Depression. Anoreksi. Skizofreni. Selvmordstanker. De fleste mennesker, der måtte blive ramt af én af disse eller andre sjælelige flodbølger, vil opsøge en læge og komme under behandling.
Andre søger hjælp i deres tro.
Går man i Spanien til sin katolske præst, er det muligt, at denne vil diagnosticere djævlebesættelse, hvortil der kan udskrives en recept på eksorcisme.
Det er naturligvis et spørgsmål om tro, hvilket sjældent kan debatteres og aldrig ringeagtes, men ud fra et nordisk synspunkt synes det som en tradition, der må høre fortiden til, hvilket mange spaniere er ganske så enige i.
Et nyligt eksempel på eksorcisme er i forbindelse med en 17-årig pige fra Burgos, der led af anoreksi og gik med selvmordstanker. Hendes forældre mente, at det måtte betyde, at hun var besat af djævelen og slæbte hende derfor til den lokale præst. Han beordrede djævleudryddelse, og 13 sessioner skulle der til, fordi, som præsten senere udtrykte det: “djævelen gjorde meget modstand.” Herefter var forældrene overbeviste om, at pigen var kureret.
Et par af pigens tanter og onkler anmeldte imidlertid sagen til myndighederne i Burgos, hvor de forklarede, at hun ikke blev godt behandlet derhjemme, og at det kunne være grunden til hendes sjælelige onde. Politiet undersøgte omstændighederne, og sagen kører nu ved domstolen. Den er desuden et eksempel på kontroverserne mellem de to markante modpoler i Spanien; den Katolske Kirke og det verdslige retssamfund.
Denne pige er langt fra den eneste, der i det 21. århundrede er blevet diagnosticeret ‘djævlebesat’.
Eksorcister og paver
I netop Burgos afholdt den Katolske Kirke for et par år siden en konference omkring eksorcisme. Her udtalte en præst og eksorcist, at ‘djævlebesættelse kun manifesterer sig punktuelt i normale mennesker, men nogle gange forbliver djævelen der i lang tid.’
Ifølge den spanske presse, der har brugt meget tryksværte på Burgos-sagen, er 15 præster i Spanien godkendt af Kirken som lovlige eksorcister.
En af de 15 præster udtaler, at djævlebesættelse kan have samme symptomer som skizofreni, og at kendetegnene kan være en tilbøjelighed til onde handlinger og en aversion imod hellige ting og traditioner.
Præsterne har travlt, for der skulle foregå langt flere djævleudryddelser, end man umiddelbart skulle tro. Det forklares med, at vi tilsyneladende lever i en ‘hedensk’ verden.
Djævleudryddelse er anerkendt af Vatikanet, men med den forholdsregel, at det kun må foregå, hvis en læge har fastslået, at den pågældende person ikke er psykisk syg. En tidligere pave, Paul VI, sagde, at én af djævelens sejre er at få folk til at tro, at han, altså djævelen, ikke eksisterer.
Skikken har været praktiseret siden 1600-tallet, og, mener de hertil inklinerede, den har overlevet siden da, fordi det virker.
Kors og lilla messehagel
Under den her omtalte piges 13 sessioner af djævleudryddelse blev hun bundet på en seng, hvorover der var hængt kors. Hun har senere til domstolen forklaret, at hun blev bundet, da hun forsøgte at stikke af.
Ellers foregår en session djævleuddrivelse ved, at præsten, iført lilla messehagel – farven er symbol på bod og eftertanke – drysser viet vand tilsat salt omkring det såkaldte offer. Han beder derefter helgener om at gå i forbøn. Flere bønner følger, han viser korset og laver korsets tegn over vedkommende. Dernæst tilskynder han djævelen til at forlade den plagede sjæl.
Der er eksempler på sessioner, der er foregået over flere år. Det gjaldt dog ikke Burgos-pigen, der på trods af at hun nu er fyldt 18 år, stadigvæk er i myndighedernes forvaring.
I Spanien er der et vist tabu omkring eksorcisme. Det samme er ikke tilfældet i andre, overvejende katolske lande som Italien, hvor man f.eks. i Milano de seneste to år har måttet fordoble antallet af praktiserende eksorcister, ligesom man har oprettet en hotline for at imødekomme efterspørgslen.
Og så har Vatikanet lagt en djævleudryddelse på internettet, hvor man kan foretage sin helt egen eksorcisme.
Eksorcisme
Ordet stammer fra det græske exorkismos, der kan oversættes til besværgelse.
Djævleudryddelse er også foregået i Norden – og det foregår stadigvæk, om end ganske sjældent. Tidligere var djævleudryddelser en del af dåbsritualet, men omfanget af disse forsvandt i forbindelse med reformationen og 1700-tallets oplysningstid.
