Vejen fra Nerja til landsbyen Torrox var smal, snoet og ikke cementeret. Så det var en hård tur for den lille, tætpakkede bil med familien Haugen Sørensen ombord. Et par dage inden havde de forladt det sikre Danmark, og kørt ud i det uvisse. “Folk har vel tænkt: Dér kommer den skøre kunstnerfamilie,” siger familiens datter, Caroline, som dengang kun var ni år gammel. Året var 1981.
Det var familiens fader og, også dengang, kendte maler Arne Haugen Sørensen, der drømte om at leve og finde inspiration til sine værker i Andalusien. Og naturligvis skulle familien med. “Mine forældre har aldrig været bange for at tænke ud over de traditionelle baner og kaste sig ud i nye projekter,” fortæller Caroline Krabbe Haugen Sørensen, som i daglig tale nøjes med at bruge det første efternavn.
Barndommen var dansk, men…
I det nye andalusiske hjem var tonen dansk, men omgivelserne markant anderledes. For at komme i bad skulle der hentes vand fra brønden, og Caroline og hendes søster lavede lektier ved lyset fra petroleumslamper.
“Vi gik i landsbyskole. Det var en kæmpe udfordring. Ikke bare for os, men bestemt også for lærerne, for vi var de første og eneste udlændinge på skolen,” husker Caroline.
Kontakten med familien og Danmark blev primært vedligeholdt, når den lange spanske sommerferie kom. “Så tog min søster og jeg Costa Expressen fra Nerja til Danmark. Det tog næsten fire dage med den bus, og klientellet stod i skærende kontrast til vores daglige miljø. Det var helt vanvittigt,” fortæller Caroline med et stort grin.
Hun bor i dag i Frigiliana, men hun har været vidt omkring. “Min mand er argentiner. Vi mødtes som meget unge, og boede en årræke i Argentina. Vi har også rejst i lande som Chile, Peru, Egypten og USA,” fortæller den i dag 42-årige Caroline, som hverken føler sig dansk eller spansk. “Jeg føler, jeg har taget det bedste til mig fra den danske, spanske og argentinske kultur og har ikke noget behov for at knytte mig til ét flag og én nationalsang.”
Samme charmerende blanding findes i hjemmet. “Min 20-årige datter er nu på højskole i Danmark. Det elsker hun, så jeg tror, hun nu bliver mere dansk end min 17-årige søn. Han føler sig mere som en blanding af de tre kulturer, men når det kommer til sport, holder han altid med Argentina. Det er en forunderlig og spændende verden, vi lever i,” konkluderer Caroline Krabbe.
To garager blev til galleri
Forunderlig er historien om hendes galleri også. Carolines mor laver keramik og Caroline selv har arvet faderens lyst til og talent for at male.
“Min mor havde et ønske om, at vi skulle starte noget sammen. Mine forældre havde to garager under deres tidligere bolig i Frigiliana, som de ikke brugte, da de flyttede lidt uden for byen. Så dem klargjorde vi til Galleri Krabbe,” fortæller den kreative pige. Og Galleri Krabbe er i dag et flot og velfungerende galleri. Prominente navne som Lars Physant, Gunther Grass, Leif Sylvester og Carolines far, Arne Haugen Sørensen, udstiller i galleriet. Og deres værker sælger godt.
“Frigiliana er den lille landsby med de store kunstnere. Mange kommer hertil for at købe kunst. Vi sælger også en del kunst via nettet og fragter det til Danmark eller andetsteds. Man må jo være lidt kreativ,” fortæller Caroline med et smil. Selv om vilkårene for kunsten ikke altid er de bedste, ser hun en lys fremtid for sit galleri og kunsten i sin helhed. “Kunsten vil aldrig dø. Kunstnere og kunsten finder altid nye veje. Også i krisetider. Det kan være svært – men altid spændende,” slutter Caroline.
Hun drømmer om en dag at kunne leve af sin kunst. Og så vil hun også gerne til Australien. Hun er, som sine forældre, ikke bange for at pakke bilen og køre ud i det uvisse.
Ti skæve til Caroline
Hvad er det “skæveste”, du nogensinde har gjort?
I 1993 flyttede jeg med min kæreste til Argentina efter kun at have kendt ham i én måned. Efter fire måneder blev vi gift. Det gik hurtigt – men vi er stadigvæk sammen.
Hvad er din dårligste vane?
Jeg er meget systematisk og kigger på uret mindst én gang i timen.
Måske er det, fordi tiden er guld værd. Dagen i dag kommer ikke tilbage.
Hvornår i dit liv hvar du været mest bange?
Da jeg i 2003 fik konstateret sclerose og lægerne kort tid efter fandt kræft i skjoldbruskkirtlen. Da blev jeg bange. Jeg er kureret for kræften. Sclerosen lever jeg fint med.
Hvem beundrer du mest her i livet? Og har du en helt?
Jeg beundrer min far (Arne Haugen Sørensen), som er 82, og stadig maler fantastisk. Og så er han en klog mand.
Jeg har ikke en helt, men der er mange mennesker, der fortjener en heltemedalje. Helt almindelige mennesker som gør en lille forskel i andre menneskers hverdag.
Hvad synes du mindst om ved dig selv?
Jeg er ikke så social, som mange tror, og kunne godt tænke mig at være mere uadvendt.
Er der noget, du for alvor fortryder i dit liv?
I ’94 kom jeg ind på Danmarks Designskole, hvor det svært at blive optaget. Jeg sprang fra efter et par måneder. I dag kunne jeg godt have tænkt mig at gøre uddannelsen færdig. Men omvendt så havde jeg nok ikke siddet her i dag. Jeg fortryder også, at jeg ikke har været konsekvent nok med at tale dansk til mine børn.
Hvilke tre personer ville du helst have en rundbordsdiskussion med?
Poeten og dramatikeren Federico García Lorca, maleren Pablo Picasso og så den columbianske forfatter Gabriel García Márquez. Det ville være fantastisk at sidde ved et bord og tale med dem, eller bare få lov at lytte. Desværre er der ingen af dem, som lever længere, så jeg må nøjes med at nyde de værker, de har efterladt sig.
Hvad er det mærkeligste, du har spist?
Fårehjerne i pastapuder i Argentina. Det lyder ulækkert, men smagte fint.
Hvad er det vildeste, du har prøvet på en rejse?
Det skete i Peru sidste år, da jeg stod med mine to børn og mand på Machu Picchu. Det var utroligt smukt. Jeg har altid drømt om at komme dertil, og det var en gave at stå dér med mine nærmeste.
Har du en hobby?
Kunsten er både mit arbejde og min hobby. Jeg læser kunsthistorie på universitetet, så at læse og male fylder stort set al min fritid.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com. Foto af Mugge Fischer, mugge@norrbom.com
