Champagne og luksusliv i Puerto Banús

Susanne Krage er 66 år, og uddraget her er en del af hendes bog om livet i Puerto Banús, som hun skriver på netop nu. I 2012 udkom hendes bog ’Natsværmer’, hvor hun fortæller om livet som bl.a. luksus-escortpige. Susanne Krage bor i San Pedro de Alcántara og bruger tiden på at skrive og male.
Det er dagen, hvor Ocean Club, beliggende på stranden ved Puerto Banús, afholder sæsonens længe imødesete åbningsfest, hvor der er tradition for, at gæsterne møder op klædt i hvidt.
Ved den turkisblå, ovale swimmingpool er der live musik og modeopvisning. Modellerne viser minimale bikinier af guld eller sølvlamé og snor sig på tårnhøje guldstiletter ud og ind mellem store runde solsenge, hvor gæsterne ligger henslængt på tykke hvidpolstrede madrasser, som koster den nette sum af 200 euro om dagen at placere sit luksuslegeme på, men så må der også ligge op til fire personer, og man får en flaske cava med i købet.
Selvom ingen møder blege op ved poolen, skiller nyankomne sig alligevel ud ved en falsk, orangebrun kulør over hele kroppen, der er hentet fra en dåse spraytan inden afrejsen. Som alle steder på Costa del Sol er flertallet af gæsterne engelske, og det er da også dem, der har de fleste tatoveringer alle mulige og umulige steder på kroppen. Et must er den på lænden, som vi i Danmark kalder for en Amager-nummerplade.
Takket være hair-extensions og spray, er flertallet af pigernes hår meget langt, meget tykt og meget glinsende og gerne i farven ekstrem hvidblond eller blåsort á la Elvis Presley. Frisurerne tåler ikke vandet i swimmingpoolen, der forvandler den påsatte hårpragt til en bunke filtret uld.

Dukker og strandnegere
Selvom strandpartyet foregår i bagende sol, er pigerne fyldt med makeup. Under påsatte vipper, der kunne gøre en transvestit misundelig, holdes skarpt øje med kødranden af macho-fyre, der poserer på kanten af poolen og håber, dukkerne på madrasserne bemærker deres six-pack, som er resultatet af måneders hårdt slid i træningslokalet.
Testosteronet svirrer i luften og kan mærkes helt ned til strandkanten, hvor illegale sorte indvandrere fra Afrika – strandnegerne, som de også kaldes – hver dag trasker mange kilometer frem og tilbage for at afsætte kopivarer, hvilket er svært, da de er alt for mange og altid er jagtet af politiet, der konfiskerer deres varer, hvis de får fat i dem. Nogle gange kan man se dem løbe ud i havet og stå i vand til livet, med tasker og ure løftet højt i luften og først komme ”på land”, når politiet er forduftet. De kaster lange blikke til de mange potentielle kunder inde på Ocean Clubs område, hvortil de er nægtet adgang.

Den farlige cocktail
Siani, Ocean Clubs sorte bodybuildede sikkerhedsvagt, hvis muskelpragt gør ham næsten ligeså bred, som han er høj, holder skarpt øje med sceneriet, da berusede engelske piger er et konstant problem, og han allerede har sendt én af sted til skadestuen, syg af den farlige cocktail: stærk sol og alkohol.
Nyrige russere bliver tålt, fordi de kaster om sig med penge, men er bestemt ikke populære, da de er kendt for at drikke sig i hegnet og ofte optræder uforskammet over for personalet.
De udskejende piger er meget unge og lever måske et lidt kedeligt liv hjemme i England, der har samme triste og regnfulde klima som Danmark, hvor de sparer sammen til ferie i Málaga. Takket være lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet, der flyver i fast rutefart fra alle større engelske lufthavne, er rejsen utrolig billig.
Så snart fødderne sættes på spansk jord, og pigerne er væk fra pligter og ansvar, smides alle hæmninger i et to ugers langt sex- og drukorgie, for nu skal livet leves. Her er kilometervis af gyldne strande og masser af barer og restauranter med billig sprut.

Barbie-dukker
Omkring et rundt bord i restauranten sidder en gruppe fastboende kvinder af blandet nationalitet, der alle til forveksling ligner de medvirkende i reality-serien The Real Hollywood Wifes, og diskuterer deres yndlingsemner: plastikoperationer, mode, penge og plastikoperationer. En af barbie-dukkerne forkynder med høj agiteret stemme, at Benazir Bhutto er en fantastisk sko-designer og vistnok også er begyndt at designe tasker.
De betragter smilende kødmarkedet omkring poolen, lettede over de har scoret en velhavende mand til at finansiere deres luksusliv.
Ved et mindre bord ses en velholdt tidligere svensk topmodel i slutningen af fyrrene med sin ældre, meget velhavende, hvidhårede ægtemand forsigtigt nippende til en tallerken med grønne salatblade, asparges og lidt valnødder drysset henover. Hun drikker Perrier-vand, da den stramme hvide Ralph Lauren-kjole ikke levner plads til så meget som en ært for meget.

Pikant opstoppernæse
Sådan er stilen i Puerto Banús, hvor det at score en rig mand er det vigtigste overhovedet, og kærligheden kommer i anden række. Der er flere ægteskaber, hvor kvinden helst ser ryggen af manden på vej ud af døren, og hvor det vrimler med kvinder, der har solgt deres sjæl for en diamantring og en luksusbil.
Der er ingen grænser for, hvad kvinderne vil gennemgå for at se unge og tiltrækkende ud.
For mange begynder ugen med træning i fitness-centeret og forskellige former for massage.
Onsdag spilles golf, og torsdag er der ansigtsbehandling. Fredag skal hår og negle ordnes til weekendens velgørenhedsfester, hvor man for et svimlende beløb, kan indtage middag på en luksusrestaurant, og hvis man er heldig, kan man få lov til at trykke Antonio Banderas og Melanie Griffith i hånden og blive fotograferet til et af de mange glitrende, reklamefinansierede society-magasiner, der ligger til gratis afhentning i havnens mange modebutikker og restauranter. Indholdet er udelukkende farvestrålende reklamer for dyre biler, lystbåde, luksusvillaer, mode, dyre ure, og på de sidste ti sider er der foto efter foto af storsmilende, smokingklædte, hvidhårede mænd med armen om deres meget yngre kvindelige ledsagere, der alle har fået samme, lille og pikante opstoppernæse, svulmende barm og læber som en sugemalle efter besøg hos plastikkirurgen.
Kjolerne er dybt dekolleterede, for jo dybere kavalergang og jo flere diamanter des mere betydningsfuld er hendes mand.

Plastikkirurgi
Det sydlige Spanien er et paradis for plastikkirurgi, og hvert år booker tusindvis af kvinder tider (mændene er også begyndt) til behandlinger på de mange klinikker i området.
Ansigtsløftning er en dyr og kompliceret affære, og flere får suget fedt fra lårene, der sprøjtes i læberne for at gøre dem fyldigere. En rig ægtemand betaler som regel gerne for kvindens første ansigtsløftning, hvorefter han kigger sig om efter en yngre model.
De rige venner, hun troede, hun havde, følger som regel med manden, der har pengene, så hvis hun forsat skal leve et luksusliv, er eneste udvej at forsøge at kapre en ny velhavende mand, der ofte vil være i tresserne eller endnu ældre.
Dette er imidlertid ikke let, da konkurrencen fra de mange yngre golddiggere, der strømmer til fra hele Europa er benhård.

Lækre biler og dyre butikker
I havnen ligger prangende lystyachts side ved side. Nogle af bådene har størrelse som en mindre Malmö-færge og har helikopterlandingsplads, swimmingpool og sågar tennisbane.
Ejerne er megarige arabere, russere og indere. Det er også dem, der oftest ses bag rattet i en lav, rød Ferrari eller en stor cremefarvet Rolls Royce med røgfarvede vinduer, der langsomt glider forbi cafebordene og vækker beundring hos turisterne. Gaden er spærret med en bom i hver ende, og bilens ejer har betalt en mindre formue for adgangsbeviset, der giver tilladelse til kørsel gennem havnen, der kun har det ene formål: at blive set.
På skiltene over de mange elegante modebutikker står Dior, Gucci, Chanel og Cavalli. De er her alle sammen. Kjolerne koster en formue og ligner noget Beyonce eller Madonna ville iføre sig på scenen.

’Det rigtige Spanien’
Havnen i Puerto Banús var det første sted, jeg lærte at kende, da jeg med min daværende mand flyttede til Spanien i en lånt lejlighed i 2005.
I begyndelsen syntes jeg, det var alle tiders sted, da jeg må indrømme, at der bor en velvoksen festabe inden i mig.
At få nye venner var ikke noget problem, og det hele var sjovt et stykke tid.
Efter et par måneder indså jeg, at mit største tilbagevendende problem var, på hvilken strandbar og med hvilke veninder jeg i dag skulle spise frokost.
Jeg havde konsekvent dårlig samvittighed over at få malet for lidt og var træt af at vågne hver morgen, ør i hovedet af for meget rosevin, ligesom kedsomheden lurede lige under den festlige overflade.
Vi valgte at flytte til San Pedro de Alcántara, en lille hyggelig by i nærheden, hvor der ikke er designerbutikker og smarte barer, og alt var ca. 1/3 billigere, selvom vi kun flyttede os ca. 5 km.
Her var det spaniere og ikke kun turister, man så på byens mange små cafeer. På bænkene under skyggefulde træer sad byens gamle mænd og løste verdenssituationen, mens kvinderne ordnede dagens indkøb hos den lokale slagter og grønthandler.
Her fornemmes der ”rigtige Spanien”, og her er godt at være.