Sådan laver du en andalusisk vægfontæne

Der er ikke noget mere fredfyldt end et rislende springvand. Vi har altid ønsket os et lille springvand i vores baghave, men i det regnfulde Vancouver i Canada gav det ingen mening. Så da vi flyttede til Andalusien – længe før vi købte den ruin, der blev vores hjem – begyndte jeg at lægge hemmelige planer for dette uundværlige vandelement på vores fremtidige terrasse.

Både den første og den anden sommer gik, og vi fandt aldrig det springvand, vi drømte om. Ikke at vi havde et hjem at installere det i, for vi ventede stadig på byggetilladelsen. I mellemtiden fortsatte søgningen. De farverige marokkanske flisefontæner var smukke, men vi var ikke på udkig efter en hvilken som helst butikskøbt fontæne. Vi ville have noget unikt, som kunne afspejle vores nye hjem.

Lidt fakta om springvand

Et springvand (fra latin fons – en udstråling fra en kilde) er en kilde til vandforsyning, der er reguleret til en menneskeskabt konstruktion, hvis funktion er at sende vand ved hjælp af tyngdekraften ned i et vandbassin eller drive vandet op i luften ved hjælp af mekaniske midler. Tidligere tjente springvand ofte et dobbelt formål, idet de leverede drikkevand til den lokale befolkning, samtidig med at de havde en dekorativ funktion. I visse kulturer havde de også en religiøs betydning.

De tidligste springvandsbyggere var muligvis mesopotamierne, som omkring 3000 f.Kr. skabte en række stenbassiner, der var forbundet med en naturlig vandkilde. Grækerne og romerne brugte lignende systemer, mens mekaniske springvand først dukkede op i den italienske renæssance.

Her i Andalusiens bagland, hvor de fleste indbyggere var afhængige af husdyr, begyndte springvandene som et stentrug med drikkevand til dyrene. Fontænens bund var en lang pileta (vandbassin) hugget ud af en enkelt sten, mens bagsiden mod væggen havde vandhaner og nogle gange dekorative elementer. Nogle af disse fontæner blev lavet på visigoternes tid (omkring det 5. og 6. århundrede e.Kr.). f.Kr., dvs. efter romerne og før maurerne invaderede halvøen). Et eksempel er en pileta, som stadig bruges i dag i bjerglandsbyen Grazalema i Cadiz-provinsen.

Af og til ser vi stadig folk komme med deres heste eller æsler for at drikke af piletaen ved den gamle byport i vores nabolag. Nogle lokale landmænd kommer af og til og fylder store plastikkander med vand til deres oliventræer, da vandet siges at komme fra en særlig kilde, og hver eneste gård, vi har besøgt her i Andalusien, har mindst én af disse piletas.

Fra sten til springvand

Med en så spændende fortid blev min mand og jeg enige om, at vores springvand skulle afspejle denne del af den lokale historie. Ud over de håndskårne stentrug elskede vi den varme sandfarve i Rondas Tajo-kløft. Oprindeligt var planen at dække i hvert fald nogle af væggene i vores fremtidige hjem med disse sten, men da vi købte en tre meter bred ruin, havde vi ikke råd til at miste så meget som et par centimeter ved at “polstre” væggene med synlige sten. Derfor blev løsningen en stenmursfontæne.

At finde et gammelt stentrug til salg, som også skulle passe ind i den begrænsede plads på vores terrasse, viste sig at være helt umuligt. Vi fortalte det til vores ven Juan, som foreslog, at vi tog til et nedlagt stenbrud nær San Pedro-vejen for at finde en sten og derefter selv skære den ud. Da vi ikke siger nej til en udfordring, tog vi med ham på en stenudforskningsekspedition et par dage senere. Som mange andre virksomheder i landdistrikterne måtte stenbruddet lukke på grund af manglende kunder (de fleste foretrækker at købe perfekt tilhuggede sten på paller hos Leroy Merlin), og her havde vi et bjerg af sten at vælge imellem. Man kunne fare vild i bunkerne, og det var bare de kasserede stenrester, som var blevet smidt fra produktionsområdet og ned ad den nærmeste bjergskråning.

Med de nøjagtige mål på vores lille pileta og et målebånd i hånden kravlede vi rundt, indtil vi endelig fandt en sten, der kunne klare opgaven. Den blev slæbt og rullet hen til Juans jeep, og jeg tilføjede selvfølgelig et par ekstra piedras (sten) til lasten, da jeg synes, de er uimodståelige. Tilbage på Juans finca begyndte det virkelige arbejde. Og hvis man ikke har hugget og mejslet i sten før, ved man ikke, hvad man går ind til!

Efter at have set nærmere på vidunderet sagde Juan, at han mente, at han havde nogle sten, som var bedre egnet til opgaven. Han henviste til nogle blokke, som allerede havde tilhuggede sider, da de engang havde været en del af en buet indgang. De var nu en havemur på fincaen, men Juan insisterede på, at vi skulle bruge en af dem.

Før vi vidste af det, havde han hentet to forskellige rundsave. Selv om Juan skulle have bygget en bænk på fincaen den dag, lagde han alle planer til side og begyndte at skære lodrette, vandrette og til sidst diagonale snit i toppen af stenen, hvilket gjorde det meget lettere (eller endda muligt) for os at udhule midten af stenen. Det, der ville have taget os dage og år med hammer og mejsel, tog os nu kun et par timer. Resten var næsten en leg, i hvert fald hvis man er vant til at arbejde med sten, hvilket ingen af os var. Det lykkedes mig at svinge den store hammer et par centimeter fra målet, og jeg endte med et par blå mærker, men ikke noget, der ikke ville hele med tiden. Og mirakuløst nok havde jeg stadig alle mine fingre intakte!

Naboerne kommer til undsætning

Da vi kom hjem med vores dyrebare pileta, lod vi den ligge i bilen, mens vi ventede på, at et par stærke unge naboer skulle hjælpe os med at slæbe den ud på terrassen. Men Manolo, vores nabo, som snart fyldte 90 år, så os og spurgte, om han måtte se på stenen.  “Åh, den kan jeg sagtens løfte” udbrød han. Vi mumlede, at vi ikke tvivlede på det, men at vi følte, det var sikrere at vente, indtil vi havde et par ledige hænder til at hjælpe. Men det ville Manolo ikke høre på. Han begyndte at skubbe stenen fra bagsædet og gav knap nok min mand tid til at gribe fat i den anden ende af stenen, før den var i luften. Og så gik de – den lille 90-årige Manolo og min mexicanske ægtefælle, som er onkolog og normalt ikke bærer noget tungere end en bog – ind i huset, gennem stuen, forbi køkkenet og ud på terrassen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Manolos hænder og skridt vaklede ikke en eneste gang, da han bar stenen (næsten alene) iført sit sædvanlige jakkesæt, vest, hvid skjorte og sorte lædersko – den typiske andalusiske arbejder fra tidligere generationer og århundreder: kort, buttet og stærk som en Toro.

Så snart vi havde springvandsbasen på plads, begyndte vi at lede efter sten, der kunne bruges som stænkplade. Det var ikke noget problem, for vi bor i det landlige Andalusien, hvor alle stier og marker er dækket af sten. Juan gav os frie hænder til at samle sten på hans ejendom, så vi kom hjem med ti kilo hver i vores rygsække – hver med sin egen personlighed og ofte med aftryk af fossiler. Da vi havde mere end nok råmateriale at vælge imellem, tegnede jeg den bueform, jeg ville have, på et stykke pap og lagde stenene som et puslespil på jorden (nogle gange kommer min karriere som filmdesigner mig til gode).

Det eneste, der manglede, var at finde nogen til at montere mit stenpuslespil på væggen bag piletaen. Selv om halvdelen af nabolaget fortalte os, hvor let det ville være at gøre det selv, ville vi have en professionel til at sikre, at det hele ikke ville falde sammen. Vi talte med fire forskellige håndværkere, som alle lovede at komme, men som aldrig dukkede op, indtil vores ven Salvador kom os til undsætning. “Jeg er der i morgen klokken ti,” sagde han, og klokken fem i ti næste morgen stod han ved døren med sin værktøjskasse i hånden. Han lagde murstenene på væggen og kom tilbage om eftermiddagen for at påføre den sandfarvede fuge, vi havde bedt om. Det var det hele! Arbejdet var færdigt.

Springvandet er det første, vi ser, når vi kommer ind i vores lille casita og kigger ud på terrassen. Det soldrevne recirkulationssystem får vandet til at klukke lystigt dagen lang, og vi sørger altid for, at springvandet er fyldt til randen, så det også kan fungere som bade- og drikkefontæne for de små fugle i nabolaget. Bierne kan også lide at drikke her, og vores hjemlige gekkoer, Umberto-familien, kommer også forbi fra tid til anden, når de har spist for mange fede insekter.

Vi kunne ikke være lykkeligere. Ligesom vi havde forestillet os, afspejler stenene de sandfarvede klipper omkring os og bringer en lille smule af Rondas Tajo-kløft ind i vores hjem. Men vigtigst af alt er springvandet et stykke kærlighedsarbejde, ikke kun skabt af vores egne hænder, men mere end noget andet med hjælp fra nogle af vores vidunderlige rondeño-venner og naboer. Vores springvand er allerede som et stykke andalusisk historie – hecho a mano en Ronda.

Denne artikel er dedikeret til vores kære ven, den karismatiske miljøforkæmper Juan Terroba Valadez

1960-2024