Et besøg i Algarrobo på den friske måde

Algarrobo er en lille, oprindelig landsby, der kun ligger 4 km. fra kysten nordøst for havnen La Caleta. Vi befinder os øst for Málaga, nærmere betegnet 5 km. øst for Torre del Mar. Landsbyen ligger altså midt i al herligheden og har da også sin egen fine strandpromenade kaldet Algarrobo Costa, hvor der er masser af lejligheder, restauranter, barer og en fin strand. Hvis man vil besøge landsbyen, kan man naturligvis køre derop i sin bil blot ved at køre op ad A 7206, som efter Algarrobo fører til Sayalonga og Cómpeta, men det er der jo ikke meget spræl ved og motion skal vi jo have. Vi har derfor fundet en alternativ vej op til Algarrobo, som i bedste, friske stil byder på en dejlig flad vandretur langs med Algarrobo floden og op til landsbyen. Det kom der en vandretur på ca. 11 km ud af og vi kunne ikke få armene ned.

For at nå frem til vores startsted kører vi fra motorvejen A 7 ned imod Algarrobo Costa ad A 7206 i retning af havet og når vi er nede ved den store rundkørsel lige før stranden kører vi 100 -200 m. tilbage i den retning, vi kom fra og kører ind til Lidl og parkerer der. Vi har vand og mad med i vores rygsække, og nu går vi ned til hovedvej N340 og drejer til venstre – altså mod øst. Inden længe krydser vejen Algarrobo floden, og lige derefter skal vi dreje væk fra vejen, der hvor Sala de Celebraciones  – en slags restaurant – kaldet Sala Ottawa ligger.  

Nu begynder vi at gå nordpå, og straks ser vi at der ligger en fin sti lige ved siden af floden. Den tager vi nu, og her kan vi rigtigt skridte ud, for helt fladt og ligeud går det. Vi ser, at der ligger en stor park på højre hånd, hvor der er grillpladser og en mængde borde og bænke. Her kan man holde picnic så meget man lyster.

Herefter kommer vi forbi en bane, hvor man kan køre på rulleskøjter og skateboard. Inden længe går vi under motorvejen og passerer nu en del murbrokker, men stien fortsætter nordpå og inden længe krydser den floden på skrå. Når vi kommer over til den anden side, ser vi til vores glæde, at der er lavet en fin sti med rækværk i træ langs med floden, og denne sti fører os lige ind i Algarrobo. Stistykket er ca. 2 km. langt og visse steder er der opsat bænke og borde og redskaber til workouts. Et meget fint initiativ.

Nu nærmer vi os bymidten og kan jo nok se, at selve landsbyen ligger og klynger sig til en bjergside. Ergo er det nu slut med den flade herlighed, så vi må kridte støvlerne, for nu går det opad. Vi vælger at gå op ad en festlig trappe og for enden af den ligger der en mangefarvet trappe, som vi også må opad.

Det er her i disse stejle gader at byens beboere bor, og engang var der også butikker i byen, men de er bukket under, og den eneste vi fandt var en bager, der sælger de berømte tortas de Algarrobo, som er en slags store småkager lavet af olivenolie, mandler, mel, sukker, anis, kanel og gær. De er så berømte, at man kan købe dem online, men det er der jo ikke megen sport i, så udvis friskhed og tag selv op og hent dem på adressen:  C. Talleres, 29, 29750 Algarrobo, Málaga.

Byen er af arabisk oprindelse og er dermed fyldt med smalle gader, som er charmerende at vandre rundt i. Nu er det ikke sådan, at det vrimler med seværdigheder i landsbyen, men for at man kan sige, at man har ydet byen retfærdighed, bør man kravle op til La Ermita de San Sebastian. Han er byens skytshelgen og fra sin placering øverst oppe tror jeg, han passer godt på stedet. For at komme derop skal man bare blive ved med at gå opad og evt. spørge en af de lokale eller ty til Google maps.

Ermitaen ligger inde på byens kirkegård, som nu uheldigvis var lukket pga. ombygning. Her ligger der dog en fin, rund plads, hvorfra man har en smuk udsigt ned over landskabet og havet. Ved pladsen ligger der også en have – El Jardin de San Sebastian, men den var også lukket. Lidt skuffede var vi jo over al denne lukning, men så må vi nyde turen nedad gennem de smalle gader, for nu skal vi hen og se kirken, hvis tårn vi kunne se fra alskens vinkler oppe i den høje del af byen.

Kirken var også lukket, så vi måtte nøjes med at beundre dens beskedne ydre fra en bænk udenfor.

Herefter gik vi ned til byens fine park, som ligger nede ved floden, og hvor der var et vist liv af pensionister og hunde. Her spiste vi vores beskedne madpakker, selv om vi sådan set var opsatte på at spise på en af byens restauranter. Men vi var for tidligt på færde, så de var ikke åbne endnu. Men der var altså et par stykker, som åbnede ved 14-tiden.

På en eller anden finurlig måde, var vi begejstrede for vores besøg i Algarrobo. Her er der ingen turister, kun en masse ældre mennesker, herunder en del damer, som var friske til en snak og som påpegede, at det var hårdt med alle de stejle gader. Vi måtte så belære dem om, at det jo var den måde, hvorpå man holdt sig i form, når man var oppe i årene, så ingen grund til piveri. Det gav de os ret i.

Vores madpakker var for små og nu sidder vi der i parken og hidser hinanden op til at få pandekager med is. Og med dette fromme ønske begiver vi os tilbage ned langs floden imod havet.

Idet vi passerer parken og picnicpladsen, ser vi at der er gang i både børnefødselsdage, familegrillfest og leg ved floden, så kommunen har gjort mange mennesker glade med deres park.

Nu er vi tilbage ved hovedvejen, som vi nu krydser og kommer ned til El Paseo de Algarrobo Costa – en skøn strandpromenade hvor flotte palmer pryder stranden og hvor vi føler, at vi på få minutter er kommet til en ny planet. Fra den fredelige landsby, langs med den udtørrede flod står vi nu midt i turistlivet og barerne. Heldigvis for os har isstedet La Dolce Vita pandekager med is, og disse mæsker vi os nu i til vi ikke kan mere.

Herfra slentrer vi langs med strandpromenaden hen til det sted, hvor vi er på højde med rundkørslen ved Lidt, og dermed er vi tilbage ved bilen efter en dejlig kontrastfyldt vandretur.