På den anden side... Er spansk fodbold løbet i offside?

Bolden ruller atter i den spanske liga. Det gør den tilmed med publikum på lægterne – omend med begrænset kapacitet. Begrænsede er mulighederne også for at se spansk fodbold i den rolle, vi ellers er vant til; blandt de absolut bedste i Europa. Noget – eller meget – er nemlig gået helt galt i spansk fodbold de seneste år.

De fodboldinteresserede behøver ikke have god hukommelse for at huske det år, hvor FC Barcelona, Real Madrid og Deportivo La Coroña satte sig på tre af de fire semifinalepladser i Champions Leage. Tilsvarende er det ikke længe siden, Real Madrid og Atlético Madrid udspillede to drabelige finaler i samme turnering. Igennem to årtier var det mere reglen end undtagelsen at se tre spanske klubhold nå mindst ottendedelsfinalen i Europas fornemmeste turnering.

Spansk fodbold var forbilledet – ikke kun i Europa men i hele verden. Deportivo La Coroña var solstrålehistorien om hvordan man med flid, vilje og investering kunne få et upåagtet 2. divisionshold op i toppen af europæisk fodbold. I Barcelona skinnede solen på holdets talentskole, som spyttede talenter og verdensstjerne ud på samlebånd. Og i Madrid gik solen aldrig ned. Som ingen anden formåede Florentino Pérez at udvikle og kommercialisere fodbolden. Med dristighed fik han tidens stjerner som Figo, Zidane, Ronaldo og David Beckham til klubben. Og så kom tallene bag TV-rettigheder, sponsoraftaler og salg af spillertrøjer pludselig til at se helt anderledes ud. Spansk fodbold ville og kunne noget. Noget som man tilsyneladende ikke kan i dag. 

Mindst skidt er det gået i Madrid. Strategien med hver sæson at købe én af verdens absolut bedste spillere – koste hvad det koste vil – holder ikke længere. Ny klubejere med større økonomiske muskler er kommet til og præcis derfor, er det igen i denne sæson ikke lykkes at få Mbappé til klubben. Tilmed har de nyindkøbte store stjerner haft en mærkelig tendens til hurtigt at falme i Madrid. Bale og Hazard er nok de to bedste – eller værste – eksempler. De scorer hverken mål eller sælger spillertrøjer. Holdet er langt fra fordoms styrke. Det gælder også udenfor banen. Florentino Pérez’s seneste kommercielle idé med at kreere sin egen europæiske Superliga ramte helt ved siden af.    

Endnu værre er det gået i FC Barcelona. De seneste sæsoner har klubben givet sig selv så store økonomiske smæk, at der vil gå år, før klubben bliver sig selv igen. Catalanerne er ellers kendt for deres gode management og økonomiske sans, men det har Bartomeu fået lavet om på. Den nu tidligere præsident udskrev i foråret valg med en gæld på 1.250 millioner euro (!) vejende tungt på sine skuldre. Kun de færreste forstår, hvordan det kunne gå så galt. Men når man smider 100 millioner euro efter henholdsvis Coutinho og Debélé, som begge knap har trukket i spillertrøjen, og samtidig lader sine dyreste stjerner gå gratis, bliver de røde tal hurtigt svimlende høje. Netop dét med stjernespillerne, der har skiftet klub gratis, har gjort fansene mundlamme. Det gælder ikke kun Messi men også spillere som Iniesta og Xavi. Ingen kan i dag hverken forstå eller forklare hvordan Bartomeu kun indgik ét-årig kontrakter med klubbens bedste spillere, som dermed kunne forlade klubben frit ved hver sæsons udgang. Selv kalder han det ”en gestus til klubbens børn, som på bedste vis har sikret os talrige titler.” Ja tak – det lyder smukt, men sådan kan man ikke drive en fodboldklub i dag. Messi’s overgang til Paris Saint-Germain burde havde været et salg, der havde løst halvdelen af klubbens økonomiske problemer. Nu gik han gratis – og gør samtidig de sportslige problemer i klubben endnu større. For sportsligt er FC Barcelona i dag langt fra den europæiske top.  

Afslutningsvis er det med nostalgi og bitterhed vi retter blikket mod den galisiske by A Coroña. At byens stadion i dag er halvtomt skyldes ikke tidens Covid-19 restriktioner. Det skyldes derimod klubbens status i 2. division B – altså divisionen under Málaga C.F. Ingen tvivler på, at præsident Lendoiro havde hjertet på rette sted, da han i 1991 fik klubben op i 1. division og investerede stort ved at få de brasilianske stjerner Bebeto og Mauro Silva til klubben. Ikke uventet købte man for lånte penge og med en klar forventning om, at klubbens indtægter næste år, og næste år, og næste år igen, ville stige. Det gjorde de også, men en dag gik det som på boligmarkedet: boblen sprang. Hurtigt skulle der sælges ud og klubben røg ud af den fornemmeste spanske liga. Uforklarligt er bunden endnu ikke nået.

Det må man derimod håbe den er for spansk fodbold. Det bliver et hårdt og anderledes år på de europæiske arenaer. Særligt englænderne er løbet fra os. Som landet ligger i dag er det faktisk kun Atlético Madrid, der har et hold, der kan spise kirsebær med de store. Jesús Gil var i sin tid ikke bange for store økonomiske armbevægelser men, lidt pudsigt, står hans søn i dag i spidsen for et stærk trekløver, der med sund fornuft, dygtig sportslig ledelse og en kapitaludvidelse har skabt et stærkt projekt med masser af fremtid. Fremtid er der også masser af for spansk fodbold, men det kommer til at tage tid at komme tilbage på ret kurs. Efter et par årtier med fuld fart på er spansk fodbold nu løbet i en kæmpe offside.