På trods af faderens dødsfald, interimistisk, hjemmelavet træningstøj og missede træninger har den 16-årige danske dreng, Tony Junior Mammen, formået at spille sig på det spanske U16 landshold i rugby. Målet er en professionel karriere i England, men først drømmer han bare om en rigtig kampdragt.
Dagens træning er netop overstået. Helt svedig står Tony Junior Mammen og puster med sine holdkammerater i CAU Rugby Valencia, da klubbens præsident pludselig kommer hen og tager fat i det 16-årige talent. Men det er ikke en skideballe der venter, derimod er der gode nyheder. Den danske rugbyspiller er udtaget til ungdomslandsholdet.
“Jeg blev simpelthen så glad. Det er en kæmpe drøm at få lov at spille på landsholdet, for jeg træner meget hårdt. Og mit helt store mål er at blive professionel i England og kunne leve af sporten. Så udtagelsen motiverede mig kun til at træne endnu mere.”
Verden vendes på hovedet
Men vejen til landsholdet har ikke været nem. For knap tre år siden døde Tony Junior Mammens danske far, og i den forbindelse flyttede moren tilbage til hjemlandet Tonga. Sammen med sine søstre på 17 og ni samt en bror på 14 år blev han derfor overladt til sin voksne storebror, den 42-årige førtidspensionist Anthony Søren Mammen, og hans kone Maria Mammen. Parret har i forvejen selv fire sønner på henholdsvis seks, 11, 12 og 14 år, men der var alligevel plads og hjerterum til fire ekstra børn. Noget, Tony Junior Mammen er meget taknemmelig for.
“Tiden efter dødsfaldet var rigtig hård for mig og mine tre søskende. Men heldigvis har jeg en god familie, og Anthony har været ligesom en far for os. Han er altid med ude at se mig spille kamp, og den støtte betyder alverden for mig. Uden ham havde jeg ikke kunnet opnå den samme succes med min sport,” lyder det fra den robuste rugbyspiller.
Frirum fra sorgen
Interessen for verdens sjettestørste idrætsgren opstod for omkring fem år siden, da Tony Junior Mammen var på ferie med sin familie på Tonga. Øgruppens nationalsport er nemlig rugby, og der gik ikke mange dage, før den hurtige knægt blev draget af spillet med den ovale bold. Men det var først efter farens død i 2011, at træningen for alvor blev sat i system. Her kunne det danske rugbytalent nemlig få et pusterum fra den kaotiske hverdag.
“Når jeg spiller rugby, forsvinder alle mine bekymringer. Sammenholdet i klubben er rigtig godt, så uanset om jeg har det dårligt eller er ked af det, bliver jeg glad af at løbe rundt på banen med mine holdkammerater. Rugby er med andre ord mit helle.”
Hjemmelavede kamptrøjer
Økonomien kan dog godt være svær at få til at løbe rundt, når fire børn pludselig bliver til otte. Bortset fra en enkelt ydelse på 150 euro om måneden per barn stoppede alle tilskud fra den danske stat til Anthony Søren Mammens fire små søskende nemlig øjeblikkeligt, da Mammen-brødrenes far døde. Det beskedne beløb dækker langt de fire nytilkomne børns udgifter, og den store familie sidder i dag meget hårdt i det. Der er således så hårdt i det, at der hverken er råd til en sten på farens gravplads eller det 100 euro dyre kampsæt til de fire rugbyspillende drenge, fortæller Anthony Søren Mammen.
“Der har kun været penge til to beskyttelsesveste og –hjelme, som drengene deles om. Med i klubkontingentet er en træningsdragt, men kampsættet bestående af trøje, shorts og sokker skal man selv købe. Sådan et koster 80 euro, og det har vi slet ikke. Derfor har jeg købt fire almindelige røde t-shirts, som jeg har fået trykt drengenes numre bagpå.”
Tanken om at rive hele familien op med roden og flytte til Danmark har da også strejfet familiefaren. Men med lån i en spansk bank, otte børn der trives i skolen, og en lillebror der er ved at få gang i rugbykarrieren, ser han det som sidste udvej.
“Jeg har snakket om det mange gange med min danske hjemkommune. Men de kan ikke garantere mig, at min økonomiske situation bliver bedre der. Og desuden er der stor risiko for, at jeg med fire børn i forvejen ikke kan blive godkendt som værge for mine fire søskende i Danmark. Det ville jeg ikke kunne bære.”
Trodser trænge kår
Tony Junior Mammen har dog bevist, at han sagtens kan præstere, selvom udstyret ikke er i top, og selvom han sommetider misser en træning, fordi der ikke er råd til de 80 kilometers transport fra hjemmet i Requena ned til klubben i Valencia. Han er topscorer i turneringen, og foruden at være udtaget til det spanske U16 rugbylandshold har han for andet år i træk spillet sig på det særlige hold for Valenciaprovinsens bedste spillere under 16 år. Og forklaringen på succesen er ifølge ham selv simpel:
“Jeg er en god spiller, fordi jeg har et godt overblik og er hurtig. Jeg er enten fullback eller vinge, og jeg vejer ret meget i forhold til de andre på de pladser. Så det giver mig en stor fordel, da spillet jo er hårdt med megen fysisk kontakt.”
Men på trods af Tony Junior Mammens store præstationer på banen, er der stadig én ting, han misunder sine holdkammerater. Et rigtigt kampsæt.
“Det kan godt være lidt pinligt at møde op til kamp i en hjemmelavet trøje. Man føler sig jo udenfor, men det må jeg bare bide i mig, for vi får nok ikke råd foreløbig. Og det er trods alt ikke det, der afgør, om vi vinder,” afslutter den mørkglødede knægt, inden han må smutte. Træningen kalder.
