Den Internationale Valutafonds (IMF) seneste vækstprognose fra oktober tegner et temmelig dystert billede. IMF har nedjusteret sine globale vækstskøn yderligere til 3,3% i 2012 og 3,6% i 2013 fra tidligere henholdsvis 3,5% og 3,9%. Ifølge IMF vil væksten falde i de fleste lande, såvel industri- og udviklingslande. De største nominelle procentvise fald ventes i Brasilien og Indien. Kun væksten i USA bliver opjusteret fra 2,0% til 2,2% i år (mens den i 2013 nedjusteres til 2,1% fra 2,3%).
Ordlyden i IMF’s rapport er typisk neutral, men mellem linjerne spores der en vis skepsis i forhold til landenes vilje til at tage de nødvendige skridt. Men rapporten siger klart, at de væksttiltag, der er gennemført indtil videre, ikke er tilstrækkelige.
I Europa ønsker IMF sig mest af alt, at man aktivt bruger den europæiske statbilitetsmekanisme ESM, der er regionens nye redningsfond for lande og banker i problemer. IMF ser også gerne en større integration af finanspolitikken i euroområdet. I USA fokuserer IMF på vigtigheden kortsigtet af at nå til enighed om landets gældsloft og undgå den økonomiske afgrund (den såkaldte “fiscal cliff”, som omfatter besparelser og skatteforhøjelser, der – hvis man ikke gør noget – automatisk træder i kraft i starten af det nye år, og som kan true væksten). Generelt fremhæver IMF nødvendigheden af yderligere tiltag for at nedbringe gælden, skærpe reguleringen af finanssektoren og reducere langtidsledigheden.
Vil landene levere?
Udsigterne for den amerikanske økonomi er på det seneste blevet bedre. Det er dog afgørende, at de to partier kan nå til enighed om nye love, da Demokraterne, som vandt præsidentvalget, ikke har flertal i Repræsentanternes Hus. Man vil være nødt til at indgå kompromisser, som i sidste ende vil kunne udvande enhver ny lovgivning. Samtidig truer interne stridigheder i euroområdet med at underminere den positive effekt af såvel ECB’s nye redningsplan som etableringen af en europæisk bankunion. Og i EU lover den seneste hårde tone fra Storbritannien, hvor tanken om at forlade EU i stigende grad vinder støtte, ikke godt for en effektiv, vækstfremmende politik i regionen.
Som IMF siger i rapporten, afhænger den fremtidige globale velstand af de enkelte regeringers vilje til at føre en politik, der sikrer holdbar økonomisk vækst. Desværre er udsigterne måske endnu ikke så dårlige, at de kan få de enkelte lande til at handle i den globale økonomis interesse. Det kræver formentlig en kraftig forværring, som meget vel kan indtræffe, hvis IMF’s anbefalinger negligeres på grund af strategiske politiske hensyn eller for at tjene nationale interesser.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001