Lev eller dø i Spanien

Da Stig mistede sin kone til den aggressive nervesygdom ALS i februar i år, havde de begge boet i Spanien de sidste 20 år.
Stig har sammen med sin afdøde kone, Kitten, en søn og tre børnebørn i Danmark og en søn og to børnebørn i Spanien. Allerede for mange år siden lavede Stig og Kitten en aftale om, at hvis en af dem fik en sygdom, der gjorde, at de mistede herredømmet over deres egen krop, ville de tage til Schweiz og vha. aktiv dødshjælp, som er lovligt der, ende livet på en værdig måde uden smerter. Det kom dog aldrig så vidt, for sygdomsforløbet var ekstremt kortvarigt.
”Selvom det ikke blev nødvendigt, var det en kæmpe lettelse for os begge, at vi havde taget snakken om, hvordan vi skulle forholde os, hvis en af os blev for svag til selv at kunne bestemme,” siger Stig om den snak, han opfordrer alle par til at tage, uanset alder.

”Min kone havde været aktiv i en kvindeforening her på Costa del Sol, og via sit virke har hun været på besøg på mange plejehjem i Spanien, og disses ringe forhold og manglende omsorg var årsag til beslutningen om, at hvis en af os nogensinde fik behov for at komme på plejehjem, ville vi flytte tilbage til Danmark,” siger Stig.
Stig, der har sin søn og svigerdatter og sine to børnebørn boende i Marbella, hvor han også selv bor, er fast besluttet på at blive i Spanien resten af sit liv – med mindre han skulle blive så syg, at han ikke længere kan tage vare på sig selv.
”Det var altid min kones udmelding, at hvis hun skulle blive den første af os til at blive alene, ville hun tage tilbage Danmark. Hun brød sig ikke om tanken om skulle bo i Spanien uden mig, hvorimod jeg stadig gerne vil blive i Spanien. Det er vist meget typisk, at der er forskel på mænd og kvinder på dette område,” siger Stig, der trods sorg og afsavn er ved godt mod og godt helbred.

Imre og Knud Aage, tidligere All England-mestre i badminton, har truffet valget om at tage hjem til Danmark efter at have boet 25 år på Costa del Sol. Imre fortæller, at det er børn og børnebørn, der trækker dem til Danmark for at bruge det sidste af deres alderdom der. De vil gerne flytte, mens de stadig er så friske, at de kan blive medlemmer af en golfklub og stifte sig en omgangskreds. I foråret solgte de deres hus i Benalmádena og flyttede ind i en lejet lejlighed i Cerros del Águila – dette i kombination med børnene og børnebørnenes efterspørgsel har været med til at skubbe til beslutningen.
Til spørgsmålet, om de ville vælge at flytte til Danmark, hvis de ikke havde børn og børnebørn der, er svaret et rungende ”nej”. Hverken Knud Aage eller Imre kunne forestille sig at flytte fra Spanien, hvis det ikke var for familien, og de fortæller, at de i en årrække faktisk havde besluttet at blive i Spanien resten af livet, men at alderen og de skavanker, de forbereder sig på, gør, at det ikke længere virker så trygt at blive i Spanien.

Både Knud Aage og Imre har den almindelige spanske sygeforsikring (den offentlige), og de har været rigtig tilfredse med det spanske sundhedssystem i det omfang, at det blot drejer sig om almindelig diagnosticering og udstedelse af recepter. Men da Knud Aage for nogle år siden skulle have en hofteoperation, fik de et indblik i et sundhedsvæsen, der er presset på midler og ressourcer. Først ville lægerne ikke anerkende, at Knud Aage overhovedet havde brug for en hofteoperation, hvilket var til stor frustration for både Imre og Knud Aage. Efter lang ventetid blev Knud Aage dog opereret, men genoptræningsprocessen var langsommelig. Derfor valgte parret selv at betale, da Knud Aage skulle have opereret den anden hofte.
”Hvis man ikke har en privatforsikring, skal man ikke være i Spanien som ældre,” siger Imre om den oplevelse med det spanske sundhedsvæsen, der har været med til at gøre det lettere at træffe beslutningen om at flytte til Danmark.
De tidligere All England-mestre er meget berejste og har bl.a. været i Tokyo og Indonesien, og Knud Aage, i sportsverdenen kendt under øgenavnet ”Grønært”, har netop skrevet en bog om sit liv, så interesserede familiemedlemmer selv kan læse hans imponerende livshistorie.
”Konfirmanderne i familien får også et eksemplar, men de læser den nok først, når de runder 50,” griner Knud Aage.

Ady begravede sin mand i Spanien for 25 år siden og vælger at blive i her resten af sit liv.
Det var en ekspropriering af den gård, parret ejede, der gjorde, at de tog skridtet og flyttede til Spanien i det hus, de selv havde bygget. Planen var, at de her skulle nyde alderdommen og deres tidlige pension sammen. Men Adys mand døde kun få år efter, at de var flyttet ind i huset i Torrenueva på Mijas Costa.
”Jeg var ikke i tvivl om, at han skulle begraves i Spanien og ikke i Danmark, ligesom at jeg heller ikke var i tvivl om, at jeg aldrig ville vende tilbage til Danmark. Min søn var flyttet til Californien, og min datter, som på det tidspunkt var ved at færdiguddanne sig, ville også søge ud efter endt uddannelse,” siger Ady om den familie, der er drevet af udlængsel. Adys datter bor da heller ikke i Danmark i dag men er bosiddende i Geneve. Ady selv har også fuldkomment affundet sig med, at hun skal stedes til hvile i Spanien, når tiden kommer.
”Danmark forekommer mig så usikkert på det seneste, og det er bestemt ikke noget, jeg har lyst til at tage hjem til i min alderdom.”
Ady har endnu ikke brug for assistance, men hun benytter sig af en opkaldsservice, som et dansk hjemmepleje-firma her på Costa del Sol udbyder. Her bliver hun ringet op hver morgen på et bestemt tidspunkt, og det giver Ady en følelse af tryghed.

Der er to modeller, som er med til at danne grundstenene for opbygning af et velfærdssamfund.
Den ene model er opkaldt efter Bismarck og går ud på, at det, man som borger yder til staten gennem hele livet, får man igen, når man står i situationer, hvor man af en eller anden grund er uarbejdsdygtig. Det er en slags forsikring, borgeren har gjort sig berettiget til.
Den anden model er den angelsaksiske model, der betegnes som universel. Den adskiller sig væsentligt fra den første, da hele befolkningen i samfundet er berettiget til økonomisk hjælp, lige meget om man som borger på noget tidspunkt har bidraget til systemet. Modellen tillader, at folk i en dårlig økonomisk situation har ret til hjælp, det vil sige, at de der bidrager til samfundet i kraft af deres produktivitet, er med til at forbedre levevilkårene for de dårligst stillede. Modellens formål er at undgå fattigdom og skabe et tilnærmelsesvist ligestillet samfund. Det er et system, hvor finansieringen af de offentlige ydelser hænger sammen med skattesystemet.
Det danske velfærdssamfund er bygget op omkring den sidstnævnte model, mens det spanske system nok hviler mest op af den første model.