Det danske magasin i Spanien
Rasmus Mondrup byder velkommen i Solkystens Ungdomshus – for dig mellem 18 og 30

Rasmus Mondrup byder velkommen i Solkystens Ungdomshus – for dig mellem 18 og 30

Han er 20 år gammel, og så er han leder af Solkystens Ungdomshus. Det er en ganske afslappet Rasmus Mondrup, der hjemmevant byder velkommen i Margrethekirken, hvor vi sætter os i et solbeskinnet hjørne af den store patio. ”Kirken er jo kun vores rammer nogle gange,” fortæller Rasmus, som er Margrethekirkens nye Juniorassistent. Svenborgenseren har været udstationeret på Costa del Sol siden første september. Hensigten med at indsætte en juniorassistent er at få tag i de unge (18 – 30-årige) og tilbyde dem det fællesskab, en kirke også kan være. ”Men jeg er altså ikke særligt religiøs selv,” skynder Rasmus sig at indskyde. Han er godt klar over, at hvis man missionerer, skræmmer det folk væk og især unge kan være meget kirkeskræmte. ”Mit job er ikke at omvende nogen. Det handler om at vise, hvad kirken er og tilbyde et socialt fællesskab. Margrethekirken er en kirke om søndagen ja, men er i høj grad også et forsamlingshus, hvor man også kan få en kold øl, hvis det er det, man har lyst til.”
 
At der netop er fokus på det sociale og knap så meget på kirken, viser sig også i Rasmus’ forskellige arrangementer, som langt fra altid finder sted i kirken. Indtil videre har han arrangeret grillaften, beach volley, vandretur og filmaften. ”Jeg prøver mig frem her i begyndelsen og forsøger at få en føler på, hvad folk gider, men jeg mærker faktisk, at de fleste er lidt ligeglade med, hvad vi laver, de vil bare gerne mødes og have det sjovt,” smiler Rasmus.
 

Behovet er der

Godt 70 unge har allerede meldt sig ind i gruppen, og selvom det langt fra er alle, der kommer til hvert arrangement, er det et ganske fornuftigt antal. ”Det viser jo bare, at der er et enormt behov for de unge danskere for at mødes med andre, der måske ikke lige er deres kollegaer. Fælles for dem, der er med i Solkystens Ungdomshus er, at de er i Spanien på lånt tid – gerne fordi de har taget et år eller to ud for at arbejde og udvikle sig. Den nemme løsning er selvfølgelig at holde sig for sig selv, for det kan være grænseoverskridende at arrangere en sammenkomst med nye bekendtskaber eller møde op til disse sammenkomster. Her er det mit job at være den, der siger ’ok, på lørdag mødes vi’, og så er det op til folk selv at møde op og skabe det sociale samvær. Og så er det også vigtigt for mig at skabe nogle arrangementer, hvor man kan komme ud og se den del af Spanien, som man måske ikke selv lige får taget initiativ til. Rigtig mange bruger tid hernede på Costa del Sol uden at få set sig om, det vil jeg gerne være med til at lave om på.”
 

Fremtidsplaner

Rasmus er udstationeret i Margrethekirken i et kirkeår, derefter skal han sandsynligvis rejse rundt i Sydamerika. Han går til spansk i kulturhuset i Fuengirola to gange om ugen for at få lært sig så meget som muligt af sproget. ”Det er mit ønske og håb at skabe et godt grundlag for Solkystens Ungdomsklub, så den kan fortsætte næste år under ny ledelse. Det ville gøre mig rigtig glad, hvis jeg var med til at starte noget, der kom til at fungere mange år frem i tiden,” slutter Rasmus.
Du finder mere information på Facebook-siden Solkystens Ungdomshus (SU). Juniorassistent Rasmus Mondrup kan kontaktes på tlf. +34 674 848 026 eller whatsapp +45 21 49 02 07

 

Danske Sømands- og Udlandskirker – kort sagt folkekirke i udlandet

DSUK ansætter og udsender præster til betjening af danskere, dansksindede og søfolk udenfor landets grænser. På evangelisk-luthersk grund varetager de den kirkelige betjening såvel som det kulturelle fællesskab 48 steder i verden. Også turister, backpackere, au-pairs og udstationerede gør brug af de danske kirker i udlandet.
 

Margrethekirken

Du finder Margrethekirken lige ved siden af Teatro Las Lagunas i Las Lagunas. Buslinje M-127 og M-129 kører dertil fra busstationen i Fuengirola, turen tager ca. et kvarter og bussen standser ved teatret. Margrethekirken afholder gudstjeneste hver søndag og har i øvrigt rigtig mange spændende arrangementer og koncerter, hvor der ofte er tilknyttet spisning og som minimum er baren åben.
 

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.