Castillo de Castellar

Castillo de Castellar er navnet på en gammel arabisk borg, der ligger nord for Gibraltar, lige på kanten af naturparken Alcornocales og balancerende på en klippe højt over søen Embalse de Guadarranque. Det er et helt specielt sted med en interessant historie, ikke blot fordi det er en ældgammel borg, men også fordi hele byen blev “besat” af hippier i 70erne. Den gamle borg er blevet indrettet til hotel, så man kan nu bo som en arabisk kalif og have udsigt ud over sletterne mod øst og syd, så man kan se, om de kristne hære kommer. Vi befinder os nemlig i det område, hvor alle byerne hedder “de la Frontera” til efternavn, for det var her på grænsen mellem de kristne og mauriske områder, at kampene bølgede frem og tilbage i århundreder.
Vi ankom til fods til Castillo de Castellar fra Jimena de la Frontera. Det er en vandretur på 21 km. Det meste af turen går langs med jernbanen mellem Jimena og Estación de Castellar og er dermed helt flad. Det er kun de sidste 4-5 km. at man skal stige opad til Castillo de Castellar, der ligger i 260 meters højde. Idet man nærmer sig toppen, ser man en gevaldig borg, der ligger og skuer ud over landskabet, og idet man vandrer ind igennem porten, føler man sig hensat til fjerne tider og tænker, om der snart dukker en ridder op for at forhindre, at man trænger ind i borgen. Men nej, nu om stunder er den eneste forhindring at finde indgangen til hotellet, som hedder Hotel Castillo de Castellar. Mærkeligt nok har man ikke ment, at det var nødvendigt at skrive hotellets navn over døren, men efter lidt vandren rundt i borggården finder vi alligevel ind til receptionen. Det er hotelkæden Tugasa, der ejer hotellet, som har 9 dobbeltværelser og 1 suite. Se www.tugasa.com.
Hotellet er helt specielt, for her bor man inde i den gamle borg fra 1200 tallet i fine værelser, der alle har fantastisk udsigt enten ned imod Gibraltar, som man kan se i klart vejr, eller ned over den flotte sø Embalse de Guadarranque.

 

 

Men endnu mere specielt er det faktum, at Castillo de Castellar er en af de meget få spanske landsbyer, der ligger inde bag ved selve borgens ringmur. Det er klart, at i gamle dage var det attraktivt at have sin bolig inde bag en tyk bymurs beskyttende omkreds, og her inde bag den intakte bymur opstod der en lille by med plads til ca. 200 mennesker. De fine små hvide huse ligger der endnu, og gaderne er smalle og krogede, så det hele emmer af idyl. Men de oprindelige familiers efterkommere er væk, og nu skal vi lige se på, hvordan det gik til.
Castillo de Castellar ligger som sagt på en høj klippe med stejle sider hele vejen rundt. Det gør naturligvis borgen let at forsvare, men det var ikke let for de 200 indbyggere at få et udkomme – der var for lidt jord at dyrke. Derfor blev det, som resultat af en landbrugsreform i slutningen af 60erne, vedtaget at anlægge en ny by nede på sletten 10 km. sydøst for borgen. Den nye by stod i stor modsætning til den gamle. Her var der fine, moderne huse med bad og toilet, brede gader, grønne parker og officielle kontorer. Desuden blev der tilbudt agerland til husene, så beboerne kunne få et udkomme. Til dette nye paradis flyttede nu de 200 beboere fra den gamle fæstning, og de var glade. Glade var sikkert også de mange hippier, især fra Tyskland, der nu flyttede ind i de tomme huse oppe ved borgen. Besættelse af tomme ejendomme var jo “moderne” i slutningen af 60erne og starten af 70erne, så her inden for de tykke mure opstod der et sikkert både udflippet og frisindet hippiemiljø. Og ja, nogle af de gamle hippier, nu langt oppe i 60erne, bor der endnu. Nogle har en restaurant, andre en bar, andre en butik. Når man nu selv er vokset op i hippietiden, kan man spotte en sådan ex-hippie på lang afstand, for Thylejr og Christiania stilen fornægter sig ikke, heller ikke i tysk udgave. Lidt sjovt er det.

 

 

Sjovt er det også at gå rundt i de små smalle gader, som er meget charmerende og oprindelige. Når man går rundt kan man se, at mange af husene er til leje. På et tidspunkt lykkedes det nemlig for ejerne at få hippierne smidt ud, og husene blev renoveret. I dag er det Tugasa, der bestyrer udlejningen, så det er altså det samme sted, man skal henvende sig, både når man vil bo på hotellet i borgen eller leje et hus.
Til hotellet hører der en lille hyggelig restaurant, der ligger i en af de smalle gader. Her er maden god og stemningen fin, så her kan man roligt spise. På vejen hen til restauranten passerer man på højre hånd på den samme gade en flamenco bar: Peña al Duende. Her skal man absolut gå ind og drikke øl og bestille “una ración de queso de cabra”. Det er prægtig ost der serveres med ristet brød og oliven, der smager så godt, at man får lyst til at kysse nogen. Og når så værten sætter en disk på med Paco de Lucía, så er der ved Gud ikke et øje tørt. Paco de Lucía spillede her i dette ydmyge og simple lokale, inden han blev berømt vidt og bredt, og det beretter værten gerne om. Det er forbudt at undlade at gå ind og støtte dette herlige lille foretagende.

 

 

Vandre kan man også oppe ved borgen. En fin lille vandretur går ned til søbredden forbi den gamle kilde La Fuente Vieja og videre ned til vandkanten. Ruten starter ca. 500 m. fra hotellet ved at man går ad asfaltvejen i modsat retning af den, man kom kørende af. Et skilt viser ruten på venstre hånd. En anden fin vandretur starter på højre hånd lige inden man kommer hen til borgen. Et skilt med Cueva el Castaño viser vej. Denne sti går ret stejlt nedad (husk stave) og ender nede ved en fin hule. Problemet er så nu, at man skal op igen ca. 200 højdemeter. Endelig skal det nævnes, at der findes en romersk anlagt sti, som går op til borgen. Den finder man ved at gå ad asfalten den vej man kørte op ad. Lige inden det første sving, fortsætter stien lige ud. Her kan man så få afprøvet romernes vejbelægning, som ikke er at kimse ad, selv om den er lidt ujævn. Faktisk hedder denne sti SL-A-115 og en beskrivelse af den kan downloades på: http://www.fedamon.com/senderos/prs/archivospdf/cadiz/SL-A%20115_LaCalzadaDehesaBoyal.pdf.  I hotellets reception kan man få et lille kort med vandreture.
Hvis man imod forventning ikke skulle have lyst til at bo oppe i borgen, kan man bo på et andet historisk sted nede ved foden af klippen. Her ligger nemlig godset La Almoraima, som oprindeligt var et kloster med store landtilliggender. I 1868 erhvervede El Duque de Medinaceli (en af Spaniens top adelsfamilier) klosteret og lavede det om til bolig for sig selv og familien. Det var fra Medinaceliernes jord, at man eksproprierede land til beboerne oppe fra borgen, som nu kom til at bo i Castellar de la Frontera, som den nye by blev kaldt.
I dag er det gamle kloster bygget om til hotel, og man passerer det i en stor rundkørsel, når man kommer ned fra borgen. Det ser dejligt ud udefra, og også hotellets website ser tillokkende ud.

Se www.laalmoraimahotel.com.

Af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov