Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Skal vi råbe “Hurra – længe leve demokratiet!”, eller skal vi tænke “Suk – nu igen!”
Det er vel et spørgsmål om temperament, men jeg hælder mere og mere til det sidste.

Søndag den 2. december kaldes andalusierne nemlig til regionalvalg. Der stemmes til det andalusiske parlament (Junta de Andalucía), som er det styrende organ for hele Andalusien. Så det er et vigtigt valg – skulle man mene. 60 procent af de valgberettigede andalusiere brugte deres stemmeret ved sidste valg. I min optik er det en bekymrende lav valgdeltagelse fra en befolkning, som for blot 41 år siden, til stor jubel, fik deres første fulde demokratiske valg.
I min optik er det ikke bare en folkeret men en direkte pligt at bruge sin stemme. Tilsvarende er det så også politikernes pligt at gøre deres arbejde ordentligt – eller i det mindste så godt de kan. Og tilsvarende at gøre deres arbejde færdigt. Det kan ikke være rigtigt, at man bare kan udskrive nyvalg (læs: smide håndklædet i ringen), fordi man ikke kan blive enige om at indgå nogle holdbare forlig. Det er jo dét, der er politikernes arbejde. Det er dét, de er valgt til. De er ikke valgt til at “ulejlige” os unødigt med nyvalg. Det forestående regionalvalg er det tredje af slagsen på blot seks år. I mellemtiden har der også været to folketingsvalg og et kommunalvalg. Måske det er ved at været lige i overkanten? Vejen til stemmeurnerne kan også blive monoton.
 
Nu vi tager på vej, så kan jeg ikke lade være med at spørge, om vejen til løsningerne på Andalusiens problemer overhovedet går over Junta de Andalucía i Sevilla. Samme tvivl gælder for de øvrige af Spaniens 17 regionalregeringer.
Det er et ømt og kompliceret punkt – men lad os nu bare trykke på det, nu når valget står for døren. Junta de Andalucía blev som institution stiftet i 1981. Efter fire årtier med diktatur og centralstyre var der efter det første frie valg i 1977 et bredt politisk ønske om mere decentralisering og større nærhed. Det var langsommeligt og upraktisk, når en kommune i Galicien, Catalonien eller Andalusien skulle til Madrid for at få grønt lys til et større projekt. Derfor fik landets 17 regioner sit eget parlament, med egen regionalregering og budget. Kommunernes, regionalregeringernes og centralregeringens kompetencer står klart specificeret i loven. De fleste spaniere jublede over udviklingen – dengang. For i stedet for at blive et smidigt og nærværende organ har Junta de Andalucías hovedsæde i Sevilla udviklet sig til et administrativt mareridt og en Berlinmur, man hverken kan komme igennem, over eller udenom.
 
Selvom den politiske vifte af partier er blevet bredere de sidste år, er landet, groft sagt, fortsat delt i en rød og blå blok. Og de to “folkefærd” har ikke bare svært ved at arbejde sammen. De chikanerer direkte hinanden. Om det skyldes, demokratiet fortsat er ungt eller om spanske politikere generelt bare er barnlige, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men faktum er, at det er mere end almindeligt svært for en blå kommune i f.eks. Málaga at få noget igennem hos den røde Junta i Sevilla. Og vice versa. Det er bl.a. derfor, metroarbejdet i Málaga er så forsinket, og byggeriet af det nye hospital slet ikke er kommet i gang. Det er også derfor, Fuengirola kommune ikke har nogen busstation. Det er fuldstændig grotesk, at en by med over 70.000 indbyggere + et par hundredtusind turister om sommeren ikke har en ordentlig busstation. Det, man kalder for busstationen, er dybest set et større busstoppested med plads til to eller tre busser. Kommunen har i over ti år præsenteret Junta’en for et nyt projekt og stillet en grund til rådighed til opførelsen af en ny busstation nær shoppingcentret Miramar. Men den røde Junta giver ikke uden videre grønt lys til en blå kommune. Sådan er det. En ny busstation er “offentlig transport og infrastruktur”, og det hører under Junta de Andalucías kompetencer. Derfor kan kommunen intet stille op.
Det er pinligt og en skam – for alle. Men sådan kan politik og demokrati også være. Naturligvis må Junta’en og de øvrige regionalregeringer have gjort en masse godt for “folket”. Det er bare ikke altid lige let at få øje på. Så i stedet for at stemme om hvem, der skal tage plads i de flotte læderstole i det andalusiske parlament, skulle vi måske hellere stemme om vi overhovedet ønsker at bevare det.
Før vi fik regionalregeringerne kunne en kommune, stort set, gøre som den ville med sine kommunale skatter og årlige statstilskud. Det gav frihed og handlekraft.
Før vi fik regionalregeringerne, var der langt til Madrid. Men det er der ikke længere. Tidens transport- og kommunikationsmuligheder har både gjort Spanien og verden meget mindre.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa