I sidste udgave af La Danesa mødte vi dermatolog Sara Simonsen, som arbejder på hospitalet i Málaga. Her giver Sara os de bedste råd til at beskytte sig imod solen.
Det er så dejligt at bo på Costa del Sol, hvor solen bager året rundt. En gåtur på stranden i t-shirt i januar, sommervejr fra april til oktober og et glas vin på terrassen i november. Det er noget, vi fra Norden sætter stor pris på, for vi ved kun alt for godt, hvad en kold, mørk og våd dansk vinter gør ved vores humør. Men lad jer ikke narre. Solen er vores bedste ven, men den kan hurtigt blive vores værste fjende.
Solbrun hud er skadet hud
Der findes to slags ultraviolette (UV) stråler fra solen, som vi skal være påpasselige med. UVA stråler giver hovedsageligt rynker. UVB stråler giver kræft. Det, der sker, når vi tager sol, er, at de såkaldte melanocytter i vores hud producerer al den melanin, de kan, og så bliver vi lækkert solbrune. Men det er ikke et sundhedstegn – det er kroppens forsøg på at beskytte sig mod strålerne og de mutationer, de kan provokere i cellernes DNA. Der findes altså ikke en sund, solbrun kulør. Man bør forsøge at beholde den farve, man nu engang er genetisk bestemt til at have.
Stor risiko for modermærkekræft i nordisk befolkning
I Danmark opdages der årligt 22 tilfælde af modermærkekræft (melanoma) per 100.000 indbyggere. I Spanien kun 8. Danskerne er simpelthen genetisk uegnede til at modtage større mængder solskin, og det er bevist, at modermærkekræft specielt er forårsaget af solskoldninger, hvilket vi danskere nemt får. Spanierne med deres olivenfarvede hud er derimod genetisk bedre egnede til solen og bliver ikke så let solskoldede.
Gode råd til forebyggelse
Man skal ikke være solforskrækket, men man må lære at nyde solen med måde, hvis man vil undgå kræft og rynker:
• Brug en dagcreme med faktor 50 til ansigt og hals hver morgen året rundt. Udover at beskytte mod kræft, er det den bedste anti-rynkecreme i verden. Drop den dyre creme med det flotte navn og de vilde løfter, og brug en ganske simpel solcreme i stedet.
• Hold dig i skyggen fra kl. 12 til 16 om sommeren.
• Vær ekstra omhyggelig med at smøre ører, næse og læber ind – kræft er hyppigt forekommende netop de steder, fordi man glemmer dem. Brug mindst faktor 30 og helst 50 – og brug rigeligt, en faktor 50 kan blive til faktor 25, hvis man smører det ud over et større område end beregnet.
• Smør dig ind, inden du tager hjemmefra. Der går ca. 30 minutter, før solcremen begynder at virke. Og hvis du smører dig ind på stranden for straks at hoppe i vandet, ja så er det altså fiskene, du giver solcreme, også selvom du bruger vandfast creme. Solcremen skal have tid til at blive optaget i huden og skal genopfriskes ca. hver anden time.
• Tænk over, at sol ikke er noget, man bare tager på stranden. Solen rammer lige så meget på stranden som i haven, på bjerget, på fortovscaféen eller på vej hen til købmanden.
• Brug hat eller kasket, helst én som dækker ørene. Og glem ikke solbrillerne – antallet af tilfælde af modermærkekræft i øjet er i fremgang.
• Der findes tabletter som indeholder Polipodium Leucotomos, et naturprodukt, som bruges ved hudsygdomme, hvor patienten ikke tåler sol, og som ligeledes kan bruges forebyggende til folk med høj risiko for hudkræft.
“Jeg selv, ja jeg bruger faktor 50 i ansigtet året rundt, spiser forebyggende piller i sommerhalvåret, holder mig helst under en parasol på stranden og smører mig omhyggeligt ind i creme. Jeg er ikke bange for solen, men jeg har set nok til at have stor respekt for den”.
Faresignaler i huden – tjek dig selv
Det er vigtigt at tjekke sin hud jævnligt, fx hver anden måned. Du skal gå til læge, hvis du ser enhver forandring i et modermærke. Er der forandringer i form, farve eller størrelse. Er det blevet asymmetrisk? Er det blevet større? Det kan være en stor hjælp at tage billeder, hver gang man tjekker sine modermærker, gerne med en lineal eller en mønt, så man kan sammenligne størrelsen. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at tjekke sine modermærker. Modermærkekræft er en af de sværeste kræftformer at behandle. Men hvis det opdages i tide, kan man kureres blot ved en lille operation, hvor man fjerner mærket.
Det næste, man skal kigge efter, er ru, røde pletter med hvidt skæl. De hedder solkeratoser (queratosis actinica), og findes de steder, hvor man modtager masser af sol – specielt ansigt, ører, hænder, og i hovedbunden hos mænd med få hår på hovedet. De opdages let, når man lader en finger køre hen over ens hud – finder man en ru plet, skal man tjekkes af en læge. Det er en premalign tilstand, dvs. hvis man lader stå til længe nok, kan det udvikle sig til pladecellekræft og det ses oftest som sår, der ikke vil hele eller knuder på huden. Det skal altid tilses af en læge.
Med disse få forholdsregler vil man kunne undgå langt de fleste tilfælde af hudkræft. Nyd solen i fulde drag, men glem ikke at have respekt for den.