Besøg hos en mezzosopran i gummistøvler

Rigtig mange danskere kan sætte ansigt på Rosza Mariza Ruppmann. Men hvad gemmer der sig bag den temperamentsfulde kvinde med det iøjefaldende tøj? Det giver La Danesa dig her et indblik i.

På landet lidt udenfor Fuengirola bor Rosza Mariza Ruppmann. Eller bare Mariza, som folk kalder hende. Født på Sri Lanka af en srilankansk mor og med en tysk far var der ikke meget, der tydede på, at Mariza ville ende i Spanien. Men det gjorde hun, og nu har hun foreløbig boet her i 21 år.

”Jeg havde besøgt landet to år forinden og syntes om, hvad jeg så. Så da jeg blev skilt fra min mand i Tyskland, hvor jeg boede, sprang jeg bare ud i det,” fortæller 55-årige Mariza, der i årenes løb har boet i flere lande. De første år af sit liv tilbragte hun i moderens hjemland, hvor tiden fortrinsvis blev brugt sammen med de dyr, hun allerede fra en tidlig alder elskede. Det havde ikke nødvendigvis noget med menneskene at gøre – Mariza følte sig bare bedre tilpas blandt disse af Guds skabninger.

”Nogle gange begyndte mine skoleveninder at græde, fordi jeg ikke gad lege med dem. Det var ikke for at være ond eller arrogant, jeg havde bare mere lyst til at være sammen med dyrene,” siger Mariza: ”Af den grund fik jeg ikke en rigtig, tæt veninde før et stykke inde i teenageårene, men det gjorde mig slet ikke noget.”

Kærligheden til dyr har siden varet ved, og selv den dag i dag vælger hun til hver en tid animalsk frem for menneskeligt selskab. Det har betydet, at en stor del af hendes liv er foregået med dyr som eneste levende modspil, og den megen tid alene, tror hun selv, har været med til at gøre hende til den stærke, selvstændige kvinde, hun er i dag. Og styrke har hun bestemt også haft brug med de oplevelser, livet har budt hende.

Makabert dødsfald

Fra Sri Lanka flyttede Mariza til London med sin mor og søster. Forholdet mellem forældrene gik i stykker, allerede inden Mariza blev født, og hun har derfor aldrig haft andet end sporadisk kontakt med ham. I London boede den lille familie i nogle år, inden to tredjedele af den rejste tilbage igen. Mariza blev. Og det er en beslutning, der stadig nager hende i dag.

”Vi havde meget lidt kontakt, efter vi flyttede hver til sit. Mor savnede mig dog frygteligt meget og skrev, at hun ville tage livet af sig selv, hvis jeg ikke kom tilbage,” fortæller Mariza, som dog ikke tog truslen alt for højtideligt, da moderen med Mariza’s egne ord var lidt af en drama queen. I mellemtiden gik turen fra London til faderens tyske hjemland, hvor Mariza fandt en mand og slog sig ned. Kontakten til moderen var nu næsten ikke-eksisterende.

”Jeg fandt en mand, og alting gik godt i nogen tid. Jeg havde ikke set min mor i flere år, men holdt kontakten til min søster. Selvfølgelig savnede jeg dem, men man vænnede sig ligesom til, at de bare boede et andet sted,” fortæller Mariza. Hun blev forlovet med sin tyske kæreste, men dagen inden brylluppet, blev glæden med et afløst af en chokerende nyhed.

”Telefonen ringer, og det er min søster, der fortæller, at mor er død,” beretter en tydeligt berørt Mariza. Det i sig selv er en forfærdelig besked, men omstændighederne omkring dødsfaldet må være nok til at få selv den mest hardcore kriminalbetjent til at synke en ekstra gang. Moderen blev fundet iklædt en hvid pels, som dækkede over en krop med adskillige knivstik – kniven var angiveligt ført af moderen selv.

”Jeg vidste med det samme, det var selvmord, og jeg kunne ikke lade være med at blive ramt af skyldfølelse. Hun havde advaret mig, og hvis jeg var kommet hjem, var det nok aldrig sket. Jeg er overbevidst om, at mit fravær var medvirkende til, at hun endte sine dage,” siger Mariza, der udsatte brylluppet og 24 timer senere var på Sri Lanka. Som om moderens selvmord og følelsen af medansvar ikke var nok, havde Mariza dagen forinden den frygtelige nyhed haft en underlig fornemmelse af, at der var noget galt.

”Jeg havde følt, at jeg af en eller anden grund bare måtte tage hjem. Det var en bare følelse, men det virkede, som om det var meget vigtigt. Og det var det jo så også,” siger Mariza, der trods den frygtelige oplevelse synes at være kommet videre. Hun har nu ofte kontakt med sin søster, som bor Australien. Efterrationaliseringerne og skyldfølelsen efter morens død kommer Mariza dog nok aldrig helt af med.

”Jeg priser mig ofte lykkelig for, at jeg udover min mors følelsesladethed også har arvet noget af min fars hårdhed – ellers kunne jeg sagtens have delt skæbne med min mor,” siger Mariza eftertænksomt.

Menneskelig ondskab
I dag bor Mariza på et stort, lejet landsted lidt udenfor Fuengirola. Her er rigeligt plads til at pleje passionen for dyr, og hendes tre hunde og 12 katte kunne næppe ønske sig et bedre hjem. Hun er oprindeligt uddannet tosproget sekretær fra London og har på Kysten arbejdet en årrække som ekstern bogholder. Men nu danner det store haveområde grundlag for den kennel, hun driver ved siden af karrieren som semiprofessionel sangerinde. Det har dog aldrig været planen at få så mange dyr.

”Det var simpelthen dyrene, der adopterede mig – ikke omvendt,” forsvarer Mariza sig. ”Dyr betyder alt for mig, og i bund og grund kan jeg bedre lide dyr end mennesker. Jeg er generelt ikke fan af mennesker.” Den manglende tro på sine egne artsfæller bunder i vores måde at behandle natur og dyr på. Vi er langt hen ad vejen fundamentalt onde og kyniske skabninger, mener Mariza, og derfor nyder hun i højere grad den oprigtige fremtoning, hun finder hos dyr.

”Jeg bliver så gal, når jeg ser menneskets ondskab udfolde sig,” raser Mariza, som tror, at glæden ved dyr er medfødt og altså ikke noget, hun har udviklet gennem livet.

Hun udlever nu begejstringen for dyr fuldt ud med den daglige gang i kennelen. Den kører okay, og ved siden af er der også fint gang i sangkarrieren. De fleste job foregår dog på hoteller, hvilket ikke ligefrem er Marizas drømmescene, men hun tager dem for pengenes skyld. Og fordi hun elsker at gøre folk glade.

”Det er det hele værd, når folk efter en koncert giver mig positive tilbagemeldinger. En aften, da jeg var på vej fra hotel Marriott til min bil, kom tre damer løbende efter mig for at fortælle, hvor god en oplevelse de havde haft. Det var fantastisk,” siger Mariza, der alligevel foretrækker at synge med det kor, hun er en del af i Málaga. Musiksmagen er bred, men særligt opera, klassisk og musicals er hun stor fan af. Det er også fra disse genrer, Mariza har hentet en anseelig del af sin inspiration. Og inspiration er kodeordet, for Mariza opererer ikke med begrebet idoler. Hun beundrer folk som Barbra Streisand og Luciano Pavarotti for deres stemmer, men vil ikke kalde dem forbilleder som sådan. De er bare beundringsværdige.

Alternativt udseende
Selvom der med alderen er blevet længere imellem, hopper Mariza stadig af og til i en af de spraglede, farverige kjoler, som rigtig mange sikkert forbinder hende med. Til kjolerne hører så mange sølvarmbånd, som armen rækker til – hvilket efter srilankansk skik er lidt utraditionelt.

”Det med at pynte sig er noget, jeg har arvet fra min mor. I Sri Lanka er det mest normalt med guld, men jeg er en rigtig sølvpige,” smiler Mariza. Hun understreger på det kraftigste, at de mange smykker og de vilde kjoler ikke skal signalere rigdom, men snarere er et udtryk for hendes humør.

”Jeg er på ingen måde materialistisk, men jeg bliver stærkt tiltrukket af skønhed – i alle dens former. Jeg har altid været anderledes, og det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er en stærk og selvstændig kvinde, og jeg ser mere mig selv som hyrde end som får,” siger Mariza og fremhæver samtidig disse ting som hovedårsagen til, at hun er single.

”Jeg er rigtig svær at leve sammen med, og min fremtoning gør, at mænd ofte træder et skridt tilbage. Jeg gider ikke vaske en mands beskidte undertøj, og det er der mange, der forventer, at jeg vil,” mener Mariza.

Hun er dog ganske godt tilfreds med tilværelsen – trods fraværet af mandligt modspil. Hun føler sig meget privilegeret over at kunne leve af sine hobbyer, og drømmene på kort sigt er derfor også at kunne udvikle stemmen og udbygge kennelen. På den lange bane er håbet dog et helt andet.

”Min store drøm er at blive leder af en naturpark. Jeg er god til administration og ville elske at omgås og arbejde med dyr 24 timer i døgnet,” siger Mariza, som ikke vil lade landegrænser skille hende fra drømmen. ”Jeg har jo boet i Spanien længe nu, men jeg er en fri fugl, og der er ikke noget, der binder mig hertil – lige udover min elskede dyr,” slutter Mariza.