Kærlighed til kunsten kalder kunstner til Spanien

Jeg kan se ham gennem køkkenvinduet, hvor han står og roder. Straks får han øje på mig, og jeg bliver mødt med et varmt knus og en lille hund, der hilser nysgerrigt på.

”Jeg spiser lige en mellemmad,” lyder det afslappet fra 65-årige Jens Ulrich Petersen. Duften af tobak blandet med maling i alverdens farver skaber en dejlig ro i stuen. Pamina, den lille terrier, kigger forundret op på mig fra hans skød, og øjnene indikerer, at hun er altså hans.

Jens Ulrich Petersen er et slags koryfæ inden for både kunsten og livet. En mand man ikke glemmer. Han har altid sat sit spor og levet for sin passion: Billedkunsten. At være sådan er ikke noget, man vælger. Det er en skæbne. Jens Ulrich Petersen lever, ånder og giver sig selv fuldt ud for at kunne betragte livet og senere male det på et lærred.

En anden verden
Livet har været internationalt inspireret efter at han har boet i Italien, Argentina, Mexico, Columbia, Frankrig, Schweiz og USA. Men ét land har præget ham i høj grad. Spanien og spanierne. Fire år har sat sit iberiske præg på den danske kunstner, og derfor vil han nu lave en udstilling i Spanien – nærmere betegnet i Málaga. Han fortæller, at han drømmer om Spanien, sydens sol og kunsten i de snoede gader blandt gademusikanter og tapasbarer. Platonisk beundrer han de smukke, sydlandske señoritas, der er graveret i hukommelsen. Vi taler om danskerne versus spanierne, om kunsten og livet generelt. Han er morsom og fortæller om alt lige fra drags til sovs og kartofler, og med sylespidse giftigheder rammer han plet.
– I Danmark har vi drags. Kvinder som er murerarbejdsmænd indeni. I et land som Spanien, er det manden, der bærer poserne hjem fra supermarkedet og passer på kvinden.

Han holder af de traditionelle kønsroller, men flæskesværen kan også blive for sprød, når man på traditionel dansk vis bosætter sig i Spanien. Jens Ulrich Petersen bryder sig ikke om den måde, hvorpå spaniensdanskerne lever, og selvom hans anskuelser er fornuftige, handler det i bund og grund om den slagne vej og det preussiske Danmark, som han selv formulerer det.
– Jeg fornemmer en meget større lykke ved livet i Spanien end i Danmark. Den mentale tilstand hos mennesket. Spaniensdanskerne skal have en helstegt pattegris på bordet og tre kilo brun sovs – og flæskestegen, den er altid med. De bor ikke spansk, de laver stadigvæk frikadeller, og 99 procent af deres omgangskreds er dansk.

– De er jo ikke taget af sted for at leve i Spanien. De er taget af sted for at bo i Spanien, og der er forskel.

Vil til Spanien
Efter at have boet i de fleste af verdens hjørner er der ikke meget dansker tilbage i Jens Ulrich Petersen. Han lever i Danmark, men føler sig fanget i det forkerte land. Han savner disciplinære danskere og folk, han kan dele sin entusiasme med. Det er nærmest som om, at den danske mentalitet ikke tillader det, for passionen og livets lethed er ikke at spore i det kolde nord.
– Jeg er overbevist om, at jeg ville komme videre med min kunst i Spanien. I Danmark mangler jeg inputtet. Spanien har alle de klassiske kunstnere: El Greco, Veláquez og Picasso. Men også den mauriske kunst, og det er især den, der tiltrækker mig.

Ifølge Jens Ulrich Petersen selv ses en kunstner i Danmark som en karikatur forstået på den måde, at han lever i et klausur oppe på loftet med overfrakke og to lys til at holde sig varm, uden omgang med omverdenen.
– Jeg erindrer, at fartgrænserne i denne retning er meget mindre i Spanien end Danmark.
Nu drømmer han om lejlighed med atelier, så han kan male byens billeder under sydens sol klods op af Middelhavet.

En knust kærlighed blev til kunst
Kunsten var ikke det vigtigste. Det var kærligheden, hans hjerte bankede for. Irene. Hun blev dræbt i et trafikuheld få dage inden deres bryllup. Det virkelige liv, vil mange sige, gik forbi ham. Hvis det virkelige liv er i et parforhold, miste nogen og møde nye. Ja, så gik det liv forbi ham. Men han fik et andet liv og maler nu, så han gløder. Det har hjulpet ham over tabet og hjælper ham igennem livet.
– Jeg har altid haft passionen. Med Irene var det som at åbne en flaske champagne. Med Spanien var det livets lethed. Spanien inspirerer mig kunstnerisk, og noget, der står for mit indre øje, er de afsvedne bjerge i sensommeren. Jeg savner de spanske motiver, de forsvinder aldrig.

Jens Ulrich Petersen er blevet moduleret og formet godt og grundigt i 35 år efter at have tilbragt over halvdelen af livet uden for Danmarks grænser. Han boede nogle år i Altea i Spanien, hvor han var ansvarlig for en ny afdeling af en amerikansk IT-virksomhed, og det var her, hans kærlighed til Spanien begyndte. Følelserne. Følelser der kommer til udtryk i hans meget specielle malerier, som forhåbentligt snart kan ses i Málaga. Hvis altså Jens Ulrich Petersen får opfyldt sin drøm; at udstille i Málaga. Jens Ulrich Petersen bruger sin kunst som spejlbillede. Han vil ikke være profet, men fortælle sin historie igennem billeder.

Og han kan male, han elsker det: Livet på den hårde måde men af bløde strøg fra hænder, der har følt på livet.
– Omdrejningspunktet i livet har været passionen. Jeg har fået og får vanvittigt mange tæsk pga. passionen. Når jeg går til en opera kan jeg da godt sidde og hyle. Det generer mig ikke, at jeg råber og skriger og klapper lidt, når det er godt. Straks er der folk, der tysser på mig. Selvfølgelig påvirker det mig, fordi det er både rigtigt og forkert, når jeg siger, at det preller af. Det preller af ja, men det påvirker mig, helt klart.

Grundlæggende er vi mennesker ens. Vi vil alle sammen det samme. Det, der skaber vores forskellighed, er kultur, som er opstået gennem religion. Mener han.
– Jeg kan huske fra min tid i Spanien, at spanierne så anderledes på dem, der kom og købte en ferie- eller pensionistbolig og på os, der boede og arbejdede der fast. Vi blev accepteret og næsten betragtet som spaniere. Hvorimod de andre var ligesom ormen i æblet. De betalte godt nok deres havemand, som helst skulle være illegal indvandrer.

Når det gik godt, var han helt oppe i internationale højder. Men selvom det er blevet trange tider, og huset mindre, kan Jens Ulrich Petersen stadig male og hele huset bugner af flotte billeder.
– Hvis jeg skulle male Spaniens dårlige side, ville jeg male en hvid russervilla nede fra kysten med to tiggere ude foran. Han skal komme kørende ud i sin Ferrari. Russervillaen er der ikke noget i vejen med, den er af smuk arkitektur, men russeren er det, jeg ikke kan lide. En som bor der for at udnytte landet.

At udnytte Spanien er bestemt ikke Jens Ulrich Petersens plan. Tværtimod. Han vil nærmere gøre sit ypperste for at berige los malagueños med sin kunst. Sin passion.