Fra sognepræst til sømandspræst

Kim Jacobsen er sømandspræst i Den Danske Sømandskirke i Algeciras. Her skal han være i fire år. Men det har ikke været helt let at hænge præstekjolen tilbage på bøjlen i skabet og lægge gudstjenesterne på hylden til fordel for en snak om livet på de syv verdenshave.
59-årige Kim Jakobsen er flyttet fra Gammel Holte til Algeciras, hvor han i fire år skal være sømandspræst i Den Danske Sømandskirke. Her har han lagt præstedyderne lidt til siden, da han overtog jobbet i januar i år. Savnet til den danske folkekirke og dens traditioner kan mærkes, men der er nu lagt op til nye udfordringer og indtryk.
”På et eller andet tidspunkt tror jeg, at man når til et punkt, hvor nok er nok, og hvor man ikke længere kan bidrage med mere. Det bliver meget hurtigt en rutine, når man har været det samme sted i mange år, og den rutine ville hurtigt kunne ødelægge noget, man selv har været med til at bygge op.”
Kim Jacobsen var præst i Gammel Holte Kirke i knapt 25 år, inden han efterlod sin kæreste Hanne, som jævnligt kommer på besøg i Spanien, samt familie og venner i Danmark. Med hunden i snor og en kuffert i hånden rejste han til Algeciras.
”Det lyder let, men man får også ondt i maven undervejs. Det er i den grad at begynde forfra. Det er en omvæltning, der er meget svær at beskrive. Jeg vil vende det om og sige, at det har været ekstremt positivt,” siger Kim Jacobsen, der for anden gang prøver kræfter med jobbet som sømandspræst.

Det sociale liv
For 24 år siden arbejdede Kim Jacobsen seks år i Antwerpen, der har en stor traditionel havn med skibe i alle størrelser og former. Det var dengang, der stadig var mange danskere ombord på skibene. Algeciras er det perfekte vejkryds til Amerika, til Europa og til Østen. Middelhavet, Atlanterhavet og Nordsøen. Det hele ligger samlet i Europas største containerterminal.
Selvom skibsfarten er samlet i Algeciras, er det ikke ensbetydende med, at det sociale liv også er det. De fleste danskere bor uden for Algeciras. Der er slet ikke det samme opbud af danskere, som der er på Costa del Sol, så Kim Jacobsen er tvunget ud i det spanske miljø.
”Jeg må sige, at jeg føler mig som en fisk i vandet i her. Selvom alle advarede mig mod mañana-mañana-mentaliteten, er jeg fuldstændig pjattet med deres åbenhed, varme og hjælpsomhed.”
Kim Jacobsen er flere gange blevet inviteret ind i spaniernes hjem.
”Jeg er ikke blevet privat ven med nogle spaniere, men jeg har stiftet flere gode bekendtskaber. Jeg tror, man skal være varsom med at kalde en spanier for en ven og sige, at man kender dem. Ligeså åbne og varme de er, ligeså blufærdige og private er de.”

Når præstekjolen gemmes væk
Kim Jacobsen er glad for sit job og for at være spaniensdansker i Algeciras. Sproget er endnu nyt, men den 59-årige præst modtager flittigt spanskundervisning og glæder sig til den dag, hvor de spanske gloser kommer naturligt.
Når spørgsmålet falder på det at være præst, er Kim Jacobsen ikke en helt almindelig præst. I de seks måneder han har været sømandspræst i Den Danske Sømandskirke, har han indtil videre kun haft én dåb og tre forespørgsler på bryllupper.
”Det er da en mærkelig fornemmelse at komme fra en dansk folkekirke, hvor man havde gudstjenester hver uge, begravelser, bryllupper, konfirmationer og dåb, til at min kjole så at sige hænger i skabet. Jeg savner de her gudstjenester, fordi det er og har været en del af min identitet. Jeg kan godt savne den rytme, der lå i at skrive en prædiken til om søndagen.”
Kim Jacobsen er ikke synlig i den forstand, at han render rundt i en lang sort kåbe med hvid krave, som vi forbinder med en præst, og han har ikke den samme identitet som før, hvor han forberedte sig til gudstjenester, bryllupper og så videre. Men derfor har han stadigvæk en vis autoritet, som sømændene og resten af besætningen på skibene kan hvile på.
”Det mærkelige er, at uanset hvor religiøse eller bevidste vi er om vores holdninger og om vores kirke, så giver titlen præst selvfølgelig en masse associationer og fordomme. Samtidig giver det en form for troværdighed og tillid forstået på den måde, at det ikke er mig, der svigter dig. Folk ved, at jeg lytter og holder min kæft. Jeg har absolut tavshedspligt, og det betyder, at vi kan snakke om alt, og så har jeg en forfærdelig dårlig hukommelse.”

Bydrengetjansen
”Det primære er den personlige tilstedeværelse. Det lyder skørt, men jeg har bragt alt muligt til besætningen, som de lige står og mangler. Jeg er en slags bydreng.”
Der er få danskere ombord på skibene, så bare det at få lov til at tale dansk en formiddag, betyder meget, hvis man er den eneste dansktalende ombord på et af de store containerskibe.
”Skibet er både deres arbejdsplads og deres hjem. De har også behov for at komme lidt ud, ligesom vi andre har. Jeg går ud fra mit hjem, og det gør de også, og så mødes vi et sted ude i byen, hvor vi spiser, drikker en kop kaffe eller får en øl.”
Kim Jacobsen har skrevet under på en fireårig kontrakt. Hvad der skal ske derefter, må guderne vide.
”Mine planer er, at jeg er her i morgen. Jobmæssigt er jeg meget afhængig af, hvordan udviklingen er inden for skibsfart. Man skal ikke begynde at spå om tiderne, for så begynder man at låse sine egne muligheder.”