Det danske magasin i Spanien
shutterstock 121329442
 
Blodet cirkulerer rundt i kroppen via kredsløbet, hvilket først blev opdaget i 1628.

Blodtrykket afhænger af, hvor stor en kraft hjertet bruger, når blodet pumpes rundt og hvor stor en modstand, der er i blodkarrene.
Dit blodtryk er forhøjet, når blodet presses gennem pulsårene med et større tryk, end det vi kalder normalt.
Blodtryk angives med to forskellige tal. Det første, der kaldes det systoliske blodtryk, er når hjertet er i arbejde og trækker sig sammen og presser blodet ud i kroppen. Det andet kaldes det diastoliske blodtryk og er det tryk, der er i pulsårene, når hjertet er i hvile, før det atter sender blodet ud. Tallene kan f.eks. være 120/80, hvilket regnes for normalt hos et ungt menneske.
I min ungdom måtte et forhøjet blodtryk være 100 + personens alder – dog ikke mere end 150/90. I dag siger man, at blodtrykket er forhøjet, hvis det er mere end 140/90.
 
Med alderen mister karrene almindeligvis deres elasticitet, hvorved trykket stiger. Sådan er det i de industrialiserede lande, mens blodtrykket ikke stiger hos folkeslag i mange andre kulturer. Blodtrykket er afhængigt af blodkarrenes sammentrækning, deres elasticitet og gnidningsmodstanden. Tab af elasticitet og smidighed kan bl.a. være en følge af ophobet calcium i årevæggens muskelceller, hvilket medfører, at årene bliver stive. Omvendt kan et forhøjet blodtryk føre til åreforkalkning.
Ofte kendes årsagen til forhøjet blodtryk ikke, men det kan fx være nyresygdomme og lidelser i binyrerne. Angst og nervøsitet ved at være hos lægen og få foretaget en blodtryksmåling kan også få det til at stige, så det er vigtigt at være rolig, når blodtrykket skal måles.
Det er vigtigt, at du holder dig up-to-date med dit blodtryk, da et forhøjet blodtryk regnes for at være største risikofaktor for hjerte-kredsløbssygdomme.
Et forhøjet blodtryk forløber ofte symptomfrit. Tegnene på forhøjet blodtryk kan være hovedpine sammen med træthed, næseblod og åndenød.
Du er især i faregruppen for et forhøjet blodtryk, hvis du er overvægtig, har sukkersyge, drikker meget alkohol, ikke får nogen motion eller lider af en nyresygdom. Medicin kan også medvirke til et forhøjet blodtryk f. eks. smertestillende medicin og P-piller.
Hvis du lader stå til med et forhøjet blodtryk, kan der komme sekundære lidelser såsom skader på nyrer, øjne – og hjerte, hvilket kan føre til hjerneblødning, eller blodprop i hjerne eller hjerte, nedsat pumpefunktion af hjertet, samt i værste fald at nyrerne sætter ud.
 
Kosten
Hvis du ønsker at leve længe og samtidig være frisk, er det værd at gøre en indsats. Dr. Knut T. Flytelie skriver i sin bog “Når naturen helbreder” at en tysk undersøgelse af 100-årige viste et fælles træk hos de, der ikke var senile, at de alle havde et blodtryk, som da de var unge på 120/80.
Man regner med, at ca. 85% af alle mennesker med forhøjet blodtryk kan undgå medicinsk behandling, hvis de skifter livsstil. Inden du begiver dig ud i nogle forsøg, så tal med din læge om det, måske skal der i begyndelsen blot drosles ned i din medicinering. Det er vigtigt, at tage din læge med på råd omkring medicineringen!
 
Husk at drikke godt med vand hver dag, gerne ca. to liter. Pas på med for megen alkohol og kaffe samt andre koffeinholdige drikke og fødevarer. Drik allerhøjest to genstande dagligt. Det regnes med, at tre eller flere genstande med alkohol er den almindeligste årsag til forhøjet blodtryk. Drik i stedet et glas rødbedesaft, der nedsætter blodtrykket. Drik også gerne godt med te.
Kan du lide hvidløg i maden, så tilsæt det dagligt. Spis også godt med ingefær. Det kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Jeg bruger selv ingefær i smoothies. Det giver udover en dejlig virkning også en dejlig smag.
Spis godt med grønsager og frugt, gerne de blå druer, der siges at kunne få blodkarrene til at udvide sig. Spis ofte et par stilke bladselleri, der er gode for blodtrykket. Vælg økologiske produkter. Mælkesyrede grønsager er der ikke så mange, der kender. De er gode til at afgifte og virker desinficerende og genopretter tarmfloraen. De har også vist sig at være rigtig gode til hjælpe til at normalise blodtrykket. Start med 1 spsk. og gå så langsomt op, som du har det godt med, til 4 spsk. dagligt.
Husk også at tilføje nødder af forskellige slags til den daglige kost.
Havregryn og havremel kan også være med til at sænke blodtrykket.
De fede fisk hører også med i madplanen såsom sardiner, sild, laks, makrel m.m.
Undgå i videst mulige omfang sukker. Spis groft og erstat det hvide mel, de hvide ris og pasta med fuldkornsprodukter.
Brug gerne olivenolie og hørfrøolie. Vær opmærksom på at hørfrøolie let harsker.
Spis fornuftigt med salt. Lad være med at overdrive, men spis det i normale mængder. Brug havsalt, Himalayasalt, Læsøsalt eller lignende, da de indeholder en masse gode mineraler.
Læg lakridserne væk, de kan desværre forhøje blodtrykket kraftigt. Spis i stedet gerne mørk chokolade. Overdriv ikke men spis moderat. Det har også vist sig, at stevia i mange tilfælde kan virke blodtrykssænkende især ved type 2 diabetes.
 
Tips
Undgå situationer der medfører angst, vrede, nervøsitet og stress. Disse situationer kan medvirke til forhøjet blodtryk.
Husk motionen. Det kan sagtens være i form af gåture. Få evt. en skridttæller og gør det til en sport at gå 10.000 skridt hver dag.
Når du motionerer slapper de små pulsårer af, hvilket kan medvirke til et godt blodtryk.
For lavt blodtryk
Det er som regel ikke farligt. Noget medicin kan være årsag til lavt blodtryk. Mange mennesker, der lider af for lavt blodtryk døjer med for lavt blodsukker.
Da det kan være en ubehagelig tilstand, er det evt. en ide at kigge på dit blodsukker og evt. regulere det gennem en blodsukkerstabiliserende kost. Ofte stabiliserer blodtrykket sig derefter.
 
Kig ind til Anni’s Vitalshop i Fuengirola, Los Boliches, Nerja eller Elviria, hvor jeg og mit team af dygtige medarbejdere kan give dig tips til at passe godt på dit blodtryk.
Af Anni Dahms, Syge-& Sundhedsplejerske, Biopat og Ernæringsvejleder. Indehaver af butikskæden Annis Vitalshop

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.