På den anden side - Bliver vi aldrig trætte af at danse regndans…?

IGEN stod vi med det ene ben i en tørke. IGEN blev vi (delvist) reddet på målstregen. Og IGEN er der ingen, der gør noget for at sikre vand til fremtiden. Der er ellers masser af muligheder, men dem vender vi tilbage til.

Først skruer vi tiden tilbage til slutningen af 80’erne – dengang vi ikke blev reddet i sidste øjeblik af vejrguderne. I næsten et helt år kunne menigmand i hele Andalusien kun tage bad og poste vand til husholdningen et par timer om dagen. Næsten alle swimmingpools var tomme, og hotelgæsterne stod i kø for at få et halvt minut under bruseren ved hotellets poolområde. Landmændene gik konkurs på stribe og produktionen var så lav, at hylderne hos grønthandleren stod halvtomme.

Så kom regnen, og smilene kom tilbage – for en stund. I midten af 1990’erne stod vi nemlig atter i præcis samme situation. I to år faldt der ikke så meget som én dråbe regn. Vand blev kørt ned fra Nordspanien i et desperat håb om at redde dele af den andalusiske landbrugsproduktion. Flere steder var der så tørt og støvet, at folk gik med mundbind. Det var ikke sjovt, og alle var enige om, at det aldrig måtte ske igen. Alligevel har ingen fået sat handling bag alle de projekter, man allerede dengang begyndte at arbejde på. Man er Junta de Andalucía, da vandforsyning hører under deres kompetenceområde.

Projekterne gik på at installere afsaltningsanlæg, udvide de små vandreservoirer og udskifte gamle defekte rørledninger, så de dyrebare dråber ikke gik til spilde. Men det gør de stadig, for man har kun fået udskiftet en brøkdel af de rørledninger, som burde udskiftes. Tilsvarende har man ikke fået udvidet de små vandreservoirer, som hurtigt opfyldes. Det gælder bl.a. ”la Concepción” i Marbella, hvor man næsten hvert andet år må åbne og kassere vandet. Det er helt surrealistisk. Det samme er status på de føromtalte afsaltningsanlæg, som givetvis ville være det mest effektive og bæredygtige tiltag i hele tørkesnakken.

Det er dyrt tiltag – men ikke i længden. Intet overlades til løst gætteri for Junta de Andalucía har både jordstykkerne, planerne og budgetterne klar. Af uforklarlige årsager, har man bare ikke modet til at trykke på start-knappen. Det er her, min undren topper, for dagens Junta de Andalucía er ellers ikke kendt for at tøve.

Naturligvis tager man ikke bare lige 100 millioner euro fra kassen for at få monteret ét afsaltningsanlæg. Kassen er næsten tom, og fordelt over hele Andalusien har man hurtigt brug for ti anlæg – om ikke 20. Vel har vi ingen penge, men vi har bedre finansieringsmuligheder end nogensinde – både via staten, EU, private investorer og via udstedelse af obligationer. I modsætning til tidligere har Junta de Andalucía, og landets øvrige regioner, i dag mulighed for at udstede obligationer. Jeg ved, det ikke er fagligt korrekt at kalde det for en aktie, men at udstede ”folke-aktier” til et storstilet andalusisk projekt for vandforsyning ville ikke bare fungere – det ville blive en stor succes. Kabalen med de svimlende høje beløb ville også gå op. Alene ved at sikre vandforsyningen til landbruget vil Junta de Andalucia spare de rundt 100 millioner euro man hvert andet år desperat udbetaler i ekstra landbrugsstøtte for at redde og kompensere landmændene for den manglende nedbør.

Investeringen ville ikke bare komme hjem igen. Den ville sikre vand og ro til alle andalusiske husstande, til landbruget, til industrien og til turismen. Det sidste er spændende – måske også lidt for spændende. Vi kan nemlig allerede om ét årti få for meget vand – altså saltvand. Indlandsisen smelter, og vandstanden stiger. Alle studier peger på, at vandstanden i Spanien snart vil stige én til to centimeter om året. Det vil årligt æde en halv til en hel meter af de andalusiske strande (som i forvejen ikke er de bredeste). Lige netop hér ligger en af de største farer for fremtidens turisme; strandene svinder ind. Men lad os vende det til noget positivt og i stedet konkludere, at vi har, og får, masser af saltvand til fremtidens afsaltningsanlæg. Dét er der fremtid og fornuft i – for alle. Kun den vej rundt kommer vi ud af den enige frygt for tørke, for trods en god uge med regn i sidste halvdel af maj, har vi lige nu kun fået 28 procent af den mængde nedbør, vi vanligvis har brug for.

Det må snart være slut med at danse regndans.