Bliver de sociale skel nu endnu dybere?

Beskeden fra den europæiske centralbank er mere end klar: ”Inflationen bliver nu den største udfordring for at skabe ny vækst og arbejdspladser”.

Midt som vi nu tror, vi har været igennem det værste af Covid-19 pandemien, står vi pludselig overfor en ny udfordring – selvom de naturligvis ikke må sammenlignes.

Men… centralbankens statement er ikke taget ud af den blå luft. Vi står, lidt pludseligt, overfor en ny type udfordring, som ellers hørte fortiden til.

Det gælder både for erhvervslivet og menigmand. Det er ingen hemmelighed, at store dele af det spanske erhvervsliv hænger i bremsen og slet ikke er kommet i gang ovenpå pandemien. Astronomiske energipriser, krydret med en rekordhøj inflation på syv procent, giver dyrere råvarer og services og er noget af det sidste et Corona-træt erhvervsliv har brug for.

Det samme gælder for husholdningerne, som bestemt ikke har fået mere at gøre godt med under pandemien. Og det er – dybt uretfærdigt – dem der nu rammes hårdest.

Problemet er ikke, at tobakken stiger og at kaffen på den lokale bar går fra 1,20 til 1,30 euro. Har man ikke råd til det, må man ryge noget mindre og nyde kaffen hjemme. Problemet er derimod, at de stramme husholdningsbudgetter græder, når elregningen stiger med 40-50 procent og basale dagligvarer som kød, kylling, fisk, mælk, kartofler, frugt, grønt, tandpasta og rengøringsartikler stiger med både 10, 12 eller 15 procent – på ét enkelt år. Det sker, vel at mærke, uden at lønninger og overførselsindkomster på nogen måde følger med. Vel er de spanske pensioner steget med to procent fra årsskiftet, men derudover hører lønstigninger til sjældenhederne på et hårdt trængt arbejdsmarked.

Som besøgende eller fast gæst på Costa del Sol hverken mærker eller ser man det. Men søger man lidt ud af sin komfortzone og ind i de tætbefolkede bydele, kan man ikke undgå at se det. Køerne ved fødevarebankens udleveringssteder af gratis madvarer bliver længere og længere. Og kommunernes socialrådgivere råber højere og højere om det stigende antal borgere, der får sværere og sværere ved at skrabe sammen til huslejen og betale de basale regninger. Det er, lige pludselig, den nedre del af den store spanske middelklasse, der er i problemer. Coronakrisen har kradset i snart to år og nu hælder energikrisen og inflationen mere salt i såret.

Både stat, regioner og kommuner går alt for at få os ud af Covid-19 krisen – og gør det godt. I modsætning til andre EU-lande indfører man f.eks. ikke unødige restriktioner og masselukninger af erhverv. Man har forstået, at politiske beslutninger ikke er nok til at få os ud af en pandemi. Til gengæld står man nu, uforskyldt, med nogle enorme sociale problemer. Og hvis ikke energipriserne og inflationen kommer under kontrol her i første halvår, bliver de blot endnu værre. De sociale problemer er næsten altid relateret til økonomi. Derfor er den mest effektive løsning altid at tilbyde folket et hæderligt betalt job. Derfor skal der skabes vækst og nye arbejdspladser. Og det er vanskeligt med den usikkerhed og forhindringer som de galoperende energipriser og inflation giver. Derfor siger Den Europæiske Centralbank, som den gør. De fleste er klar over det – men er ikke meget for at tale om det.

2022 bliver et år med masser af udfordringer. Vi kan blot krydse fingre for, at Covid-19 pandemien er på vej retur – og at energipriserne såvel som inflationen hurtigt kommer under kontrol.