Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 0043 Foto John Frank Skæv Vinkel
 
Store dele af den lokale spanske og danske presse var samlet en smuk forårsdag i ’95. Et lille stykke dansk/spansk politisk historie skulle skrives. For første gang blev en ikke indfødt spanier præsenteret som borgmesterkandidat. Blandt de tunge drenge i partitoppen stod John Frank. Uerfaren, upåagtet og, indtil da, et ubeskrevet blad i spansk lokalpolitik.

 

Det lignede en fuldstændig umulig opgave, for Mijas kommune har politisk altid været knaldrød og socialistpartiet sad på hele 19 af de 21 byrådspladser forud for kommunalvalget i ’95. Men med et valgprogram der sprudlede af nye initiativer, og en valgkamp der nåede ud i alle hjørner, stod John Frank og Partido Popular i meningsmålingerne pludselig til en sejr.

“Jeg har aldrig troet på meningsmålinger, men da målingerne giver os flertal, så må man i det mindste håbe på, de taler sandt,” fortæller John Frank i dag, 20 år efter han var meget tæt på at blive borgmester. I sidste ende løb PSOE med en kneben sejr.
“Det var hårdt arbejde, men også spændende og ærefuldt at være borgmesterkandidat,” fortæller John Frank. Han troede, det var en spøg, da partitoppen i Málaga udnævnte ham som partiets spidskandidat i Mijas. Indtil da havde John haft en beskeden rolle i Esperanza Oña’s partigruppe i Fuengirola, hvor han bl.a. stod for kommunikationen og oversættelser af kampagnemateriale til udlændinge, som netop havde fået stemmeret.
“Det er ikke let at være politiker. Man får hurtigt fjender udelukkende pga. sin partifarve. Dertil kommer, at ETA i slutningen af 90’erne var voldsomt ude efter PP’s lokalpolitikere. Også her i området. To blev dræbt i Sevilla og en i Málaga. Det var ikke unormalt, at politiet stod vagt ved vores hus om aftenen,” giver John Frank som de primære årsager til, at han forlod politik efter de fire år i byrådet.
 
De mange visitkort
Mere trygt var jobbet i banken. Eller rettere: Jobbet i bankerne, for det er ikke tilfældigt, at John Frank i nogle kredse kaldes for manden med de mange visitkort.
“Bankerne fussionerede en overgang så voldsomt, at jeg knapt vidste, hvilken bank jeg skulle på arbejde i næste uge,” fortæller John Frank ironisk om sin tid i de fem banker, han har arbejdet i. Den første var Københavns Handelsbank der, som den første, åbnede kontor på Costa del Sol i 1982.
Inden da tog han et spring, som bestemt ikke lever op til bankfolkets vanlige ry om at gå med livrem og seler.
“Da jeg kom hjem fra arbejde i Danmark, sad min kone, Susi enten med familiealbummet i skødet og tårer i øjnene, eller også havde hun familien i røret. Og spanierne snakker jo, så vi var gode kunder hos KTAS dengang,” fortæller John Frank med et grin på læben. Han forstod dog alvoren af situationen. John, Susi og deres to små drenge tog turen til Mijas, Susi’s fødeby. Samme år blev John Frank spansk statsborger. “Det var udelukkende af praktiske årsager. Min hjerte banker både for Danmark og Spanien,” fastslår han.
 
Forelskelse
Man kan kalde historien om John og Susi for kærlighed ved første blik eller livets tilfældigheder. Eller måske begge dele. Sagen er, at det var med nedbøjede ansigter, at Familien Frank med den 18-årige John modtog beskeden om, at der ikke var flere pladser til deres sommertur til Mallorca. I stedet tog de til Calella nær Barcelona. Ansigtet fik dog en anden mine, da den kun 16-årige studine bankede på hoteldøren.
“Der skete noget dér, som jeg ikke kan forklare. Jeg blev meget tiltrukket af Susi ved første øjenkast, og det må have været gensidigt,” fortæller John Frank. “Alle troede naturligvis, det var en uskyldig sommerflirt, for vi var purunge og boede i hver sin del af Europa. Men vi holdt kontakten og samme efterår tog jeg turen alene til Málaga, hvor Susi boede fast. Og her er vi så i dag – 42 år efter,” fortæller John Frank og afslører dermed sin alder.
 
60 år – ingen panik
Den 1. juni fylder han 60, men fødselaren garanterer, at det for ham ikke er lig panikalder. Den smarte sportsvogn og den ambitiøse slankekur er blot et symbol på hans livslange trang til flotte biler, og et ihærdigt forsøg på at smide nogle af de kilo han tog på efter at have langt smøgerne på hylden. John Franks runde fødselsdag skal fejres i familiens lag, men det er ikke utænkeligt, at det vil tikke ind med lykønskninger fra det utal af foreninger, loger og andre organisationer, som John Frank i tidens løb har været initiativtager til eller aktiv i.
“Jeg har altid haft meget at se til, men det har altid været mit eget valg. Og så er det jo kun positivt,” fortæller John Frank, som specielt er glad for at være medstifter af dyreværnsforeningen PAD. “Jeg har altid været glad for kæledyr, så da to andre dyrevenner opfordrede mig, tøvede jeg ikke med at takke ja.” Det var den gang, John Frank var politisk aktiv og tog initiativ til at samle politisk opbakning og finde et grundstykke til dyreværnsforeningen.
Bankmand, familiefar, borgmesterkandidat, iværksætter, dansker, spanier og dyrenes ven. Det er en mand med mange ansigter, der nu fylder 60.
 
Ti skæve til John:
 
Hvad er det skæveste du nogensinde har gjort?
Det var uden tvivl, da jeg i tidernes morgen opsagde min sikre bankstilling og flyttede med min kone og vores to drenge på henholdvis tre år og tre måneder til Spanien. Den var ren immigration. Det var alt eller intet. Ingen vej tilbage.
 
Hvad er det viseste råd, du nogensinde har fået?
Det fik jeg for ti år siden af min nærmeste familie, som seriøst anbefalede mig med at stoppe med at ryge. Indtil da havde jeg været aktiv ryger siden mit 14. år. Siden jeg stoppede, har jeg fået det meget bedre. Det burde jeg have gjort noget før.
 
Hvad bør ethvert menneske opleve før døden?
At blive forældre og se sine børn og børnebørn vokse op og se, at de har det godt. Det kan lyde lidt nostalgisk, men jeg mener det.
 
Hvad skal der til for, at din dag bliver perfekt?
At tingene skrider fremad, mål og delmål opnås. Det gælder både privat og professionelt.
 
Hvilken egenskab bryder du dig mindst om ved dig selv?
Jeg er nok alt for perfektionistisk. Og det kan gå ud over mine omgivelser.
 
Hvem beundrer du mest her i livet – og har du en helt?
Jeg beundrer Mother Teresa fra Calcutta for sit store arbejde for de fattige.
Jeg har ikke nogen helt, men rent politisk er mit forbillede Aznar. Han gjorde det godt for Spanien, for da han overtog regeringsmagten i ’96, var landet helt nede.
 
Hvad har været dit livs største skuffelse?
At blive stukket i ryggen af en person, som, jeg troede, var en ven. Det er heldigvis kun sket én gang i mit liv. Men det har gjort stort indtryk på mig.
 
Har du nogensinde røget et fed?
Et stort nej – men jeg har duftet til det. I mine sidste skoleår i midten af 70’erne stank der konstant af hash på skolens toiletter.
 
Fortæl én ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har altid haft et ønske om at spille et instument – gerne guitar. Jeg har købt guitaren og et kursus på dvd, men jeg er aldrig kommet videre.
 
Hvad ville du gøre hvis du var Mariano Rajoy (forud for valget til efteråret)?
Jeg ville samle tropperne lidt bedre internt. Han skal fortsætte med at være ærlig og komme med klare budskaber.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com. Foto Mugge Fischer

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa