Rosinen. En sød, lille rynket sag, der er fyldt med smag, men den er mere end blot en kilde til velbehag. For under det krøllede skind gemmer sig historien om rosin-bøndernes unikke sind. Vejen fra drue til rosin er tre måneder lang, og i landsbyen Almáchar foregår rosinhøsten stadig, som dengang tipoldefar var dreng.
Solen står op bag bjergene på vej mod Almáchar, hvor en snoet landevej er morgenstundens eneste følgesved. Bjerglandsbyen ligger øst for Málaga og er et af de få steder, hvor rosin-bønderne stadig holder til. Almáchar har sit eget rosin-museum, Museo de la Pasa, og vinstokke beklæder bjergskråningerne rundt om byen. En næsten lidt for idyllisk stemning møder én, da brostenene på byens torv passeres. Tre solbrændte, ældre mænd med dybe rynker og hver sin stok sidder på en bænk og diskuterer, ja, rosinhøsten sikkert. Det er som at befinde sig i en andalusisk tidslomme, hvor kun larmen fra scooterne bringer én tilbage til nutiden.
Museo de la Pasa: rosiner i et nyt perspektiv
Endnu en scootermotor brummer i det fjerne. Den kører op foran døren til museet, hvor den parkerer. Juan Pérez, viceborgmester i Almáchar, står af og finder nøglerne frem. Han er iklædt lyse jeans, en tofarvet polo og lædersko med gummibund; ikke just det man forbinder med en viceborgmester, men han passer på en måde perfekt ind i de simple omgivelser. Han åbner døren til museet, som gemmer på datidens rosinverden.
“Det eneste, som har ændret sig gennem årene er materialerne som saksene, kurvene og skoene laves af, ellers er alt forblevet det samme, og flere steder bruger man stadig æsler til at bære druekasserne,” siger Pérez, mens han fortæller om rosinhøsten og viser to par underligt udseende “sko” frem fra tidligere tider. Ja, de minder vel mest om et par forvoksede balletsko. Det ældste par er lavet af halm, mens det andet er lavet af et gammelt bildæk for godt 50 år siden.
Huset, eller museet, er bygget op fra grunden – bogstaveligt talt. Væggene er konstrueret af selv samme jord, som huset ligger på, og bygningen, ja hele landsbyen faktisk, ser nærmest ud til at være gravet ud af bjergskråningen. Museet består af tre etager, og gamle billeder, skære- og hakkeredskaber, kurve af flet og store runde sier hænger til skue på væggene. Rosiner var, og er, levegrundlaget for mange af landbyboerne, og i et hus som dette boede der før i tiden ofte 10-12 familiemedlemmer, som hver især havde deres ansvarsområde.
“Alle i familien hjalp til i arbejdet med rosinerne. Helt fra barns ben lærte børnene at plukke og sortere rosinerne. De første år, skulle de selv sortere en hel trækasse med rosiner, årene efter to osv.,” forklarer Juan Pérez, der selv er tidligere vindruebonde.
Mangoer og avocadoer er de nye rosiner, men…
I dag er husene dog ikke fyldt med helt så mange børn som tidligere, og stadig flere unge rykker mod de større byer. Generelt er rosinbranchen ikke i særlig høj kurs i dag, fortæller Juan Pérez.
“Mange tidligere vindrueavlere har skiftet rosinerne ud med eksotiske frugter som mango og avocado. De har en bedre pris og kræver ikke nær så meget arbejde. Men her i området bærer vi traditionen i hjertet. Det handler om vores historie og identitet, og for mange er dét at dyrke vindruer hele tilværelsen.”
Og glem alt om de små, krøllede rosiner i de røde Sun-Maid pakker. I Andalusien er rosinerne mørklilla, store og saftige. Vindruekernerne knaser i munden efter at være blevet tørret af den varme sensommersol, og sødmen i druen får mundvandet til at løbe og hånden til at række ned efter endnu en smagsprøve. For selvom mangoer og avocadoer overhaler rosinen på pris, så skal man ikke skue en drue på skindet. De er nemlig en kilde til evig ungdom, fyldte med antioxidanter, som Omega-6 og E-vitaminer, og indeholder desuden Resveratrol, der angiveligt forebygger kræft og hjertekarsygdomme og forbedrer insulinfølsomheden. Resveratrol stimulerer også de enzymer, som kontrollerer ældningen af bindevævet, og tilsætter man varmen, solen og middelhavets havluft, får man den perfekte kombination af sundhed og smag.
Også tilværelsen som vinbonde kan opleves som helt zen-agtig, og bygger på en simpel og arbejdsfyldt tilværelse. Pengene er få, men for de to brødre Andrés y Jose María Peréz Gomez på henholdsvis 44 og 40 år, som laver rosiner lidt uden for Almáchar, vejer friheden, naturen og familietraditionerne op for de økonomisk trange kår.
“Man kan ikke leve af det, men overleve”
Sådan lyder det grinende svar fra Jose María Peréz Gomez, da snakken falder på rosinsalget og mulighederne for at forsørge sig ved at dyrke vindruer. Når udsigten fra forældrenes gamle hus, hvor de tre måneder hvert efterår flytter ud for at høste og tørre druerne, betragtes, giver det ubekymrede grin dog mening. Store bjergtoppe, små hvide huse og grønne sletter strækker sig så langt øjet rækker.
Tilværelsen som vinbonde handler ikke om penge, men om frihed og traditioner. Det er hårdt arbejde, hvor vindruerne skal skæres ned, tørres, vendes, tørres lidt mere, vendes igen og plukkes af klaserne, og alt foregår med håndkraft i godt 35 grades varme. Brødrenes mørke hud, dybe rynker og ru hænder vidner da også om et arbejdsliv i marken. En gammel radio kaster flamencorytmer ud i luften, som gribes af øret på vejen ned mod tørrestederne. Seks afgrænsede områder er sat af til druerne – to stadig fyldte med semitørrede rosiner. På en gammel stol under husets halvtag, lavet af vinstokke, gøres klaserne fri for de indskrumpede druer, og en afslappet atmosfære hviler over hjemmet. I bilen tilbage mod Almáchar fortæller Juan Peréz om, hvad han bedst kan lide ved tilværelsen her mellem ingenting og vinstokke.
“Der er noget specielt ved at bo her. Mit bedste barndomsminde er at vågne tidligt om morgenen til duften af nyfaldet regn på den tørre jord, hvor morgensolens stråler står ind ad vinduet, mens duften af kaffe breder sig i huset.”
Han holder ind på byens torv. En lokal borger stopper op for at høre viceborgmesteren om, hvad den lyshårede kvinde laver her så langt væk hjemmefra. Juan Peréz fortæller om rosinerne og museumsrundturen, hvorefter han kigger op, peger på mandens sko og begejstret udbryder:
“Se! Sådan går en rigtig rosinbonde klædt i Almáchar i 2014.
