den til efterretning, og takket være dem har jeg flere gange ændret min teori. I sidste ende er jeg dog min største kritikker, og jeg prøver altid at teste mine teori og hypoteser på alle mulige måder. Men det er vigtigt at sige, at jeg jo ikke kun har kritikere, men også støtter. Bl.a. en professor i statistik fra universitetet Waterloo i Canada, der hedder Niels Lind og er lidt af en verdenskapacitet på området. Han siger, at hvis geometrien på Bornholm er en tilfældighed, så er der sket noget, der stort set er usandsynligt.

Hvor sikker er du på, at din teori holder?
Med mit seneste arbejde er jeg nu 100 % sikker på, det forholder sig sådan. Det har været en lang vej for at nå hertil, og nu håber jeg bare, at jeg på et tidspunkt kan få overbevidst folk om, at der altså reelt er noget mere at komme efter rent historisk ved Bornholms kirker.

Hvor stort vil det være for Danmark, Europa, verden, hvis din teori kan bekræftes?
Jamen, det vil jo være kæmpe stort! For det første vil det betyde, at man kan vise, hvor stor magt religion har, og hvor meget det kan sætte mennesket tilbage. Jeg plejer jo at sige, at hvis kirken ikke havde stoppet den her begyndende renæssance i slutningen af 1100-tallet, jamen så havde vi haft den samme udvikling, som vi nu har haft siden 1600-tallet. Så havde vi måske gået på månen i 1569 i stedet for 1969.

Hvordan føles det, når du sidder og forsker, og alting pludselig går op i en højere enhed?
Det er en dejlig, dejlig ting, og det føles helt fantastisk, når det lykkes. Adrenalinen pumper i hele kroppen, når man ved, man har fat i noget rigtigt. Men man skal lige huske at pointere, at der er langt flere skuffelser end gode oplevelser. Langt de fleste gange løber man panden mod en mur, og så er det bare om at stoppe og gå ned ad en anden vej.

Hvis du nu får tre forskningsmæssige ønsker, hvad vil du så bruge dem på?
Først og fremmest vil jeg ønske, at jeg kan få hele min teori nedfældet i dokumentform og publiceret i et stort, internationalt anderkendt tidsskrift, så der kan komme noget mere fokus på min teori i forskningsverdenen. Nummer to vil være at få adgang til Vatikanets arkiv, så vi forhåbentlig kan finde ud af noget mere om baggrunden for rundkirkerne. Nummer tre vil være, at historikerne, der kritiserer mig, vil sætte sig ned og kigge seriøst og uden fordomme på mit arbejde, for så tror jeg, de vil komme nærmere en forståelse af min teori, hvilket kunne føre til en seriøs dialog.

Hvordan ser din fremtidige forskningsplan ud?
Jeg har endnu en bog på vej, som nok kommer til at hedde “De fantastiske tilfældigheders ø”. Og det hedder den, fordi jeg her vil opremse mine sidste nye opdagelser, og der er altså nogle, der er rigtig mærkelige. Bl.a. er der nogle af de her mål, der passer med dem, vi kender fra den store pyramide. Det kan selvfølgelig bare være en tilfældighed, men i så fald vil det være endnu en tilfældighed i rækken. Mit håb er, at den er klar i efteråret 2012. Jeg har også et bogprojekt med Henry Lincoln, som er sat på pause, men som bestemt ikke er dødt. Ellers handler det nu bare om at få udbredt kendskabet til mit arbejde.

Med disse afsluttende ord siger jeg tak for interviewet og begiver mig tilbage mod bilen. Regnen er nu ophørt, og vinden er stilnet en smule af. Men jeg behøver ikke længere metrologisk assistance for at holde hovedet klart. Min hjerne arbejder på højtryk for at bearbejde al den information, jeg i løbet af de sidste to timer er blevet fodret med. Kan det virkelig passe, at Haagensen er på sporet af et af verdenshistoriens største bedrag? Svaret på det spørgsmål må være op til den enkelte læser at afgøre. Jeg ved godt, hvad jeg tror…

I forbindelse med sit engagement på Bornholm har Erling Haagensen skrevet seks bøger, som er oversat til syv sprog og solgt i ni lande – blandt andet Spanien. Du kan finde en komplet oversigt her: http://www.bogpriser.dk/forfatter-erling-haagensen/. To af hans værker kan i øvrigt erhverves for et symbolsk beløb på storybag.dk. En længere gennemgang af Erling Haagensens teori kan læses på www.merling.dk