Det danske magasin i Spanien
Det knaldrøde Andalusien
shutterstock 226323322

Middelhavet er blåt. Olivenlundene er grønne. Og andalusierne er røde. Sådan har det altid været. Og det er svært at ændre på, mener den spanske forfatter og historiker Lucas Ruiz. De sidste 20 år har boet og undervist i Århus, men det har bestemt ikke mindsket hans interesse for sit hjemland og region, Andalusien.
 

Historien har sat sine dybe spor og det præger i allerhøjeste grad andalusierne, når de skal til stemmeurnerne. Siden første frie regionsvalg i 1982 har socialisterne altid siddet tungt på den politiske magt i Junta de Andalucía. Også i de perioder hvor den landsdækkende tendens har trukket mod højre.

“Der er ikke én årsag eller forklaring bag 30 års socialistisk flertal i Andalusien. Der er flere historiske og kulturelle faktorer, som trækker flertallet af andalusierne mod at stemme rødt,” forklarer Lucas Ruiz og peger på uligheden i Sydspanien som den første faktor.
“Andalusien og Extremadura har altid været socialistiske, bl.a. fordi uligheden i samfundet her har været størst. Ulighed skaber socialisme – ikke kun i Spanien,” forklarer Lucas Ruiz og uddyber: “Landbruget har altid været et dominernede erhverv i disse to regioner. Men aldrig særligt givtigt rent økonomisk. Socialisterne indførte landbrugsstøtten i starten af 80’erne, og det huskes og værdsættes stadig. Landbruget har brug for denne støtte fra Junta’en, og det frygtes, at den vil forsvinde, hvis det liberale PP kommer til magten,” forklarer Lucas Ruiz, som her giver en delvis forklaring på, hvorfor så mange landsbyer ledes af PSOE, mens flere af Andalusiens storbyer i dag har en PP’er for bordenden.
 
shutterstock 149423039
 
De stive PP’er
2011 var et fantastisk valgår for Partido Popular. Partiet fik absolut flertal i parlamentet og kom til magten i flere provinser, som ellers altid havde været socialistiske. Heriblandt Extremadura. Men vejen dertil har været lang og sej, for PP har igennem årtier måtte kæmpe med og mod sin fortid. Og gør partiet delvist stadig. Noget tyder i alt fald på, at flertallet af andalusierne ikke har glemt, at tidligere Franco-støtter stod bag etableringen af Alianza Popular, forgængeren til Partido Popular, forud for det første frie parlamentsvalg i 1977. Bedst huskes vel den temperamentsfulde, men ellers populære, politiker Manuel Fraga, som var minister under Franco og senere spidskandidat for Partido Popular op igennen 80’erne.
“Det er som om, andalusierne fortsat ikke har rystet fortiden af sig. Mange unge bor hjemme, til de er 30-35 år og hører stadig på farmands historier fra efterkrigstiden og Franco-tiden. Det er ikke historier, der får børnene til at hælde mod et kryds ved liste PP til næste valg,” forklarer Lucas Ruiz, mens han understreger, at andalusierne ellers ikke er bange for forandring. “Partido Popular vandt jo sidste regionalvalg for første gang i historien. De kunne bare ikke bruge sejren til noget, da PSOE og IU sammen kunne samle flertal. At PP ikke får absolut flertal, mener jeg, er fordi, partiet ikke formår at komme af med sit stive og konservative ry. Det er to egenskaber, som slet ikke passer til den andalusiske blødhed og livsglæde,” forklarer Lucas Ruiz.
 
Ingen blød mellemvej
Den spanske forfatter og historiker har en sidste vigtig pointe i forklaringen bag socialisternes mangeårige magt i Andalusien. Den går på topartisystemet, for det eneste betydningsfulde alternativ til PSOE har altid været PP.
“I hverken spansk eller andalusisk politik har man midterpartierne som i Danmark. Derfor er jeg sikker på, at mange fortsat stemmer på PSOE af mangel på bedre, for springet til PP er for stort. Et godt midterparti ville kunne få stor succes,” mener Lucas Ruiz. I en årrække så det ellers ud til, at det regionale parti, Partido Andalucista, kunne blive det alternativ, der savnes i dag. Men sådan skulle det ikke gå.
 
flamencodanser
 
Stolte men ikke patriotiske
“Andalusierne er stolte af at være andalusiere. Men de er ikke patriotiske. Bl.a. derfor blev Partido Andalucista aldrig den store succes, og i dag er partiet nærmest forsvundet.” Lucas Ruiz henviser igen til historien, som forklarer, hvorfor andalusierne slet ikke er patriotiske. “Mange af de spanske kerneværdier stammer fra Andalusien, som altid har været en del af kongedømmet Castilla, der bestod frem til 1942 og i dag er den største region Spanien. Spørger du fx en franskmand, hvad han tænker på, når du nævner Spanien, siger han: Sol, varme, fest og livsglæde. Dette er også lig med Andalusien og viser klart, at andalusierne fint identificerer sig med de spanske kerneværdier. Derfor er andalusierne ikke så regional-patriotiske,” slutter Lucas Ruiz. Derimod er de knaldrøde. Også efter næste valg, mener den spanske historiker.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.