Kirsten Vaupel debuterer med roman

Tangenterne spillede mest for skuespillet, men Kirsten Vaupel ændrede kurs og tog til musikkens by, Wien, efter gymnasiet, hvor en lang operakarriere begyndte. Hendes passion for klassisk musik har siden hen givet hende adskillige privilegier. En indsigt på området og ikke mindst hendes misundelsesværdige nysgerrighed var med til at inspirere hende til at skrive debutromanen, ”Forellekvintetten”.
Nysgerrighed er én af de egenskaber, Kirsten Vaupel besidder. Den har været med til, at hun ikke har begrænset sig til at være operasanger. Hun har sunget alle genrer og sågar været med i en rockmusical tilbage i 1976. Selv holder hun mest af klassisk musik, og har sunget operette rundt omkring i verden på flere sprog samt været tredje brik i trioen Swing Sisters, som hun dannede i 1989 sammen med Lise-Lotte Norup og Kirsten Siggaard.

Den klassiske næringsgren
Operaen har altid været Kirsten Vaupels fagområde. Hun er uddannet operasanger i Wien, og har sideløbende arbejdet både på Danmarks Radio, TV2 og på den forhenværende københavnske tv-kanal, Kanal2. Hun har i hele sit liv haft kontakter inden for Danmarks Radio, efter at have medvirket i stationens pigekor, og så skrev hun til dem en gang, fordi hun fandt deres lørdagsudsendelser for kedelige.
Hendes bramfi udmelding resulterede dels i et par TV-udsendelser om operasangere, dels i et radioprogram der hed ”Wien, kvinder og sang,” som kørte en time om ugen i et år. Her spillede hun plader, og fortalte om handlingen og de medvirkende. ”Det gav mig blod på tanden, og jeg syntes, det var skægt. Og så holdt jeg næsten op med at synge – meget mærkeligt”.
Tiden stod ikke stille for den smukke Vaupel. Facetterne forsatte, da hun i 1989 møder Lise-Lotte Norup og Kirsten Siggaard, som hun nu synger med på tyvende år. På det tidspunkt havde hun sunget opera i 25 år, men karrieren var langt fra forbi. Et andet udslag af Kisten Vaupels foretagsomhed blev i det nye årtusinde til et kammerspil om W.A. Mozarts enkes ti- årige ophold i København.

Inspireret af Mozart
Kirsten Vaupel beslutter at lave teaterstykket om Konstanze Mozart, som gifter sig med den danske gesandt George Nissen, fordi hun synes det er sjovt, at Konstanze Mozart her møder den danske komponist Weyse og knytter et tæt venskab med ham. Den historie beder hun Mette Winge skrive. Det bliver til Fru Nissen i Lavendelstræde. Enakteren bliver købt af Den Jyske Opera, som sender den på turne, hvor de blandt andet spiller på Hofteatret på Christiansborg samt i Den Gamle By i Aarhus. Senere bliver stykket også opført i Wien og på Næsseslottet i Holte, hvor Kirsten Vaupel bor sammen med sin mand, Gorm, dansk journalist og tv-vært. Hun synes, at det var ekstra sjovt at optræde på Næsseslottet, fordi Konstanze jævnligt besøgte stedet.
”Hos mig er der ikke langt fra idé til handling. Jeg går målrettet efter det, også selvom det er vanskeligt. Fru Nissen var længe undervejs, og min roman har også været længe undervejs, men den skulle ud og det kom den,” fortæller hun.

Den psykologiske hævn
Kirsten Vaupel har altid vidst, at hun ville skrive en roman, men først for fem år siden følte hun sig moden til at gå i gang med skriveriet, som har resulteret i debutromanen, Forellekvintetten. Idéen fik hun på vej til Vietnam, hvor hun skulle synge i Hanoi Opera House i anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Bogens drivkraft blev hævn, den komplekse følelse, som er forbudt men samtidig spændende, synes hun.
”I Det Gamle Testamente hedder det øje for øje, tand for tand. Og det er jo interessant, fordi jeg tror, at hævn grundlæggende er en basal følelse i os alle sammen. Når der er nogen, der slår mig, skal de have en tilbage. Hvad enten det er åndeligt eller korporligt”.
Selv er Kirsten Vaupel ikke hævngerrig. Det har ikke været noget problem i hendes liv. Det er en litterær interesse for fænomenet, som hun hele tiden forsøger at sige for og imod i romanen. Hun tror ikke på hævn, hvis det involverer drab, men hvis man kan hævne sig uden, at det kan ses – en psykologisk hævn – kan det ifølge Kirsten Vaupel godt være, at man får en kortvarig tilfredsstillelse.
”Det er nok lidt lige som at tisse i bukserne. Først er det dejligt varmt, men bagefter bliver det vådt og ulækkert,” og med den kristne moral slutter Kirsten alligevel af med at sige: ”Selvom hævn ikke dur, så er hævn en naturlig, menneskelig og dyrisk følelse”.

Fascineret af det skrevne ord
”Jeg må nok sige, at jeg føler, at jeg har været utrolig privilegeret. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for alt det, jeg har oplevet”.
Kirsten Vaupel har altid været meget ordfikseret. I hele hendes liv har den kunstneriske udtryksform været musikken, og i takt med at efterspørgslen på det musikalske område er blevet mindre, og hun stadig har behov for et kunstnerisk udtryk, blev det til hendes debutroman, Forellekvintetten.
”Jeg er et ordmenneske, og jeg læser utrolig meget og har altid læst meget, så det har været en fuldstændig naturlig afløser at skrive en bog”, fortæller hun uden at have intentioner om at blive den nye Hemmingway.
Ikke desto mindre er hun i fuld gang med en ny bog, som også delvist foregår her i Spanien, ligesom Forellekvintetten, der er skrevet i Danmark og i Spanien, hvor hun og Gorm bor noget af året. Men handlingen foregår hovedsaligt i Wien.
”Jeg føler en enorm tilfredsstillelse ved at skrive, og jeg bliver meget inspireret af det, jeg læser. I øjeblikket har jeg læst en bog af Ida Jessen, ABC-gaden, en frygtelig bog, men den inspirerer mig alligevel. Lige nu er jeg i gang med en, der hedder ”Det sagde du ikke” af Lars Saabye Christensen, som også er ret fantastisk,” fortæller Kirsten Vaupel, der også godt kan lide forfatteren Jens Christian Grøndahl.

En god balance i ægteskabet
Kirsten Vaupel har også medvirket i en del film både i Danmark og Østrig, og ikke mindst i Ingmar Bergmans Tryllefløjten.
”Ingmar Bergman var verdens førende filmskaber. Datidens Von Trier,” lyder det fra Gorm, der gerne vil give sit besyv med, mens Kirsten Vaupel forsvarer Ingmar Bergman som værende ti gange større en Von Trier og ikke mindst Woody Allens største forbillede.
”Bergman sagde en gang, at et godt ægteskab er, når man skiftes til at være ovenpå,” og med det mener Kirsten Vaupel, at man skal skiftes til at være god til noget, så der er balance, for et ægteskab er også en magtbalance.
”Det kan ikke nytte noget, at den ene hele tiden er oven på, så er det ikke noget godt ægteskab, så har vi et misforhold i dominans og alt muligt,” mener hun.
Kirsten Vaupel er meget lige frem. Hun pynter ikke på sig selv, og så kan hun både fortælle skidt og kanel. Gorm må tit holde tilbage og bede hende om at slappe af, når impulsiviteten tager fart, og det er for deres ægteskab et godt supplement.
”Vi snakker utrolig meget. Vi snakker og vi læser op for hinanden, hvis der er nogle vendinger, og sjove ting. Vi diskuterer og analyserer meget, også om mennesker, vi har mødt og begge lagt mærke til. Vi bruger det hele tiden, fordi det interesserer os, og fordi vi synes, det er sjovt,” lyder det fra Kirsten Vaupel, der på samme tid slår fast, at der absolut er ting, hun og Gorm lærer af hinanden, ikke mindst når de underviser i mundtlig kommunikation.
”Jeg er meget åbenmundet og reagerer. Jeg har en meget kort lunte på nogle områder, fordi jeg er meget absolut. Men det hænger også sammen med, at når jeg tager beslutningen, så gør jeg det. Kirsten Vaupel forsøger at leve efter et citat fra Henrik Ibsens ”Brand”: ”Hvad du gør, gør det helt og ikke stykkevis og delt”.

Om Forellekvintetten

Bogens handling
32-årige Lola er taget til Wien for at hævne sig på sin far, Hatto. Han er nu musiker i den klassiske musiks hovedstad, og har været det siden, han hårdt og brutalt forlod Lola og moderen tyve år tidligere for at gifte sig med den 15 år yngre cellist, Sylvia.
Lola forfølger sin far uden at give sig til kende. Hun udsætter ham og Sylvia for psykisk terror og presser dem nådesløst mod afgrunden, men skæbnen kaster spanske Pablo ind i Lolas liv og bringer hende i tvivl om det moralsk forsvarlige i hendes gammeltestamentlige ”øje for øje”-tankegang.

Uddrag fra bogen
Hun er klar over, hvor farligt det er at miste overblikket på grund af manglende selvsikkerhed, så hun skubber hurtigt usikkerheden til side og fokuserer på Planen. Det går ikke, at hun underminerer sin mission ved at lade drømmene tage over. Eller tvivlen om det etisk forsvarlige i hendes hævnakt. Selvfølgelig er det forsvarligt. Det er menneskeligt at ville hævne sig – en grundfølelse helt på linje med kærlighed, had og sult. Basta.

Anmeldelsen
Bogens titel, Forellekvintetten, er et musikstykke af Franz Schubert. Det er både et lille kammermusikstykke af Schubert: En kvintet, som betyder, at der er fem, der spiller. I en af satserne har Schubert sat et digt, Die Forelle, af den tyske digter Schubart, til sit musikstykke og lavet det til en kunstsang. Kirsten Vaupel har oversat den sådan, at man forstår handlingen. Lolas hævn er en psykologisk og ret modbydelig hævn, fordi hun driver faderen. Lolas tankegang er, at han skal drives, fordi han har drevet moderen til selvmord.
Forelle-sangen handler om fiskeren, der står med sin snøre og bare leger med forellerne, indtil vandet bliver oppisket, så han kan kaste snøren ud og få fisken på krogen, og så ligger den der og spræller, og er blevet svigtet. Det ene øjeblik er Lola fiskeren, der fanger den, og i det andet øjeblik er hun betragteren, der bare ser, hvordan fiskeren tager den, sådan så hun hele tiden har en aktiv i rolle.
I Kirsten Vaupels psykologiske thriller er hævn drivkraften. Romanen har også kærlighed, musik og kunst at byde på, og med Kirsten Vaupels billedsprog står scenerne i stærk kontrast med handlingen. Man er hele tiden nysgerrig omkring næste trin, og har svært ved at lægge bogen fra sig. Forfatteren er god til at sige for og imod i romanen. Hele tiden står Lola i dilemmaerne: På den ene side. På den anden siden. Er det tilladt? Jeg gør det sgu og nej, man kan ikke være det bekendt, og jeg har dårlig samvittighed, men alligevel. Læseren tager del i hovedpersonens tankegang. Faderen har forladt Lola, og hun er rasende. Hun er en pige med en god stemme, men hun har ikke kunstnersjælen. Det har faderen, det har moderen, men ikke hun. Kirsten Vaupel giver en god beskrivelse af Wien og Spanien. Lolas kærlighed er spansk og fra Málaga, så der er lokalkolorit herfra. Romanen foregår i nutiden for to-tre år siden.
Efter at have læst Forellekvintetten, får man med det samme lyst til at tage til musikkens by og høre klassisk musik. Kirsten Vaupel er god til at skabe en øjenåbner for et emne, der ellers ikke ville have vakt interesse hos alle.
Forellekvintettens forsidebillede er af den østrigske kunstner, Gustav Klimt. Billedet hedder Die Freundinnen (veninderne), og det har Kirsten Vaupel også valgt som en del af handlingen i romanen: Veninder med alt, hvad det indebærer.

Om forfatteren
Kirsten Vaupel er født i 1944 i Stockholm og er uddannet sopran på musikkonservatoriet i Wien, og har blandt andet været tilknyttet Den Jyske Opera i 15 år. Hun har optrådt i store dele af Europa på diverse operascener og medvirket i adskillige tv- og radioudsendelser. Hun har bl.a. også medvirket i operafilmen, Tryllefløjten, af den svenske instruktør, Ingmar Bergman. Hun kan synge opera på italiensk, fransk, engelsk, tysk, svensk og dansk. Hun taler italiensk, fordi det er et kriterium på konservatoriet, og flydende tysk efter at have boet i Wien i fire år samt fransk til husbehov. Kirsten Vaupel har desuden en toårig forprøve i teatervidenskab og tre år af en seminarieuddannelse. På konservatoriet har hun også lært retorik og kropssprog, og underviser blandt andet erhvervsfolk. Sammen med Kirsten Sigaard og Lise-Lotte Norup dannede hun i 1992 Swing Sisters. Kirsten Vaupel og hendes mand, Gorm, er også ambassadører for CARE. I dag er hun operaguide forskellige steder, både i Verona, i Wien og på nogle Donau cruises som går helt nede fra Bukarest og op igennem Beograd, Budapest, Bratislava og Wien. Her går de i land og hører opera i byerne. Mens de sejler, fortæller hun om operaen. I dag bor Kirsten Vaupel og Gorm i Holte. De har også en lejlighed på Costa del Sol.
Kirsten Vaupel har en datter og to sønner fra et tidligere ægteskab.