I klinikken kom en erhvervsdriftig yngre herre med akut hold i ryggen. Han havde bukket sig ned efter sin taske – smak sagde det så – og han lignede et forvredent syvtal.
Han kom på briksen og fik lindring med akupunktur og massage. Han klagede over, at ryggen lavede problemer ret ofte, og at han derfor var uarbejdsdygtig i flere dage. Det havde han ikke tid til.
Det kneb med at få sig bevæget. Der var mange timer bag skrivebordet, i bilen og i flyet, når forretningsrejserne kaldte. Han følte sig lettere presset af nogle udfordringer på hjemmefronten. Da fløj det over mine læber: ”Hvad er det mon, din ryg prøver at fortælle dig?”
Skruer vi tiden tilbage til 1970’erne var der flere pionerer på den danske sundhedsarena. En af dem var Julia Vøldan, som nok er mest kendt for sit kursted, hvor hun bl.a. tog gigt- og cancerpatienter i behandling, og for sin plus-minus-balance/syre-base-balance. Lad os se på hendes syn på sygdom og sundhed, her fra ”Ny Tid og Vi” 1978:
“Den almindelige opfattelse af sygdom er nærmest, at det er en fjende. Vi kan bare tænke på mange af de ortodokse sygdomsbehandlinger, hvor lægerne bruger kniven, sprøjter med gift eller anvender farlige stråler, så de selv må beskytte sig bag tykke blydøre. Det er at skyde med skarpt på en fjende; men det glemmes, at den indbildte fjende befinder sig i en levende menneskekrop. Hvad sker der vanligvis, når man skyder med skarpt på nogen? Jo, enten skader man dem, eller også ødelægger man dem…
Gennem mit arbejde med plus-minus/syre-base-metoden har jeg fået et helt andet syn på sygdom, end lægen har. Jeg betragter sygdom som menneskets advarende ven, en ven som hjælper mennesket til at redde livet ved at bevare livsenergien. Mennesket er at ligne med et elektrisk batteri, som har en plus- og en minuspol, men hvor den ene pol er foranderlig alt efter, hvad man spiser og drikker. Man kan spise og drikke sig til to ens poler, altså to plus-poler eller to minus-poler, og så kan kroppen ikke eksistere, uden at den opretter en ny kunstig sygdomspol med den manglende elektriske ladning. Bortopereres denne sygdomspol, vil kroppen straks prøve at danne en ny sygdomspol, såfremt den syge ikke radikalt forandrer sin levevis. Tænk på det store antal kvinder, som efter bortoperation af et bryst får en ny knude i livmoderen, eller som efter bortoperation af livmoderen får en ny knude i bryst eller andetsteds.
Hvis forskerne havde beskæftiget sig med at tale med syge mennesker i stedet for at skære i umælende dyr, tror jeg, at sygdomsbekæmpelsen var kommet en hel del længere. Vi må væk fra al vivisektion og i stedet studere de syges levevis, dvs. deres kost og deres livsvaner. Først da kan man finde frem til sygdomsårsagerne og ved at fjerne dem helbrede sygdommene.”
Vor travle forretningsmand var klar over at han spændte buen for vidt med for lidt søvn, for meget kaffe, trang til søde sager, når krævende møder bød ham være på toppen, lange arbejdsdage og for lidt tid med familien. ” Hmm” svarede han. ” Når ryggen driller kan jeg ikke noget, andet end at slappe af!”
Efter tre behandlinger kom han sig nogenlunde. Han brugte sin ”rekreationstid” til at få styr på sine prioriteter, herunder sine søvn- og kostvaner og først og fremmest sit familieliv. Masser af basedannende væske og grønne juicer, smoothies og supper var på menuen. Og det hjalp. I starten opfattede han sit hold i ryggen som møg-irriterende og en kæp i hjulet på karrieren. Fem dage hjemme med sin familie fik ham til at være glad for at blive stoppet. Han gik fra at forbande den dumme ryg til at lytte til de egentlige prioriteter i livet. Langsomt kom han i gang igen, med nye kost-, søvn- og bevægelsesvaner i rygsækken.
Senere fortalte han mig, at han af og til har optræk til rygproblemer, og at han da kigger sig selv i spejlet og spørger: Hvorfor bliver jeg stoppet ? Hvad er det jeg ikke har set, hørt eller mærket? Han brugte ryggen som en slags barometer. Den blev hans ven.
