Prisvindende flygtningefotograf: "Det var blot et hverdagsfoto"

 

“Jeg valgte ikke at blive “flygtningefotograf”, jeg dækkede blot de nyheder, som kom til min hoveddør. Fuerteventura er den spanske ø, som ligger tættest på Afrika, og i slutingen af 90’erne og op gennem 00’erne ankom mange flygtninge til øen i både. De befandt sig under umenneskelige forhold, og det var og er en vigtig nyhed at fortælle.”
I 2005 vandt Juan Medina prisen for verdens bedste pressefoto for et billede taget af skibsbrudne flygtninge fra Afrika, i færd med at blive reddet af kystvagten. Gennem sin linse har han set mere end de fleste mennesker når i løbet af et helt liv. Han har en ydmyg tilgang til jobbet, bryder sig generelt ikke om at tale om sig selv eller sine meninger og befinder sig bedst bag ved kameraet og ikke foran.

 

 

De ignorerede og anonyme mennesker
I 2014 ankom 288 immigranter til Gran Canaria, størstedelen med både. Det er en stigning på 92 personer i forhold til 2013, men det er dog et lille antal, set i lyset af de næsten 36.000 immigranter, der ankom til øgruppen i 2006, hvoraf de fleste kom fra Afrika. Det er de mennesker, som er i fokus på Juan Medinas fotografier, og som for første gang i løbet af interviewet, får ham til at tale med følelserne frem for med hovedet.
“Jeg har set mange døde mennesker i løbet af årene, men det værste er de personer, som forsvinder i forsøget på at nå frem. De anonyme. Det er mennesker, der forlod deres hjem for lang tid siden, og hvis familie aldrig får svar. Det får mig til at tænke på, hvor trist det er, at de her mennesker er nødt til at risikere livet for at gøre noget, som alle i verden har gjort altid. Rejst, fundet nye verdener og nye hjem. Humanitære kriser flytter sig med tiden og til nye områder, det er blot omstændighederne, som ændrer sig.”
Motiverne på Juan Medinas fotos viser, hvem hovedpersonerne er i vor tids største “immigrationskrise”. Mennesker, der ser et spinkelt håb i hans kamera; en mulighed for at fortælle deres historie og dét, at nogen måske vil lytte til den.

“Mange af personerne på mine billeder bliver ofte ignoreret, så når nogen viser interesse for deres sag, vil de gerne fortælle om det, de gennemgår. De ønsker at blive lagt mærke til.”

Juan Medina erkender vigtigheden af sit arbejde, men er ikke enig i, at folk som ham selv har “magt” til at forandre på verden gennem artikler eller fotos.
“Vi journalister og fotografer er vidner til tragedier, og det er vores arbejde at dokumentere det, vi ser. Men vi kan ikke ændre på omstændighederne, og derfor har vi ingen reel magt. Det er folk, som ændrer verden, ikke billeder og ord,” pointerer han. Pressefotografen ønsker heller ikke at udpege et foto, som har gjort særligt indtryk på ham, hverken af sine egne ellers andres, da alle fotografier er lige vigtige i hans optik.
“Hvert et billede fortæller en unik og vigtig historie, og derfor kan man ikke sige, om ét fotografi er bedre end andre. De er alle med til at dokumentere verdens begivenheder og derfor lige betydningsfulde.”

 

Pressefotograf med hård hud
Gennem historien har det ene fotografi chokeret verden efter det andet. Skrigende børn i krigszoner, flydende lig i vandet, fædre og sønner med manglede lemmer og mødre med tårerne trillende ned ad kinderne, men for Juan Medina er det på ingen måder et særsyn. Og selvom han værdsætter prisen for verdens bedste pressefoto i sin tid, så var det for ham blot endnu et “hverdagsfoto”, der viser en minimal del af den håbløse situation, som immigranterne befinder sig i.
“Billedet er taget i et dramatisk øjeblik, men det er kun en lille del af det, som er sket i løbet af de seneste 20 år. Og efter at have set denne tragedie udspille sig over så mange år, er det desværre blevet normalt.”

For at komme så tæt på begivenhederne som muligt skal Juan Medina have tilladelse fra myndighederne, og i Spanien er der kun nogle få pressefotografer, som får lov at tage med kystvagten ud på havet. Det førnævnte prisvindende foto er taget i 2004 og forinden da, var det nærmest umuligt at få tilladelse til at tage sådanne billeder, da myndighederne i en årrække forbød journalister og fotografer at tage med politiet ud på aktion. Flere af Juan Medinas fotografier er da også blevet censureret af myndighederne, som et billede taget af en afrikansk bådflygtning kravlende op på stranden i sit våde tøj med solbadende turister i baggrunden. Fotografiet blev publiceret i 2007, hvorefter det blev censureret af De Canariske Øers lokalregering, angiveligt; “fordi billedet virkede stødende og var upassende, især for nogle bestemte højstående politikere,” som det beskrives i et citat fra en fotograf og blogger fra Madrid, Mauro A. Fuentes Álvarez, der efterfølgende publicerede billederne på sin blog.

De mange ubehagelige situationer og scenarier, som jobbet har budt på, bevirker ikke, at Juan Medina finder sit arbejde sværere end som så mange andre professioner.
“Jeg har ikke et svært job. Der er mange mennesker, som udfører et meget hårdere arbejde end mig. Folk, som risikerer deres liv for andre og som redder liv, gør meget mere end mig, og mit job kan på ingen måde sammenlignes med deres.”

På trods af sin ydmyghed i forbindelse med sit job og sine billeder, er Juan Medina uden tvivl en af nutidens dygtigste “flygtningefotografer”. Han tager billeder, som nogle politikere helst så forblive i mørkekammeret, og så er han manden bag nogle af verdens bedste fotografier, selvom de, ifølge ham selv, er hverdagsstof og ikke er bedre end som så mange andre billeder. Han er en mand af velovervejede og få ord, og som aldrig svarer dét, man som journalist “forventer” – men det er heller ikke nødvendigt, for hans fotografier taler deres tydelige sprog.
Bedøm selv her: http://www.bbc.com/mundo/noticias/2015/04/150427_migrantes_fotos_juan_medina_men

 

Foto Juan Medina 2: Screenshot: Det censurerede billede, der dog blev publiceret andre steder end på de Canariske Øer. BBC Mundo, 29. april 2015.