Vores præster om tro og videnskab

Vi går tæt på begreberne, forestillingerne og fordommene omkring tro og videnskab – og om kirkens plads i det moderne samfund. La Danesa har stillet de to nye præster her i Sydspanien en række spørgsmål, som ikke alene har rejst sig i kirken, men hos mennesker i almindelighed og tænkere i særdeleshed siden tidernes morgen. Svarene er både kontroversielle og æggende til diskussion. Og så viser de, at kirken trods faldende medlemstal i højeste grad er i live, og at samtalen ikke er slut.

 

Hvad er tro? For mange er det svært at svare på, selvom de fleste danskere er født med kristendommen som en del af hverdagen. Uanset i hvilken udstrækning vi dyrker vores kristne tro, går de fleste af os til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det er der tradition for. Der er kirker i stort set alle danske byer, små som store. Det er ikke nogen hemmelighed, at kirken før i tiden havde langt mere indflydelse på samfundet, end den har i dag, og i de seneste århundreder er dens væsentligste modspiller blevet langt mere synlig. Nemlig videnskaben.
Det er fx almindeligt kendt, at der ikke er videnskabeligt belæg for Bibelens skabelsesberetning om Adam og Eva, og de fleste af os mener, at verden, som vi kender den, blev skabt ved the Big Bang. Men hvad mener præsterne fra henholdsvis Margrethekirken og Sømandskirken om skabelsesteorierne?

“Overhovedet ikke. Det er undren, der får mennesker til at tænke og søge. Gud er, om man vil, kilden til den undren. ‘Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde’. Eller med en videnskabsmands ord: Det er alt sammen så tilfældigt, at det ikke kan være et tilfælde. Eller hvis man er mere filosofisk, så passer Fibonacci-tallene på alt, så der kan påvises en mulig sammenhæng,” svarer Kim Jacobsen, sømandspræst i Algeciras.

“Naturvidenskaben opdager hele tiden nye ting, som hjælper os i hverdagen. På nuværende tidspunkt ved vi rigtig meget om livets beskaffenhed, men der er stadig huller i vores viden, og selvom vi har fundet løsninger på mange vanskeligheder, som før syntes uovervindelige, er der stadig masser af ting, vi ikke har magt over. Naturvidenskaben kan forklare en masse om vilkårene for liv. Men selve dette, at vi er her, at universet findes, er efter min mening stadig en kilde til forundring og taknemmelighed. Vi kunne lige så godt ikke have været,” svarer Iben Snell, præst i Margrethekirken i Mijas Costa.

“Ved at leve i gensidig respekt med øren for samtalen og viljen til at lytte. Vi kan alle lære af hinanden,” svarer Kim Jacobsen.

 

“Big Bang-teorien handler om en begivenhed eller tilstand, der markerer begyndelsen på en proces. Nogle bestemte vilkår var åbenbart tilstede, som gjorde, at vi nu sidder her i dag. Men hvordan er den proces sat i gang? Og hvorfor?,” svarer Iben Snell.

 

“Man kan ikke bevise ret meget, men man kan opstille teorier. Man ved, at de nærmeste mælkeveje er tusinde af lysår væk. De stjerner, vi ser lyse om natten, kan være døde inden deres lys, når os. Vi sidder bogstaveligt talt på ydersiden af en ballon, der til stadighed udvider sig. Hvornår stopper den? Hvad sker der, når solen slukkes? Kan man nå en ydergrænse? Og hvad vil der være efter den? Vi mennesker har eksempelvis delt tiden op i brudstykker, fordi vi ikke forstår evigheden. Bibelen giver ikke udtryk for andet end, at den er en tilværelsestydning. Allerede inden for første kapitel er der to skabelsesberetninger,” svarer Kim Jacobsen.

 

“Man kan give Gud skylden for alt, især hvis man ikke har modet til at være til og tage ansvar for og i livet. Ordet meningsløs giver jo kun mening, hvis man ikke opfylder noget i det,” svarer Kim Jacobsen.

 

“Bibelen har relevans i dag i forbindelse med, at der ikke er mange menneskelige reaktioner, der ikke er beskrevet i Bibelen (Bibelen som samlet enhed, Det Gamle og Det Nye Testamente). Bibelen er måske blot en rettesnor til, hvordan vi burde opføre os, men den kender godt menneskenes børn og ved, at “det går ikke altid, som præsten prædiker”. Bibelen taler ind i en bestemt kultur og tid, men selvom udviklingen kulturelt mm. har ændret sig, er der mange basale, menneskelige ting, der overhovedet ikke har ændret sig,” svarer Kim Jacobsen.

“Ens egne, personlige erfaringer spiller med i læsningen af Bibelen, og det er egentlig slet ikke muligt at læse Bibelen helt uafhængig af tid og sted. Vi tolker altid, når vi læser. Billedsproget i den er selvfølgelig præget af den kultur og egn, den blev til i, og vores samfund er på mange måder anderledes end på nytestamentlig tid. Men de grundlæggende tanker, vi gør os om livet, er ikke. Vi står med de samme problematikker: døden, ondskaben, magt og afmagt,” svarer Iben Snell.

 

“Jeg ved ikke, hvad en god eller dårlig kristen er. Man skal forholde sig kritisk til alt uden at lade kritik være negativ og ødelæggende,” svarer Kim Jacobsen.

 

“At holde hånden over, er en velsignelse. Det betyder, at du er elsket uanset, hvem du er. At holde et barn i hånden, når det skal over gaden, lyder fornuftigt og er et udspring af den kærlighed, vi alle har del i via velsignelsen,” svarer Kim Jacobsen.

 

“Hvordan et gravsted skal være, er en umulighed at sige. Gravsteder har igennem tiderne været brugt til mange formål. De fortæller et menneskes historie, en slægts historie, en egns historie og et lands historie. I dag er dyrkelsen jo mange gange et udtryk for, at døden er en uorden, man ikke vil give slip på i tanken om, at vi skal være evigt unge og være sammen for evigt,” svarer Kim Jacobsen.

 

“Det er et udtryk for den selvprojicering og selvoptagethed og udstilling af sig selv, som man også finder i de forskellige sociale medier,” svarer Kim Jacobsen.

 

Homoseksuel vielse i den danske folkekirke
Præster bliver testet på deres teologiske overbevisning af staten, som i høj grad, modsat førhen, har indflydelse på, hvordan den danske folkekirke skal agere. Eksempelvis var det nemlig staten og ikke kirken selv, der bestemte, om homoseksuelle skulle have lov til at blive gift i kirken. Det kan man jo mene om, hvad man vil, men nogle af argumenterne imod, er, at kirken selv bør bestemme, hvad deres regler er, og mange af præsterne og menighederne mener, at det er imod Bibelen at vie homoseksuelle. Ikke desto mindre er det i dag vedtaget ved lov, at man som homoseksuel kan blive gift i kirken, hvis altså præsterne ønsker at vie to mennesker af samme køn.

“Hvis ikke handlingen blot skal være en event eller en udstilling af en politisk holdning, en provokation eller lignende, så ligger min afgørelse gennem en samtale ned et eventuelt par. Har man først sagt JA, siger man ikke kun JA en gang, men hver gang. Jeg ved det ikke. Jeg har egentligt været så åndelig doven, at jeg ikke har taget stilling med den begrundelse, at jeg ikke har stået i situationen,” svarer Kim Jacobsen.

“Hvorfor gøre det til et problem, at to mennesker holder af hinanden? Man reducerer det kristne budskab, hvis man alene vil gøre kærligheden til et spørgsmål om køn og sex. Når man siger ja til hinanden i kirken, forpligter man sig til at ville elske og ære den person, der står ved ens side. På godt og ondt. Man lover at ville bære livets byrder sammen med vedkommende og stå bi under alle vilkår. Det er et stort og smukt, men også sårbart projekt, som nok kan behøve Guds velsignelse. Skulle det være mindre relevant eller passende, fordi det er to af samme køn? Det har jeg svært ved at se. Modstandere af kirkelig vielse af homoseksuelle har udtryk bekymring for, at kirken bare gør knæfald for tidsånden: Jesus bifaldt ikke alt, hvad der foregik i samtiden, hvorfor skal kirken så?  Nej, Jesus talte ikke sin samtid efter munden, men i de ting, han har sagt, er der dyb solidaritet med det enkelte menneske. Det gør ikke noget, hvis kirken fører den tradition videre,” svarer Iben Snell.

 

“I Danmark har kirke og stat levet side om side, siden kristendommen kom til, og reguleringen har været gennem samtale og respekt. Man skal ikke lave politik på troen. Men troen kan måske holde de rådgivende på et sted i livet, hvor de bliver mindet om, at det er mennesker i mange forskellige situationer, de lovgiver for eller behandler. Stat og kirke behøver ikke blive skilt, men staten skal huske, at kirken ikke er en ‘produktionsvirksomhed’. Der er ikke en cost-benefit opgørelse mulig,” svarer Kim Jacobsen.

 

“Jeg ville ønske, at vi kunne leve i fordragelighed og fred med hinanden uanset, hvor vi er, og hvem vi er, hvad vi tror eller ikke tror. Jeg ville også ønske at den kristne kirke var tilladt overalt,” svarer Kim Jacobsen.

“I Sverige er kirke og stat adskilt. I Danmark har vi en folkekirke, som langt den største del af befolkningen er medlemmer af. Der er som sådan religionsfrihed, ikke religionslighed. I den nærmeste fremtid indvies en stormoske på Nørrebro, og der vil nok blive bygget flere hen ad vejen, såfremt behovet opstår. Den dag, det er et generelt ønske i Danmark, at Muezziner (i Islam, den person, som kalder til bøn fra moskeens tårn, red.) skal have lov til at kalde til bøn fra minareterne fem gange om dagen, går jeg ud fra, at der nok vil blive fremsat et politisk/demokratisk krav. Når det endnu ikke er kommet, hænger det måske sammen med, at de fleste godt ved, at religionslighed ikke er nogen selvfølge i den muslimske del af verden. Selvom der findes kristne kirker i Mellemøsten, er det således langt fra alle steder, der bliver ringet med klokkerne om søndagen. Det hænger måske også sammen med, at ikke alle borgere bryder sig lige meget om “lyden af religion” i deres dagligdag, hvad enten den kommer fra et kirketårn eller en minaret,” svarer Iben Snell.