Stadig flere mennesker går rundt med smerter, influenzalignende symptomer, kronisk træthed, piskesmæld, uregelmæssig hjerterytme, fordøjelsesproblemer eller allergiske reaktioner, som lægerne ikke kan finde en diagnose på eller en behandling til. For ikke bare at sige det, som det er: Uforklarlig sygdom, kalder man det for funktionelle lidelser. Det lyder pænere og lugter lidt af diagnose.
Jeg ser ofte mennesker i min klinik, der har måttet forlade arbejdsmarkedet pga. sådanne lidelser, hvis sociale liv er påvirket og som føler sig som en slags kastebolde i sundhedssystemet, hvor den ene undersøgelse efter den anden ikke giver svar, men blot bekræfter de symptomer, patienten selv har oplyst. Det er i sagens natur enormt frustrerende for patienten, der til sidst føler, at omgivelserne betragter det som indbildningssyge.
Og jo, der er mennesker, som er født med eller senere i livet udvikler en sårbarhed, en overfølsomhed kan man sige, som gør dem mere sensible overfor fx stress, emotionel eller fysisk belastning, miljømæssig påvirkning etc. I begge tilfælde kan der være tale om epigenetiske faktorer, som er ændringer, der kan overføres fra en cellegeneration til en anden og endda nedarves fra en generation til den næste. Den slags markører på dna-strengene kan dukke op i en BodyTalk-session.
Er kroppen stresset og er de generelle kropsenergier i bund, er det ikke nok at symptombehandle, for selvom patienten vil opleve en umiddelbar lindring, kommer lidelserne ofte igen. Årsagen skal findes, og patienten balanceres i forhold til den, desensibiliseres overfor det, som forårsager utilpasheden.
I en BodyTalk-session kommer der ofte noget op i omgivelserne, som klienten lader sig påvirke af. Det kan være mobiltelefonen, som klienten opfatter som sin tro følgesvend, men som i virkeligheden er en stressudløser – måske af den simple grund, at ringetonen er for hidsig, hurtig eller høj. Idet klienten selv har valgt ringetonen, har han naturligvis ikke haft den fjerneste anelse om, at netop det er årsagen til kroppens stressreaktioner. Men det ved kroppen heldigvis selv, og i takt med, at BodyTalk-klienten bliver bedre til at tune ind på egen krop, bliver han også bedre til intuitivt at opfange signaler fra kroppen, og løse tingene, inden de udvikler sig til en stressfaktor med psykiske og fysiske problemer til følge.
Eksemplet med ringetonen kan umiddelbart synes banalt, men tro mig; det var det ikke for den klient, der over en periode på et par år havde følt sig mere og mere stresset, udviklede søvnløshed, træthed, manglende selvværd, angst, fibromyalgi, høfeber og hormonforstyrrelser. En kædereaktion hvor psykologisk information blev til biologisk information i kroppen, der til sidst råbte om hjælp for fuld udblæsning.
Lige som den gule lampe i bilen, der først begynder at blinke lidt af og til for så til sidst at lyse konstant. Reagerer vi stadig ikke, og undlader at køre bilen på værksted, ja så kan det ende med, at den brænder sammen. Simpel men relevant metafor.
Min ‘ringetone-klient’ havde rendt lægerne på døren i månedsvis, tog forskellige smertestillende midler, sove- og lykkepiller samt hormontilskud – uden bedring. Allerede midt under første BodyTalk-session viste kroppen vej til årsagen, og helingen kunne begynde. To sessioner og tre måneder senere var al medicin ude af kroppen, symptomerne var væk og klienten kunne genoptage sine sociale og sportslige aktiviteter.
Det er langt fra altid, at så specifik en ting er årsagen til så lang en række lidelser. Ofte ligger der et mere komplekst miks af fysiske, emotionelle, genetiske og miljømæssige påvirkninger til grund, men man skal ikke underkende betydningen af selv små ting, der umiddelbart kan forekomme harmløse. Det måtte en klient med piskesmæld for nylig erkende.
Som det allerførste i sessionen kom hendes meget smukke fingerring nemlig op som en forstyrrelse i nervecellekommunikationen. Hun bar ikke ringen på fingeren men i en kæde om halsen. “Jeg tager den aldrig af”, sagde hun, inden jeg kunne nå at bede hende om det. “Det er min vielsesring”, sagde hun og holdt hårdt fast om den. En række af det vi i BodyTalk kalder aktive hukommelser dukkede op, og især to hændelser viste sig at hænge sammen et kraftfuldt mønster, og netop denne sammenhængskraft var årsagen til piskesmældssmerterne. 17 år tidligere havde ven brudt mange års tavshed og fortalt hende om hendes mands dobbeltliv med en anden kvinde. Senere samme dag havde hun i bakgear trådt bilens speeder hårdt i bund – i stedet for bremseren, og bilen bakkede i høj fart ind i en stensætning. Hovedet blev kastet bagud og derefter frem. Efter mange år med voldsomme smerter, kvalme og synsforstyrrelser samt undersøgelser af nakken hos læger i både Spanien og England, måtte hun vænne sig til diagnosen: Kronisk piskesmæld. Følgelidelserne var mange, og bivirkningerne af den smertestillende medicin bidrog til nedsat livskvalitet.
Efter BodyTalk-sessionen fortalte klienten, at hun havde følt sig reduceret til ‘forsmået hustru’ efter skilsmissen, som også havde kostet hende nogle trin på den sociale rangstige. Ved at bære vielsesringen hos sig forsøgte hun at holde fast i det liv, som hun ikke selv havde valgt fra.
I dag har hun taget ansvar for sit eget liv. Hun går stadig med ringen, som hun nu er i fin balance med. Men hun har sagt endeligt farvel til sit ægteskab nu mere end 17 år efter skilsmissen, samt farvel til piskesmældet som var symptomet på en ekstrem grad af fastlåsthed hos hende. I dag er hun i fuld gang med at genoptræne sin kropsholdning samt muskulaturen i nakke, skuldre og ryg. Medicinen er skiftet ud med gode vitaminer, 11 kilo har forladt sidebenene og en ny sommergarderobe er klar til at blive vist frem i den sydspanske sommer.
Vil du bestille tid til en session eller have mere information, er du velkommen til at ringe til mig på tel. 0034 607 62 91 06 – eller læse mere om BodyTalk på www.ladanesa.com. Skriv BodyTalk i søgefeltet og du kan vælge imellem BodyTalk-artikler om alt lige fra depressioner, udbrændthed og stress til migræne, fibromyalgi, kræft, diabetes og angst.