El Camino – Den personlige udviklingsrejse

Siden middelalderen har apostlen Jakobs jordiske rester trukket millioner af pilgrimme fra hele verden til Santiago de Compostela i Galicien. Drevet af religiøse, spirituelle eller eventyrlystne motiver begiver tusindvis af mennesker sig hvert år ud på hele eller dele af den op imod 900 kilometer lange Camino. En rejse, der for manges vedkommende bliver starten på et nyt liv.

Historien fortæller, at Sankt Jakob, en af Jesus’ tolv apostle, led martyrdøden på Kong Herodes Agrippas I’s befaling 44 år efter Kristi fødsel. På spektakulær vis fik syv af hans disciple smuglet liget til Galicien, hvor de begravede ham. Historien beretter videre, at Jakob 800 år senere viste sig, deltog i og vendte et drabeligt slag mod maurerne til de kristnes fordel. Han fik derfor tilnavnet Jakob ”Maurerdræber” og blev belønnet med en kirke der, hvor hans grav blev fundet. I over 100 år mentes det, at kirken videregav helgenen Jakobs kraft til de kristne. Lykken vendte dog brat, da maurerne i 997 erobrede Santiago de Compostela og ødelagde byen.

Omkring 1100-tallet var maurerne endelig fordrevet fra Nordspanien, og med det begyndte pilgrimmene at strømme til Santiago de Compostela og den nye katedral, som blev påbegyndt i 1075, men først stod færdig i 1211. Katedralen var de mange følgende år et populært pilgrimsmål, indtil Reformationen fra 1517 satte færdens popularitet i bero.

De første pilgrimme

Middelalderens katolikker havde et væld af hellige steder rundt om i Europa. Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, Rom, hvor Jesus’ særligt udvalgte, Peter, havde lidt martyrdøden, og Santiago de Compostela, hvor Jakob ligger begravet, var de tre vigtigste. Men mens pilgrimsrejserne til Jerusalem og Rom siden det 12. århundrede blev færre og færre for til sidst at gå i sig selv, vedblev færden til Santiago de Compostela. Flere Caminoer fører til katedralen i denne by, men den mest kendte og benyttede er den fra Sydfrankrig over Nordspanien.

De tidlige pilgrimmes udstyr bestod af en kropslang beklædningsgenstand samlet af et bælte og en kappe. På hovedet sad en bredskygget hat, som beskyttede mod regn og sol. I sin vadsæk havde pilgrimmen kun det mest nødvendige: Mad, en passerseddel, penge, fyrtøj og en flaske eller et udhulet græskar med vand eller vin. I hånden var den uundværlige pilgrimsstav, der støttede på stejle veje, målte vadestædernes dybde eller hjalp med at forcere bække.

Udgangspunktet for datidens pilgrimsfærd var den rejsendes hjemby. Det klare flertal af pilgrimmene rejste til fods – de mest fanatiske eller særligt troende barfodede eller på knæ! Enkelte velhavende pilgrimme tilbagelagde ruten på hesteryg, og endnu færre blev transporteret i en bærestol. Dengang havde turens religiøse aspekt den klart største tiltrækningskraft på pilgrimmene, men der var også nogen, der blev pålagt at gå ruten til Santiago de Compostela som straf eller bod. En straf, der i øvrigt stadig eksisterer i Flandern i det nordlige Belgien.

På ruten mødtes religiøse kristne på tværs af nationaliteter fra hele Europa. De spiste ved samme bord, sov i samme rum på herberg eller i klostre, lærte hinandens skikke og sprog og udgjorde i det hele taget et for datiden fuldstændig ukendt multikulturelt fællesskab. Et forenet Europa hvor alle havde samme mål; at komme til Santiago de Compostela.

Den moderne Camino

Der findes i dag mange måder at gå en Camino på. Enkelte tager hele turen fra Sydfrankrig, nogle deler den op og tager et nyt stykke hvert år, mens andre begynder så langt fra Santiago de Compostela, som de nu har lyst til at gå. Dagens pilgrimsrute har i mange henseender udviklet sig markant i retning af mere moderne forhold. Det gælder eksempelvis udstyret, som nu er langt mere hensigtsmæssigt i forhold til en gåtur på op til 900 kilometer. Kondisko, vejrtilpasset tøj og en behagelig rygsæk har erstattet tyndsålede sandaler, en klodset kappe og den uhåndterlige vadsæk.

Omvendt er også rigtig mange ting fra den oprindelige pilgrimsfærd bevaret. Overnatning foregår stadig i primitive sovesale på utidssvarende herberger, turen er for de flestes vedkommende stadig til fods, og Caminoens afslutning markeres stadig med en ceremoni i katedralen i Santiago de Compostela. Traditionen foreskriver desuden, at hver pilgrim går op til en stor skulptur af Apostlen Jakob, bytter sin egen hat med figurens sølvkrone og omfavner ham med ordene: Kære ven, anbefal mig til Gud.” Kutymen i dag er dog, at man nøjes med en omfavnelse.

At gå El Camino er på mange måder en rejse i tiden, da rutens omgivelser og beskaffenhed langt hen ad vejen stadig er, som da de første pilgrimme for godt 900 år siden påbegyndte deres rejser. Smalle stier, uvejsomt terræn og en smuk, mangfoldig natur er stadig faste ingredienser på turen. Der kan på ruten være langt mellem tegn på moderne civilisation, og der er derfor rig mulighed for at opleve et strejf af fortidens oprindelige pilgrimsfærd.

Populært som aldrig før

Siden 1985 har et egentligt pilgrimskontor underlagt katedralen i Santiago de Compostela holdt regnskab med antallet af pilgrimme. Kontoret har noteret, at antallet af vandrere er steget fra 690 i 1985 til godt 460.000 i 2023. Årsagen til den eksplosive stigning skal nok findes i de mange behov, El Camino efterhånden opfylder. Der er stadig mange, der går pilgrimsfærden af religiøse årsager, flere gør det for den fysiske udfordring, men den største tiltrækningskraft er blevet den spirituelle oplevelse, mange efter endt Camino beretter om. Øjeblikke af total ro i sind og krop. Øjeblikke, hvor man indgår i en fuldendt symbiose med naturen.