Ny spansk vicepræsident for Den Europæiske Centralbank
Med et massivt flertal i ryggen blev den spanske økonomiminister Luis de Guindos mandag aften valgt som ny vicepræsident for Den Europæiske Centralbank. Det er mange år siden, Spanien har haft en repræsentant i så vigtig en rolle i EU. Luis de Guindos er utvivlsomt blevet valgt på baggrund af sine gode resultater som spansk økonomiminister og gode samarbejdsevner med de øvrige ministre i EU. Han har i to valgperioder været økonomiminister i Mariano Rajoys regeringer, som han nu selvsagt må opgive. Det er uvist, hvem der bliver ny spansk økonomiminister.
{loadposition google_native}
Nyt navn og ny kapital til Hotel Don Miguel
Marbella kommune har netop godkendt det storstilede renoveringsprojekt for det legendariske Hotel Don Miguel, som har stået tomt i snart ti år. Den nye ejer vil investere 64 millioner i det gamle hotel, som skal stå klart i midten af 2019. Hotellet forbliver fire-stjernet men vil få nyt navn og 486 værelser opdelt i tre kategorier. Dertil en række nye sportsfaciliteter. Hotellet forventer mellem 300.000 og 400.000 overnatninger om året.
Junta’en lover nyt storhospital i Málaga
For ti år siden annoncerede Junta de Andalucía et ambitiøst macrohospital i Málaga. Men manglende finansiering gjorde, at projektet aldrig blev til noget.
Nu lover Junta’en et nyt hospital til 230 millioner euro, som vil stå klar om seks år. Hospitalet vil få til huse bag det nuværende Hospital Materno og få 800 sengepladser. Byggeriet skal i gang næste år. Málaga har længe søgt om et nyt hospital, da de to nuværende hospitaler slet ikke kan følge med regionens behov.
{loadposition google_native}
Cancer-støttegruppe på Hospital Costa del Sol
Det første møde for cancer-støttegruppen i Marbella fandt sted fredag den 26. januar på Hospital Costa del Sol. I alt deltog 20 patienter og pårørende til mødet. Der blev blandt andet talt om behandlingsformer samt hvordan livskvalitet og glæde kan fremkomme trods sygdom.
En stor nyhed, der blev præsenteret var, at det engelske konsulat i Málaga har besluttet sig for at sponsorere gruppen, så besøgere kan få en snack under møderne.
Møderne finder sted sidste fredag i måneden i cafeteriet på Hospital Costa del Sol, og næste møde finder sted fredag den. 23. februar kl. 17.00.
Tankevækkende emner såsom depression samt bivirkninger af behandling og medicin er samtaleemnerne til næste fredagsmøde.
Møderne afholdes på engelsk og alle nationaliteter er velkomne.
For mere information, kontakt venligst koordinator Marion Winter på tlf. 952 863 926, e-mail: tarage77@gmail.com eller Susan Hannan fra Cudeca, tlf. 952 564 910