Galgoen - elsket af sin galguero som tyren af matadoren

Galgo Español
Det er ingen nyhed, at mange dyr i Spanien mishandles. Muldyr, hvis forben bindes sammen for at begrænse deres mobilitet for at undgå, at de ikke stikker af. Underernærede heste, som står uden for hele dagen i den bagende sol, selvom loven siger noget andet. Grise, som transporteres i overfyldte lastbiler, og som står så trængt under transporten, at de kvæles til døde. Børn, som svinger katte i halerne, så de til sidst falder af. Æsler, som sparkes til, når de falder om af udmattelse efter at være blevet brugt som turisttaxa. Tyrefægtning. Hvad der sjældnere tales om er situationen for de spanske mynder galgo español, eller blot galgos. Dette selvom skæbnen for denne hunderace af mange ikke er ukendt.

Navnet galgo kommer fra det spanske ord perro de la Galia, som betyder gallerens hund. Disse elegante, harmoniske og sommetider sky hunde anvendes i Spanien hovedsageligt til smådyrsjagt – specielt til harejagt. Galgo’ens krop minder om greyhound’ens, som ofte er brugt i hundevæddeløb, men galgos er en smule mindre og ideelle til korte distancer. De når uden besvær en hastighed på 65 km/t.
Det er især populært at jage med galgos i Andalusien, Kastilien-La Mancha, Kastilien og León samt i Madrid og Extremadura. Men hundenes popularitet betyder ikke, at deres ejere er stolte af dem og behandler dem godt – faktisk er det modsatte snarere tilfældet.

Jagten slutter med pianospil
Inden jagtsæsonen begynder i oktober, trænes de hurtige hunde i flere måneder. Ofte sker dette ved, at de slippes fri og får lov til at løbe lange strækninger på grusveje efter en bil, og når poterne begynder at bløde, anses dette blot som værende godt for at hærde dem. Der tages ingen hensyn til udmattelse; hundene skal bare fortsætte. Når det sidenhen er blevet tid til jagt, mødes galgueros (jægere med galgos) i grupper på en slette. Her vælges to hunde til at konkurrere mod hinanden, hvorefter byttet slippes løs. Nu er der kun ét fokus: At fange byttet. Hundene løber frem over sletten, og den stolte vinder er naturligvis den, som fanger haren og bringer den tilbage til sin ejer. Derefter stilles det næste par hunde op, klar til næste jagtløb. Alt dette for at underholde ejerne.

Denne jagtform er ikke andet end chikane mod dyrene; en hensynsløs form for jagt. Vinderhundene belønnes nemlig sjældent med mere end livet i behold. De hunde, som bringer skam over deres ejere ved ikke at leve op til forventningerne, går i februar, når jagtsæsonen er ovre, en dyster skæbne i møde som straf. Den mildeste straf er, hvis galgueroen ringer til et hundeasyl for at få afhentet hunden. Det er dog mere almindeligt, at hundene opgives helt, køres væk og efterlades til at dø, afmagrede og muligvis tilskadekomne. Få galgueros er nemlig villige til at spendere hverken tid eller penge på at fodre og tage sig af en hund, som ikke har ydet, hvad der forventes af den. Samme skæbne gør sig gældende, hvis hunden anses for at være gammel – hvilket i denne sammenhæng er, når hunden har nået en alder på tre-fire år.

Jo værre en hund har præsteret under sæsonen, desto grusommere en straf venter den. Ifølge traditionen bringer en hunds lidelser lykke til dens ejer i den følgende jagtsæson. Jo mere lidelse, desto større held. Af denne grund slæbes blodige hunde efter biler, eller – endnu være – efterlades til at tocar el piano (spille klaver). Sidstnævnte er en gammel tradition, som går ud på, at hunden hænges med en løkke om halsen så højt oppe i et træ, at den knapt nok kan nå jorden med bagpoterne, hvormed hunden hele tiden, trippende med poterne, forsøger at finde fodfæste, indtil den ikke orker mere. Der kan gå op til seks dage med uudholdelig lidelse, før hunden dør. Andre traditionelle metoder for straf er at kaste hundene i en forladt brønd, brænde dem levende eller at stene dem til døde.

Virkeligheden bag los galgueros
Spanien er det eneste land i Europa, hvor det stadig er tilladt at jage med galgos. Hvert år trænes massevis af hunde meget hårdt for at glæde ejerne under jagten. For at finde ud af mere om hundetræningen og historierne om deres grusomme skæbner har La Danesa forsøgt at tage kontakt til en gruppe af galgueros, men ingen af dem har udvist lyst eller vilje til at samarbejde. Heller ikke Guardia Civil i Málaga har vendt tilbage til La Danesa med svar på spørgsmål om den omfattende dyremishandling, og fra den landsdækkende Federación Española de Galgos (Den spanske organisation for galgos) er der blot kommet et kort svar: At de fordømmer den dårlige behandling. Dette på trods af, at det kunne tænkes, at de ville være interesserede i at benægte den dårlige behandling af galgos eller forklare forsøgene på at rette op på denne behandling for at gøre det klart, at det ikke er i deres interesse, at der bruges galgos til jagtløb.

Hos SOS Galgos i Barcelona, som har reddet hunde i mere end 15 år fra både Andalusien, Kastilien-La Mancha, Kastilien og León og givet dem pleje samt gjort dem klar til adoption, er historien en anden.
Anna Clements, grundlægger og daglig leder af SOS Galgos, bekræfter den udbredte dyremishandling. Hun fortæller, at op mod 50.000 galgos hvert år får den grummeste skæbne, samt at disse i deres korte levetid ofte lever i små, beskidte bure og ofte er bundet stramt, samt hverken får pleje eller menneskelig varme og omsorg. Når jagtsæsonen er slut, er det billigere for en galguero at opgive hundene og i stedet købe en ny til næste års jagtsæson, frem for at beholde de gamle. Hundene fremavles nemlig i uvisse mængder uden for myndighedernes kontrol.

Anna Clements er en af dem, som har viet sit liv til at redde så mange hunde som muligt. Hvert år findes der nye hjem til op mod 350 hunde, som mishandles og opgives af deres tidligere ejere. En del galgueros ringer for at bede hende om at hente en hund og truer med, at den ellers hænges. Andre finder Anna selv frem til efter tips fra borgere, hvorefter hun kører ud og henter hundene. Men det er kun et begrænset antal, som SOS Galgos kan tage under sine vinger.

Kontrol af ejerskab
I Spanien findes der over 190.000 galgueros med ca. 500.000 registrerede hunde, men præcis hvor mange galgos, hver enkelt galguero ejer, er ukendt. Mange mener, at der findes ca. 900.000 galgos i Spanien, og så er de, som holder galgos som husdyr, endda ikke medregnet .

For at få bugt med dyremishandlingen og de opgivne hunde ønsker Anna Clements fra SOS Galgos, at emnet når de spanske myndigheder. Hun mener, at antallet af dyr pr. ejer skal kontrolleres, og at der skal slås hårdere ned på de tilfælde, hvor dyrene mishandles eller ikke er registrerede. Desuden ønsker hun, at der indføres et forbud mod jagt med galgos ligesom i det øvrige EU, ligesom hun håber, at landet skal udvikle det kulturelle syn på dyr i almindelighed, således at spaniere allerede som børn lærer at værdsætte og respektere alle slags dyr.

Galgoen som selskabshund
Galgos español som selskabshund er meget trofast, harmonisk og rolig. De egner sig udmærket som kæledyr. En galgo holder af at sove og hviler sig gerne op mod 16 timer i døgnet på en blød plads – en sofa, vatteret madras eller seng. De trives godt indendørs, er sociale og vil gerne være en del af familien, også når der er børn og ældre. Det er en myte, at de kræver meget motion, og tre gåture om dagen på 20 minutter hver er faktisk ofte tilstrækkeligt.

Som race er galgos generelt livsglade, kærlige og venlige. De er let medgørlige og anses generelt for at være sunde og raske uden racespecifikke sygdomme, og de bliver sædvanligvis 11-13 år.

Vil du vide mere, og støtte arbejdet hen mod en lovændring, som kan redde de smukke og kærlige dyr fra en grum menneskeskabt skæbne, så besøg hjemmesiderne herunder på hhv. spansk/engelsk og på dansk.

http://sosgalgos.com/

http://www.galgo-sos.dk/