De korrupte forbrugerråd

De er til for at beskytte os og skabe retfærdighed. Det har de også gjort – men kun delvist. For det viser sig nu, at frontfigurerne i to af landets bedst kendte forbrugerråd i årtier har haft fingrene dybt i kagedåsen og på værst tænkelige vis har afpresset flere store virksomheder og fremtrædende personligheder.

Voldsom formand
Det er en gåde, hvordan Luis Pineda i 1986 kunne få sit nystartede Ausbanc godkendt af Indenrigsministeriet som Spaniens officielle råd for brugere af bankydelser. Idéen med Ausbanc som forbrugerråd fejler ikke noget, men Luis Pineda var i samme periode leder af den fascistiske organisation ”Frente de la Juventud”, hvis aktiviteter var af så voldelig art, at Pineda flere gange blev varetægtsfængslet. Hvordan han i denne periode, som var socialistpartiets storhedstid, kunne få Ausbanc accepteret af ministeriet, kan ingen give et fornuftigt svar på. I dag – 30 år efter – er Luis Pineda atter i politiets søgelys, men anklagerne mod ham for afpresning og magtmisbrug er nu så omfattende, at han denne gang næppe nøjes med en mild straf. For at forstå hvordan det er kommet så vidt, bliver vi nødt til at se på de gode sider af Pineda og Ausbanc, som har fejret store triumfer på forbrugernes vegne.

De gode sager
Som forbrugerråd modtog Ausbanc i årtier markante årlige statstilskud. Derfor har organisationen haft midlerne til at råde over et bredt netværk af advokater, der gennem årene har vundet en række opsigtsvækkende sager, som alle har været i stor interesse for store dele af befolkningen. Det var således Ausbanc, der i starten af 00’erne fik bekæmpet bankernes tvivlsomme afrunding af rentesatserne ved udlån. Det var også Ausbanc, der fik parlamentet til at godkende oprettelsen af et samlet offentligt register for livsforsikringer. Inden da blev flere livsforsikringer aldrig udbetalt, da det for arvinger ofte var svært at få kendskab til om deres afdøde familiemedlem havde en livsforsikring eller ej. Og det var også Ausbanc, der fik skovlen under de banker, som i deres hypoteklån med variabel rente havde indført den meget omtalte klausul ”cláusula suelo”. Klausulen sikrede bankerne en mindsterente på f.eks. tre procent, selvom renten var endnu lavere, hvilket var – og fortsat er – tilfældet.
Det var tre sager, som i den brede offentlighed skabte stor respekt for Ausbanc. I den finansielle sektor skabte det ikke bare respekt. Det skabte direkte frygt. Her ønskede ingen at komme på kant med Ausbanc. Det vidste Luis Pineda naturligvis godt, og det er mere end højst sandsynligt, at han udnyttede situationen til at få lidt mønt på lommen. Den tidligere leder af finans- og investeringsselskabet Credit Service, Javier López, har både anmeldt og tilstået, at han igennem en årrække ”bestilte” årlig konsulentbistand for 300.000 euro hos Luis Pineda som privatperson.
”Beskeden var ganske klar: Hvis jeg ikke betalte, ville de efterforske min virksomhed. Alene det faktum ville gøre kæmpe skade mod os,” har han flere gange forklaret til medier og myndigheder.
Men det var tilsyneladende kun starten på festen. I følge den offentlige anklager i sagen, Santiago Pedraz, har Luis Pineda afpresset sig til mindst syv millioner euro. Og festen blev for alvor god, da han i 1995 allierede sig med sin gamle fascistven Miguel Bernad.

Rene hænder
Mens Luis Pineda var medlem af fascistgruppen ”Frente de la Juventud” var Miguel Bernad en af de fremtrædende figurer i organisationen ”Frente Nacional”, som politisk kæmpede for at komme til magten og fortsætte i Francos spor efter diktatorens død i 1975. Deres ideologier og illusioner braste, men deres venskab var ubrydeligt.
Man skyder næppe helt ved siden af, hvis man påstår, at snakken mellem de to gamle fascistvenner med årene er gået mere og mere på forretning. Faktum er, at Miguel Bernad i ’95 stiftede Manos Limpios (Rene Hænder) som noget nær et søsterselskab til Ausbanc. Manos Limpios var en mærkelig udefinerbar størrelse. Det var hverken et forbrugerråd eller en fagforening, men nærmere en slags ”offentlighedens talerør”. Men blot det faktum, at organisationen gik hånd i hånd med Ausbanc, skabte den fornødne respekt. Sammen kunne de nå langt i disciplinen ”økonomisk afpresning”, for mens Ausbanc kun kunne operere indenfor denne finansielle verden, kunne Manos Limpios sprede sig til entreprenører, industrien, politiske partier og sågar kongehuset. Aktivitetsniveauet var i top fra første dag og sammen var de to kriminelle organisationer endnu stærkere. Konceptet var uændret: Hvis man ikke betaler, er det inspektion, sagsanlæg og dårlig omtale i pressen. De største sager var sagerne mod Banco Sabadell, sparekassen UniCajas præsident Braulio Medel, som tilsyneladende måtte slippe én million euro for at undgå dårlig omtale, blot et par dage før UniCaja skulle lanceres på børsen. Og så var der Nóos-sagen, hvor selveste Prinsesse Cristina var, og fortsat er, involveret. Denne sag blev sagen, der fik hele korthuset til at falde sammen for de to svindlere.

Ikke bange
Anklagerne mod Prinsessen og hendes mand i Nóos-sagen kommer ikke kun fra den offentlige anklager. De kommer også fra Manos Limpias i endnu et forsøg på afpresning. Men den gik ikke denne gang. Tværtimod. For Miquel Roca er ikke bare Prinsesse Cristinas forsvarsadvokat. Han er en af Spaniens bedste og – trods sine 76 år – mest kontante advokater. Og han er ikke bange for to gamle fascister. Tilmed er han givetvis godt træt af dem, for han er født i eksil, da hans forældre flygtede fra Francos diktatur.
Miquel Roca var en af de syv advokater, som udarbejdede den spanske grundlov i 1977, og lige siden har han haft sin dagligdag blandt toppen indenfor retssystemet. Så da Pineda og Bernad begyndte at spille med musklerne, tøvede han ikke med at sætte det helt store skyts ind mod dem. Deres metoder blev afsløret og dokumenteret, så det kunne bruges i en retssag. Derfor har begge organisationer i dag fået inddraget deres licens og Miguel Bernad sidder bag tremmer. Og der skal et mirakel til at redde Luis Pineda fra at lide samme skæbne.
Måske kommer de til at dele celle. Så kan snakken om afpresning og de fascistiske ideologier få frit løb.
Bernad og Pineda har sikret sig en fin plads i historiebøgerne som den nyere tids mest tragikomiske makkerpar.