Málaga på skillevejen

 

En tilbageblik på min første tur op ad Calle Larios i sommeren ’95 vækker minder og sætter en masse tanker i gang – på godt og ondt. Turisme var et ubekendt begreb i Málaga by. Der var kun to hoteller i byen og Calle Larios var ikke et strøg men en to-sporet central gennemkørselsvej, som krydsede konstitutionspladsen. Her stod et springvand uden vand, og ellers var pladsen præget af fri, uorganiseret scooter-parkering. For foden af Calle Larios holdt et neonskilt med en Seiko-reklame, på en af de gamle bygninger, skansen. Men Seiko-uret var gået i stå – og havde givetvis været det længe. Det var meget kendetegnende for Málaga dengang. Byen var gået i stå.

1995 var også året, hvor Partido Popular vandt sit første kommunalvalg. Med et klart budskab om at ville renovere den gamle bydel og igangsætte en række andre initiativer, som skulle fremme turismen, blev Celia Villalobos byens første liberale og kvindelige borgmester nogensinde. Med på sit hold havde hun den nuværende borgmester Francisco de la Torre, som bl.a. fik til opgave at stifte rådet CIEDES, der senere skulle vise sig at blive milepælen bag de mange projekter og den stærkt stigende turisme. Rådet blev sammensat af repræsentanter fra kommunen, Junta de Andalucía, alle politiske partier, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, universitetet og kirken. Idéen var, at alle skulle høres og samle en bred gensidig forståelse for vigtigheden i af at få turisme til byen. Rådet skulle sikre, at de nye projekter ikke måtte gå i stå, fordi nogle politikere ikke kan blive enige.
Det var nye tanker. Det samme kan siges om kommunens satsning på kultur- og erhvervsturisme. Det var helt nye begreber for mange Málaga-borgerne, som kun kendte til ”Sol & Playa”-konceptet og måske med det halve øre havde hørt om den nye golfturisme, som var ved at vinde frem i Marbella. Nye tanker eller ej, så var det ikke svært at samle opbakning til de nye projekter. Sagen var, at Málaga intet havde at tabe. Torremolinos havde i 1987 fået status som selvstændig kommune og med sig havde de taget indtægterne og beskæftigelsen fra charterturismen og kongrescentret (i Torremolinos).
Indvielsen af ”det nye” kongrescenter i 2003 og Picasso-museet året inden, fortalte klart, hvor Málaga nu ville hen. Vel lagde de allerhårdeste kriseår en dæmper på aktivitetsniveauet, men set over ét er Málagas satsning på rekordtid blevet en kæmpe succes. I dag afvikles der cirka 100 større årlige kongresser, konferencer og messer i Málagas kongrescenter. Byen har fået 31 museer, 18 hoteller og et par tusinde turistlejligheder. Det sidste er blevet en varm kartoffel, som vi stikker gaflen i om lidt.
Midt i succesen som kultur- og erhvervsby er Málaga også blevet populær som børneby, sportsby, studieby og City-Break by. Derfor vrimler det hele året med folk i byen. Og det er naturligvis folk, som skal have et sted at bo.

Hvor det for to årtier siden var en kamp for kommunen at få entreprenører til at investere i Málagas gamle bydel, falder de i dag over hinanden for at få fat i de gamle forladte bygninger. Og det er ikke kun bygninger i den gamle historiske bydel, der har interesse. Det er alt indenfor en radius af 1.000 meter fra Plaza de la Constitución, investorerne vil have fingre ind. Det betyder, at tidligere ”knap så spændende” områder som Carreterías – Ollerías, El Molinillo, El Ejido, Victoria og det nye Soho-distrikt, som for ti år siden var de prostitueredes holdeplads, i dag oplever en vækst og byfornyelse, ingen nogensinde havde drømt om.
Alle klapper – i det mindste indtil de ser bagsiden af medaljen. For Málaga-borgerne får sig et chok, når de ser priserne på de renoverede boliger.
I meget grove træk er boligpriserne i Málaga de sidste tre-fire år steget med mellem 25 og 50 procent afhængig af boligens type, kvalitet og beliggenhed. Bliver vi i de grove træk, er kvadratmeterprisen på et godt objekt i Málagas gamle bydel røget fra 2.000 til 3.000 euro. Det er ubetaleligt for de fleste. Men ikke for udlændinge. Det er derfor flere internationale ejendomsmæglere i dag har etableret sig i Málaga. Svenske Fastighetsbyrån og Skandiamäklarna er sidste skud på stammen.
Men de boligsøgende Málaga-borgere får ikke kun sved på panden, når de ser boligpriserne. De får sig også et chok, når de ser hvor få boliger, der reelt udbydes til salg. Mange af de nyrenoverede boliger kommer nemlig slet ikke på markedet. De ryger i stedet over i et selskab, som udlejer boligerne til turister. For hvorfor sælge en lejlighed i dag til f.eks. 200.000 euro, når man kan udleje den for mellem 600 og 1.000 euro pr. uge? Gang det med 40 årlige udlejningsuger, for nu ikke at være for optimistisk, og giv projektet en horisont på 10-20 år. Derefter kan man altid sælge – og sandsynligvis til en væsentlig højere pris end i dag.
Sådan tænker både private boligejere, entreprenører og investeringsfonde, som står bag de utallige bygninger med AT-skiltet på facaden (apartamentos turísticos). 1.300 boliger er det sidste år blevet registreret som feriebolig i Málaga centrum.
Turismen har skabt vækst, beskæftigelse og nyt liv i mange af Málagas tidligere forladte bydele. Men den har også skabt en livlig debat om byens fremtid.

Meningerne er mange, men løsningsforslagene er få. Om turismen er ved at tage overhånd i Málaga by er en debat, som selv evigt optimistiske Francisco de la Torre næppe havde drømt om, vi skulle få, da han for godt 20 år siden trak i arbejdstøjet.
Men debatten er fuldt berettiget. På flere centrale gader og stræder er der i aftentimerne efterhånden flere ligblege turister end spaniere, og alene i år anslår kommunen, at tusind nye turistlejligheder vil slå dørene op.
På kommunen er man helt klar over situationens alvor, for den lokale hotelejerforeningen har længe råbt og skreget om, hvor ødelæggende en masseturisme på sigt kan blive for byen. Derfor kigger man i dag Barcelona over skulderen, som de sidste par år ihærdigt har forsøgt at finde en løsning på den masseturisme, der ”hærger” flere områder af byen. En begrænsning på antallet af turistboliger i bymidten kan vise sig at blive løsningen. Samme løsningsmodel overvejer man nu i Málaga samtidig med, at man allerede har henlagt store budgetter til byfornyelse i bydelene Pedregalejo og El Palo i øst og Huelin i vest for at få byen ”strukket ud”.
Om dette lykkes, vil kunne ses om en håndfuld år. Der går nok også mindst et par år, før vi får svar på, om det så omtalte skyskraber-hotel ved den nye lystbådehavn bliver opført eller ej. Flere og flere stemmer taler imod. Og det er ikke kun byens venstreorienterede antikapitalistiske stemmer, man hører. Flere af byens slipseklædte herrer fra det bedre borgerskab spørger kritisk sig selv, om et Dubai-lignende hotel vil tilføre noget brugbart til en gammel charmerende by som Málaga.
Snakken går og klokken slår. Ingen savner det gamle Seiko-ur for enden af Calle Larios. Til gengæld går tiden og udviklingen i dag så hurtigt, at Málaga har svært ved at følge med.

 

Café Central på Plaza de la Constitución er en af Málagas ældste kaffebarer. Det lokale klientel svinder ind, mens turisterne strømmer til. Take away coffee og English breakfast sælges i dag i stor stil. Det samme er tilfældet på Café Madrid på Calle Granada, som også hører til blandt byens klassiske kaffebarer. På Doña Mariquita på Plaza Uncibay er den gamle stemning dog intakt.

Siden 80’erne har byens kræsne kvinder købt sko og støvler hos Antonio Parriego på Calle Larios. Men det er slut nu. De stærkt stigende huslejepriser på den fine adresse kunne butikken til sidst ikke klare. Inden længe åbner der sandsynligvis en Uterqüe-
butik eller tilsvarende fra den stærke Inditex-koncern, som bl.a. også står bag Zara. Koncernen sidder allerede på en stor del af hovedstrøgets lejemål. Det er derfor flere Málaga-borgere i dag kalder Calle Larios for Calle Inditex.

 

Flere af byens gamle butikker kæmper for at overleve. Blandt andet isenkræmmeren ”El Llavin” på Calle Santa María. For fem år siden var der tre isenkræmmere i den gamle bydel. I dag er der kun ”El Llavin” tilbage. De to andre lukkede grundet huslejestigninger og faldende klientel, for kun få Málaga-borgere har i dag råd til at flytte til centrum. Hos byens isenkræmmer hænger man dog ikke med hovedet. Det gør man heller ikke hos ”Deportes Zulaica” på Calle Granada, som igennem fem årtier har solgt løbesko- og tøj til byens aktive sportsfolk. Butikken overlever på anbefalinger og fordi ejeren sidder i egne lokaler. Det er nemlig flere år siden, sportsbutikken har fået nye kunder fra gaden, som i dag stærkt domineret af restaurationer og turister, som ikke kommer for at købe løbesko.

Næsten alt nybyggeri og renoveringer i Málaga centrum sker i dag med henblik på udlejning til turister. Et projekt på Plaza del Teatro er dog en undtagelse. Til gengæld kommer boligerne til at koste mellem 200.000 og 700.000 euro. Det giver en kvadratmeter pris på over 3.000 euro.

Den private boligudlejning
Paco Duran har ombygget og delt sin store penthouse lejlighed i to for at udleje den ene del til turister. Hans gæster booker normalt mellem to og syv nætter via Airbnb og betaler typisk mellem 60 og 80 euro i døgnet. Priserne er dog stærkt svingende. Nogle nætter sælges på en last minute pris til 35 euro, mens et døgn i penthousen i påskeugen går for 160 euro. Paco Duran her boet hele sit liv i Málaga centrum og mener, turismen er guld værd for byen. Men han mener også, at den skal modereres, for mister Málaga sin sjæl, frygter han, at ingen gider komme her.