Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 
web195
 
Turen nu kommet til næste farve på paletten, nemlig den “grønne stær”.
Der findes flere slags grøn stær. Grøn stær giver synstab gennem beskadigelse af synsnerven, og regnes for en af de mest almindelige og skadeligste øjensygdomme, som i værste fald kan føre til blindhed.
Populært kaldes lidelsen for synets listetyv, fordi der i starten er næsten ingen symptomer, og ingen smerter. De første symptomer kan være, at synet til siderne ikke længere er så godt. Andre symptomer kan være, at dine øjne ikke længere så let tilpasser sig i mørke rum, og at du har svært at fokusere tæt på. Når du bemærker, at der er noget forkert med dit syn, kan skaden være sket. Derfor er det så vigtigt, at du går til en dygtig øjenlæge ved den mindste forandring af dit syn.
Grøn stær er egentlig en betegnelse for flere forskellige lidelser, der laver forandringer i øjets synsnerve. Den mest almindelige form for grøn stær kaldes kronisk aldersrelateret grøn stær, idet det regnes med, at den er til stede hos 1% af mennesker over 40 år.
Et almindeligt øje er fyldt med væske. Væsken drænes mellem regnbuehinden (iris) og hornhinden (cornea). Ved grøn stær bliver drænagen blokeret, således at væsken siver langsommere ud eller helt holder op med at strømme. Årsagen synes at være en nedsat blodforsyning til selve synsnervehovedet. Trykket i øjet øges, og således beskadiges de blodkar, der forsyner nethinden og synsnerven. Uden tilførsel af næringsstoffer begynder synsnerven at dø, og således formindskes dit syn gradvist. Det er den almindeligste faktor ved grøn stær. Nogle forskere mener også, at for lavt blodtryk, for lille blodtilførsel til synsnerven, visse medikamenter bl.a. svampedræbende midler også kan være en faktor. Der er også forskning, der viser, at der evt. er en forbindelse mellem grøn stær og forbruget af P-piller, samt at der måske en sammenhæng mellem grøn stær og fødevare-/miljøallergi.
Grøn stær kan endvidere være stress-relateret.
Derfor er det så vigtigt at gå til øjenlægen, så snart du mærker afvigelser i dit syn, for når først lidelsen er diagnosticeret, kan den som regel holdes i skak med medicin. I dag er der så gode behandlingsmetoder, at sygdommen næsten aldrig fører til blindhed.
Heldigvis er der også en masse, du selv kan gøre både som forebyggelse og for evt. at holde lidelsen i skak. Den medicinske behandling er som regel kronisk og livslang.
 
Kosten
Kosten har en rigtig stor betydning ved grøn stær.
Først og fremmest er det vigtigt at stoppe eller helt undgå at drikke eller spise noget med koffein f.eks. kaffe, cola m.m.
Undgå fastfood og anden raffineret mad.
Undgå kunstige sødemidler først og fremmest Aspartam, som findes under mange forskellige navne. Skær kraftigt ned eller eliminer dit sukkerforbrug.
Undgå også alt, der indeholder smagsforstærkeren 621, glutamate (MSG). Glutamat er tilsat rigtig mange fødevarer, for at de skal smage bedre.
Begræns eller eliminer dit alkoholforbrug. Alkohol skader din lever og, som jeg ofte har skrevet, hører lever og øjne sammen iflg. den kinesiske medicin.
Sørg for at få en kost med højt indhold af lutein, zeaxanthin, C – E-vitamin. Derfor må du spise en masse frisk frugt og grønsager. Spis gerne kiwi, citrusfrugter, jordbær, hindbær, tomater, blåbær, brombær, broccoli, spinat, grønkål m.m. De er fyldt med naturlige C-vitaminer, hvilket er særlig godt for øjnene, koncentrationen af C-vitaminer er især højt i øjnene.
Lav evt. en madplan for en uge ad gangen og sørg for, at den indeholder rigeligt med fuldkorn, bælgfrugter, nødder og mange former for frø og kerner.
Brug rigeligt med hørfrøolie. Brug den over din morgengrød, i dine smoothies salater m.m. Sørg for at den er frisk og velsmagende, da hørfrøolie let bliver harsk. Undgå margarine og andre produkter med transfede syrer.
Tilsæt gerne 1-2 tsk. oregano til meget af din mad, da oregano er en højkoncentreret antioxidant, der virker godt på øjnene. Også pebermynte og rosmarin er gode urter, du må være opmærksom på at tilsætte i rigelige mængder til din mad. Du kan også lave en te med oregano. 1 – 2 tsk. pr. krus te. Bland evt. teen ligeledes med rosmarin og pebermynte.
Spis gerne fisk, skaldyr og magert kød.
Har du mistanke om, at du lider af allergier overfor nogle fødeemner så undgå dem i videst mulige omfang. Her er oftest tale om allergi/intolerance overfor æg, løg, og mælkeprodukter inklusiv chokolade.
Sørg for dagen igennem at drikke godt med vand. Du kan evt. blande safter uden sukker med vand af f.eks. blåbær, hindbær, tranebær og andre frugter, som beskrevet ovenfor.
Drik også gerne grøn te, der er fuld af antioxidanter og derved virker godt på øjnene.
 
Kosttilskud
 
• Som altid anbefaler jeg en base af et produkt, der indeholder både vitaminer og mineraler f.eks. Omnimin Pure fra Biosym, Spektro fra Solaray, Multivitamin fra Pharma Nord.
 
• Niacin, eller B3, der bruges af mange til forskellige lidelser, anbefaler jeg at bruge med forsigtighed ved grøn stær. Tag højest 200 mg dagligt.
 
• Som et supplement til din daglige vitaminpille foreslår jeg ekstra tilskud af B 12. Du kan evt. få det som injektion, eller vælge en daglig tablet. Lad være med at spise tabletten som et bolsje, men læg den under tungen, hvor den langsomt absorberes af slimhinderne. Vær opmærksom på, at du kan have normale værdier i blodet og samtidig lide af B 12 mangel.
 
• Det kan også være en god ide at supplere med lidt ekstra B1 (thiamin), da B1 mangel ofte sættes i forbindelse med grøn stær.
 
• Som ved andre øjenlidelser anbefaler jeg C-vitamin. Tag gerne ca. 2 gram dagligt. Få evt. en orthomolekylær uddannet læge til at give dig C-vitamin intravenøst. Det har vist sig, at langvarig behandling med C- vitamin kan mindske trykket i øjnene ganske meget.
 
• Ligeledes kan Ginkgo Biloba være en hjælp til at bedre synsfeltet.
 
• Mineralet magnesium kan forbedre blodtilførslen og dermed synsfeltet. Mineralet virker ved at afslappe stramme blodårer. Dosis må være omkring 200 mg dagligt.
 
• Krom kendes bedst som et blodsukkerstabiliserende middel, der nedsætter sukkertrangen, men det har vist sig, at krom også hjælper øjets evne til at fokusere. Tag 200 mcg daglig.
 
• Essentielle fedtsyrer, specielt omega 3 er vigtigt for sunde øjne.
 
• Alpha Lipoic acid er en antioxidant, der er både vand- og fedtopløselig. Den er hel unik, og bliver ofte refereret som “den universelle antioxidant”. Den har tiltrukket sig megen opmærksomhed som hjælp til grøn stær. Den ser ud til at kunne medvirke til at forbedre både trykket i øjet og synet. Der er refereret til, at 150 mg Alpha lipoic Acid taget i en måned kan medvirke til både at forbedre synsfunktionen og trykket hos mennesker med grøn stær. Alpha Lipoic acid virker tilsyneladende som en booster for alle antioxidanter.
 
• Vindruekerneekstrakt hjælper sammen med C-vitaminer med at bekæmpe de farlige frie radikaler.
 
• Blåbær også kendt som blueberry, der kaldes for øjets bær, kan også anbefales ved grøn stær såvel som til alle andre øjenlidelser. Blåbær kan hjælpe til et bedre nattesyn.
 
• Kartonoider, der kaldes luteiner og zeaxanthiner findes i øjets linse og er gode at tage for alle slags øjenlidelser. Findes hovedsagligt i grønne grønsager men fås også i kapselform. Virker bedst, hvis du tager det sammen med mad, der indeholder fedt.
 
Tips
 
• Grøn stær anses i stor stil for at være en stress-relateret sygdom. Derfor må du være opmærksom på at undgå stress af alle slags i størst mulige omfang. Stress tykner og sammentrækker blodet og hæmmer derved cirkulationen. Gør dit bedste for at leve et fredfyldt liv.
 
• Undgå at se TV i alt for mange timer ad gangen. Tænk på det, hvis du f.eks. vælger at se en film. Den skal både være rimelig ustressende og ikke alt for lang. Det samme gælder selvfølgelig også for almindelig læsning.
 
• Det har også vist sig, at klimaet har stor betydning. Derfor er det godt, hvis man frit kan vælge et land at leve i med middeltemperatur, hvor der ikke er alt for store temperaturforskelle.
 
• Læg rygningen på hylden. Det nedsætter blodforsyningen til øjnene.
 
• Når du bliver behandlet af din øjenlæge så fortæl og snak om, hvilke kosttilskud du tager. Det er allerbedst at finde en dygtig øjenlæge, der arbejder både med den komplementære og den allopatiske medicin.
 
• Louise Hay, der er mit store forbillede, skriver om Grøn stær: “Der er tryk på grund af langvarige irritationer. Skuffelser. Hård utilgivelighed. Overvældet af det hele. ” Louise Hay foreslår som nyt tankemønster: “Jeg ser med kærlighed og ømhed.”
 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa