Håbet lever for de hårdt kæmpende spaniere

Som bekendt hærger den økonomiske krise her i landet, og arbejdsløsheden er historisk høj. Der er lange udsigter til job og boliger for spanierne, men alligevel forsøger de at forfølge det spinkle håb om bedre tider.

Februars morgensol rejser sig langsomt op fra horisonten over havet, som bringer den håb midt i den krisetid, der er så tydelig her i Spanien. Hver dag håber de hårdt ramte spaniere, at der er bedre tider på vej, men desværre er solopgangen lige så triviel, som krisen efterhånden er blevet i landet. For selvom solen symboliserer lys og glæde, er det ikke det, man føler, når man møder nogle af de spaniere, der mærker krisen på egen krop.

DR-journalist Jørgen Laurvig mødte en række spaniere, der på hver deres måde kæmper for overlevelse i krisen, under optagelserne til et Horisont-program, der blev vist på DR 1 i januar. I programmet besøger han flere byer i Andalusien, hvor han går tæt på spaniere, der har taget anderledes og drastiske midler i brug for at kunne overleve i hverdagen. Det er både befolkningsgrupperinger, der opfinder ny valuta, besætter tomme bygninger og bønder, der trænger ind på et gods for at dyrke deres egen mad. Alt sammen i et forsøg på at leve en nogenlunde normal hverdag, selvom alle odds er imod dem.

Opfindsomhed og kampgejst
Et af de bedste eksempler på, at spanierne ikke bare giver op, står en spansk maler i Andalusien for, som Jørgen Laurvig mødte, da han optog programmet.

”Jeg mødte en maler i en landsby. Men da der var meget lidt malerarbejde, fandt han et gammelt fadølsanker, som han sammen med en smed skar op og svejsede lidt om til en kastanjerister. Han levede af at sælge kastanjer. De har en opfindsomhed og en drivkraft. Man sætter sig ikke bare ned og giver op. Man agerer. De har en kampgejst, som gør, at de trods alt kommer videre,” siger Jørgen Laurvig.

Maleren var ikke med i programmet, men eksemplet viser, at spanierne ikke giver op, og de har et håb om en bedre fremtid. I Horisont-programmet møder Jørgen Laurvig spaniere, som gentagne gange er blevet smidt ud af deres bolig, som ikke har noget job, og som ikke får hjælp fra det offentlige system. Nogle af dem besatte en fuldt beboelig ejendom i Sevilla. Det har de gjort siden marts 2011. Her har 36 familier fundet sammen og besat huset, og selvom banken har lukket for vandet og elektriciteten, har de i det mindste tag over hovedet.

”De sidder der, fordi de har en moralsk stærk sag. Ejendommen har stået tom i tre år, og investoren er gået fallit og er flyttet fra Spanien, så banken stod med ejendommen, men kunne ikke sælge en eneste lejlighed, selvom man forsøgte. Der var ingen, der ville købe den,” siger Jørgen Laurvig.

En af dem, der er med til husbesættelsen, er Toñi Rodríquez, der bor i en lejlighed med sin mor og søster samt deres børn. At være med til at besætte huset var efterhånden den eneste mulighed, Toñi Rodríquez havde for at få bare nogenlunde styr på tilværelsen, fortæller Jørgen Laurvig.

”Når man ikke har noget at miste, tager man nogle større risici. Hvad skulle de tre kvinder gøre, når de alle havde mistet deres lejlighed? Selvom det er ulovligt, risikerer Toñi Rodríquez højst at blive sat i fængsel i en kort periode. Men så bliver hun løsladt, fordi hun er enlig forsørger,” siger Jørgen Laurvig.

Han føler med spanierne, men han mener ikke, at de har opgivet alt.

”Jeg har enormt ondt af, at de står i den situation. Men jeg synes ikke, spanierne virker sølle og håbløse,” siger Jørgen Laurvig, der siden 1985 har beskæftiget sig med journalistik i spansktalende lande og skrevet flere turguides og bøger om Spanien.

I forhold til andre steder i verden, har spanierne det ikke helt så slemt.

”Det er trods alt noget andet at stå på en mark i Mozambique med nogle bønder, der hverken kan læse eller skrive, og hvor det vigtigste arbejdsredskab er en træpind med et stykke jern igennem, som de kan rode i jorden med. De har ingen vej frem. Spanierne har derimod en selvophøjelsesdrift og et sammenhold med familie og venner, som de er i stand til at mobilisere, og det gør, at jeg ikke synes, det er nogle sølle mennesker, men i stedet stærke mennesker, der prøver at kæmpe videre mod nogle meget hårde odds, siger Jørgen Laurvig og fortsætter.

”De har et utroligt gåpåmod og et godt humør. Jeg bliver ikke deprimeret, som når jeg står i slummen i Caracas i Venezuela, hvor alle piger på 14 har mindst et barn, og fyren er stukket af, fordi han sniffer lim. I Venezuela er der også folk, der gør noget for at få et bedre liv, men det er ikke det, man ser mest af. I Spanien oplever man i højere grad, at de kæmper videre.”

Gammel forestilling holder ikke
En gang var spanierne et folkefærd, der sov længe og holdt siesta midt på dagen, men sådan er det langt fra længere, mener Jørgen Laurvig.

”Den der gamle forestilling om spanieren, der lå i hængekøjen eller i skyggen og sov og ikke kunne gøre en skid, det er forkert, og det viser Horisont-programmet også. Spanierne sætter sig ikke bare ned og venter på, at staten ordner alt for dem,” siger Jørgen Laurvig.

Spanierne befinder sig midt under en økonomisk krise, hvor over en fjerdedel af befolkningen er arbejdsløse, og arbejdsløsheden for de unge mellem 15-25 nærmer sig 60 procent. Netop arbejdsløsheden blandt de unge er forfærdelig.

”Det, der er trist, er, at de unge ikke ved, hvad de skal gøre. Det er rigtig trist for de unge, der ikke fik en uddannelse. Da de var 15-16 år, skulle de vælge, om de ville tage en håndværkeruddannelse, eller om de skulle tage ud og tjene 1.500-1.800 euro sort om måneden i byggeriet. Her flyttede de mursten under byggeboomet, men lige pludselig skulle der ikke flyttes flere mursten. Og fordi deres arbejdsgiver var en svindler, blev de ikke socialt sikret,” siger Jørgen Laurvig.

Hverken de unge eller ældre spaniere virker dog ikke så magtesløse, at de giver op, selvom der er krise.

”Et eller andet sted er de desperate, men ikke så meget, at de ikke gør noget. Det er desperation, som fører til handling i stedet for klynkeri. Og det, synes jeg godt, man kan lære noget af andre steder,” siger Jørgen Laurvig.

Så selvom solen atter går ned bag horisonten i Andalusien, betyder det ikke, at lyset slukkes for spanierne. Det gør den hver dag, og det vil den blive ved med. Selvom solnedgangen vil bringe mørke, vil spanierne se lyst på et håb om bedre tider. De vil i hvert fald kæmpe for at overleve.

’PUMA-pengene’
Pumaen er en valuta, der er skabt blandt en gruppe mennesker fra Sevilla, der ikke tjener nok euro til at kunne klare sig.
–       PUMA er et modsvar til euroen.
–       Er skabt af aktiviteten af ​​alle personer i netværket, i fællesskab, i forsamlinger og gennemsigtige.-       PUMA bruges i den nordlige del af Sevilla, men man behøver ikke at bo der for at være med.
–       Dens værdi svarer til Euro: 1 Euro = 1 Puma.
–       Er baseret på valutasystemet LETS (Local Exchange Trade System): Et lokalt system, hvor den samlede sum af alle konti altid er nul.
–       Folk skaber selv valutaen ved, at man enten kan give eller modtage tjenester fra andre, eller man kan sælge og købe ting af hinanden.
–       Desuden værner man om miljøet. Varerne er økologisk produceret, og håndværkerne bruger ikke transportmidler, der forurener.

Kilde: Puma MonedaSocials facebookside. http://www.facebook.com/puma.monedasocial og hjemmesiden http://monedasocialpuma.wordpress.com/