Velgørenhedsarrangement giver igen et flot resultat Torsdag den 10. april blev der afholdt velgørenhedsarrangement på Hotal Tamisa Golf til fordel for El Refugio del Burrito. Mange mødte op, og der blev i alt indsamlet 726 euro, der ubeskåret går til æslerne. Pengene blev indsamlet ved salg af lodsedler, entrebilletter og auktion. Aftenen bød på velkomstdrink, forret og hovedret samt liveunderholdning med Allan de Ward. Tak til alle, der støttede op om projektet.
Spanske myndigheder anholder tigger-gangstere Det er ofte rumænske gangstere, der tvinger de mange tiggere ud på de europæiske gader og stræder. Således også i Spanien, hvor mange af disse mennesker ikke ville være tiggere, hvis det ikke var for gangsterne. I løbet af de seneste tre år har spansk politi anholdt omkring 100 rumænere, der har stået bag dette slaveri af børn, ældre og handicappede. I næsten alle tilfælde, skriver avisen El País, er tiggerne blevet lovet et godt betalt arbejde i Spanien, men når de ankommer, bliver de tvunget ud på gaderne for at tigge. Tiggerne kan tjene mellem 80 og 100 euro om dagen; penge der går til gangsterne, mens tiggerne selv bor i skure og lever af sparsom kost. Gangsternes modus er den samme som med sexslaver, hvor man transporterer folk hertil med løfter om arbejde. Da denne transport skal financierers, bliver tiggerne tvunget til at afdrage i evigheder under trusler også mod deres familier i tiggernes hjemlande. Tiggerne ender derfor med at ligge på Europas gader, hvor gangsterne dagligt kommer og henter de indsamlede penge. Kan tiggerne ikke skaffe nok ved at tigge, må de afdrage ved at stjæle f.eks. håndtasker, mobiltelefoner eller solbriller. De spanske myndigheder har dog svært ved at anlægge sag imod gangsterne, da det ikke var dem, der oprindeligt lovede tiggerne et rigtigt job i Spanien, og da der jo i sagens skumle natur ikke findes nogen ansættelseskontrakter.
Pariserhjul og akvarium skal opføres ved Málaga havn Snart kan besøgende i Málaga komme både højt til vejrs samt udforske havets dyb. Det private selskab Aquagestión har nemlig lavet en plan for havnefronten, der indebærer opførelsen af et 50 meter højt pariserhjul samt et akvarium. Projektet møder støtte fra både byrådet og havnemyndighederne, og investorer vil smide omkring 25 millioner euro i attraktionerne, som forventes at stå færdige ved udgangen af 2015. Selskabet Aquagestión driver allerede flere moderne akvarier i blandt andet Vizcaya, Gijón, Lanzarote og Zaragoza og åbner desuden et nyt akvarium i Sevilla til maj.
Spanske landeveje i meget dårlig stand De spanske landeveje er i den værste stand siden 1985, lyder det i en rapport fra Asociación Española de la Carretera (AEC). Organisationens formand, Juan Francisco Lazcano, mener, at kun en hurtig omprioritering fra myndighedernes side af budgetterne for 2015 kan forhindre en skandaløs situation. AEC har analyseret 3.000 vejstrækninger, og man har konkluderet, at én ud af tre kilometer vej har huller, samt at det er nødvendigt at udskifte 330.000 vejskilte, male striber på 52.000 kilometer og at servicere 82 procent af al vejbelysning. Lazcano mener, at dette arbejde kræver en investering på 6,2 milliarder euro, hvoraf 94 procent bør gå til vejbelægning. Men i år er der kun afsat 878 millioner euro til vejarbejde – til sammenligning brugte man i 2011 5,5 milliarder euro på vedligeholdelse af vejnettet. Samtidig advarer formanden for trafikstyrelsen (DGT), María Seguí, om, at der på vejene kører omkring to millioner biler, der ikke er synede i henhold til loven. Man ser desuden, at de biler, der i år har været involveret i ulykker, er ældre end sidste års ulykkesbiler.
Ny app skal stoppe dyremishandling Vores smartphones kan bruges til meget forskelligt, og nu skal de også anvendes i kampen mod dyremishandling. Derfor lancerer den spanske dyrevelfærdsorganisation Observatorio Justicia y Defensa Animal en gratis app med navnet ‘Alerta Animal’, som bliver den første i Europa. Den giver brugerne mulighed for hurtigt og nemt at indberette situationer, hvor dyr mishandles. Man kan sende billeder og videoer til organisationens juridiske team helt anonymt, og gennem GPS’en i telefonen tilføjes hændelsernes nøjagtige placering, således at det er nemt at finde og stoppe dyremishandlingen. Projektet er fortrinsvist finansieret af private donationer. App’en virker på nuværende tidspunkt kun til Android-telefoner og kan downloades på Google Play.
Krisen er forbi – mener kongen Spaniens kong Juan Carlos har været i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han ledte en delegation bestående af bl.a. ministre og forretningsfolk. Grunden til besøget var meget simpelt: spanierne mangler penge, mens araberne har mange, og derfor var kongen med som ambassadør. Også et hold læger var med på monarkens tur, eftersom det var kongens første tur i udlandet, siden hans seneste hofteoperation. Under et møde i Abu Dhabi med repræsentanter fra de syv emirater takkede kongen dem for deres fortsatte tro på og støtte til Spanien under krisen. ”Vores land har lidt under en krise med tab af arbejdspladser. Men i dag er vi ude af recessionen, udenlandsk kapital strømmer tilbage, og den spanske økonomi vokser igen og skaber arbejdspladser,” sagde kong Juan Carlos. Spanske virksomheder har underskrevet vigtige aftaler omkring bl.a. forsvarsmekanik og infrastruktur, og siden 2011 er eksporten af varer og ydelser steget med 55 procent. Nu kigger andre virksomheder sig om efter lignende muligheder. Med på turen var bl.a. Florentino Pérez, der er formand for Real Madrid. Han var dog med i sin egenskab af bestyrelsesformand i konstruktionsfirmaet ACS, sammen med formanden for FCC, Esther Alcocer Koplowitz.
Sort renovering Den ansvarlige dommer i Gürtel-sagen, Pablo Ruz, mener, at Spaniens regerende parti, Partido Popular (PP), har betalt en del af renoveringsarbejdet af sit hovedkontor på Calle Génova i Madrid med sorte penge. Dommeren mener også at have fundet nye beviser i de dokumenter, som blev beslaglagt i slutningen af 2013. Det skriver bl.a. dagbladet El Mundo. Sagen kendt som Gürtel er Spaniens mest omfattende korruptionssag, der involverer omkring 200 politikere, embedsmænd og forretningsfolk, som har kørt en ring af betalinger for gentjenester så som offentlige kontrakter. Blandt de implicerede er PP’s kasserer Luis Bárcenas, der har deltaget i den lyssky affære fra 1997 til 2008. Hans formidling af sorte penge har siden fået sit helt eget liv og sag, hvori andre partimedlemmer har erkendt, at de har modtaget penge under bordet. Beskyldningerne har faret om ørerne på statsminister Mariano Rajoy, mens Luis Bárcenas sorte regnskaber blev indleveret hos anti-korruptionsanklageren. Dommeren, der har arbejdet på sagen i fem år, mener nu, at der er bevis for PP’s dobbelte bogføring, og at der skulle være betalt omkring 800.000 euro til et arkitektfirma og en advokat, som havde ansvaret for renoveringen af kontorerne.
Fuengirola – nu med hundestrand tæt ved Castillo Sohail Nu kan hundeejernes firbenede venner løbe frit på et stykke af stranden i Fuengirola. Det drejer sig om et område på 2.000 kvadratmeter tæt ved borgen Castillo Sohail. Borgmesteren i Fuengirola, Esperanza Oña, og byrådsmedlem med ansvar for strandområderne, Ana Mula, har begge besøgt stedet, der er det eneste strandområde i Málaga-provinsen udover Casares, hvor hunde frit kan boltre sig. Hundestranden er afmærket ved hjælp af sivhegn, og der er skiltning, som tydeliggør, at man opholder sig på hundenes territorium. Det er den store efterspørgsel fra hundeejerne, der har ført til projektets reaslisering, men med frihed kommer også ansvar, og der er restriktioner, som skal overholdes, hvis vovsen skal på strandtur. Hunden skal være under kontrol og vejer den mere end 20 kilo, skal den bære mundkurv. Det er også et krav, at ejeren altid medbringer dokumentation for hunden. Desuden er det ejerens ansvar, at hunden ikke efterlader andet end potespor, og derfor er det en god idé altid at medbringe opsamlingsposer. Adgangen til stranden vil i sommerperioden være mellem kl. 10.00-23.00 og i vinterperioden mellem kl. 10.00-21.00, så kommunen har tid til at rengøre området.
Viggo Rivads fotografier udstillet i Marbella – uden hans viden Der hænger 142 fotografier taget af danske Viggo Rivad på Museo del Grabado Español i Marbella. Udstillingen er blevet til gennem et samarbejde med Dronning Isabella Fonden, Museo del Grabado og fotoekspert Lars Schwander, som har udlånt fotografierne fra sin private samling. La Danesa bringer i denne udgave et interview med Viggo Rivad og blev, ligesom fotografen selv, noget overrasket over, at han intet kendte til fremvisningen af fotografierne. Hvordan en udstilling, der både omtales på Udenrigsministeriets hjemmeside, indvies af Danmarks ambassadør i Madrid, Lone Dencker Wisborg, og Marbellas borgmester, Ángeles Muñoz, kan foregå uden kunstnerens viden har vakt både nysgerrighed og undren. Viggo Rivad er i dag 93 år, og den høje alder skulle angiveligt være en af grundene til, at han ikke blev kontaktet. “Vi fik fortalt, at han var kommet på plejehjem og nærmest lå for døden,” fortæller Lars Physant, bestyrelsesmedlem i Dronning Isabella Fonden, som er meget glad for at høre, at Viggo Rivad har det godt. For selvom det er rigtigt, at Rivad i dag bor på et ældrehjem, ligger døden nu ikke lige for. ”Jeg har selvfølgelig lidt fysiske skavanker, men jeg føler nu ikke, at jeg er på vej væk fra denne verden,” griner Viggo Rivad. Desuden skulle kontakten til Rivad ifølge Lars Physant være gået gennem Lars Schwander, der tidligere har arbejdet tæt sammen med Viggo Rivad i forbindelse med en biografi om den danske fotograf. Gennem årene er der dog blevet slået skår i venskabet, og Viggo Rivad er ikke videre begejstret for Lars Schwanders rolle i forbindelse med udstillingen af fotografierne. “Jeg har ikke haft kontakt til Lars i mange år. Han siger, han har en samling på over 300 af mine fotografier, men jeg er ikke sikker på, de alle er originaler,” fortæller Rivad og pointerer, at han selv kun har givet omkring ti fotografier til Lars Schwander. Her forsikrer Lars Schwander dog, at det ikke har noget på sig. “Jeg kan garantere, at alle fotografierne er originaler. Jeg er rigtig ked af hele situationen. Jeg har meget dårlig samvittighed over for Viggo. Jeg burde selvfølgelig have kontaktet ham, men fik det aldrig gjort,” forklarer Lars Schwander. På trods af den udeblivende kontakt er Viggo Rivad meget glad for, at hans fotografier fremvises for offentligheden. “Jeg synes, det er skønt, at mine fotografier kommer andre til glæde. På den måde opfylder de deres formål. De giver folk mulighed for at se verden, som jeg har set den,” siger han og slutter af: “Jeg ville bare gerne have været informeret om det.”
Er du blevet nysgerrig på, hvem Viggo Rivad er, så læs interviewet i denne udgave af La Danesa, eller tag et smut forbi Museo del Grabado Español i Marbella, hvor hans fotografier kan ses frem til den 31. maj. Pensionister kan komme gratis ind, og ellers kan en indgangsbillet erhverves for tre euro.
Kongressen afviser Cataloniens folkeafstemning
Der bliver ingen folkeafstemning i november i Catalonien omkring regionens mulige selvstændighed, sådan som den lokale regering under Artur Mas har ønsket. I hvert fald ikke hvis det står til den centrale regering, hvilket det lovmæssigt gør. Under en længe ventet debat i kongressen, blev det slået fast, at en afstemning ikke kan finde sted, fordi den spanske grundlov ikke tillader det. 299 kongresmedlemmer stemte imod, mens bare 49 stemte for Cataloniens ønske om, at kongressen skulle tillade, at visse bemyndigelser i grundloven blev overført til catalonierne. I stedet for at arbejde for det, bør man forsøge at få grundloven ændret, udtalte statsminister Mariano Rajoy (PP) i forbindelse med debatten. ”Det er ikke muligt for os at blive enige, for grundloven tillader det ikke,” fastslog han. For en gangs skyld er det største oppositionsparti, PSOE, enige med regeringen. Der er nu spekulationer om, hvorvidt catalonierne alligevel vil gennemtrumfe en form for afstemning, eller om den lokale regering ligefrem vil komme med en uafhængighedserklæring.
Málaga og Marbella blandt de bedste rejsedestinationer i Spanien I en afstemning på den populære internetbaserese rejseguide TripAdvisor giver brugerne Málaga og Marbella topkarakter. De to byer er blevet udnævnt til Traveller’s Choice. Rejsedestinationerne vurderes på kvaliteten af turistattraktioner og brugernes anmeldelser af hoteller, restauranter og andre interessante steder og aktiviteter. Det har resulteret i en pris, som Damián Caneda, der er ansvarshavende for kultur, turisme og sport i Málaga, fik overrakt af generaldirektøren for Tourespaña, Marta Blanco, under en ceremoni, hvor de ti vinderdestinationer alle var repræsenteret. Også Marbellas borgmester, Ángeles Muñoz, fik en pris, og ifølge netavisen Ivecinos.es udtalte hun: “Udnævnelsen som Traveller’s Choice-by er en anerkendelse af den fælles indsats, byens borgere har ydet, og som nu har ført til, at Marbella i dag er et yndet feriested. Desuden viser det, at Marbella er en feriedestination, der forbindes med kvalitet. Og det betyder, at vi er på rette spor.” Málaga ligger nummer tre på listen over de ti vinderdestinationer i Spanien kun overhalet af Barcelona og Madrid. Generelt er Andalusien det område, som har flest byer med på listen, der udover Málaga og Marbella også tæller Sevilla, Granada og Córdoba. Herefter følger de Baleariske Øer med byerne Calviá og Sóller.
Spanske eksperter har angiveligt fundet ‘Den hellige gral’ Bægeret, som Jesus skal have drukket af under sit sidste måltid, står i en kirke i Nordspanien. Men strømmen af turister til basilikaen i den spanske by León har været så stor, at gralen ikke længere kan udstilles. Historien om den formodede nye hellige gral blev kendt, da historikerne Margarite Torres og José Miguel Ortega del Río fremlagde den opsigtsvækkende teori under en pressekonference i León. I bogen “Los reyes del Grial” (Gralens konger) hævder de to at kunne bevise, at den ‘ægte’ hellige gral befinder sig i Spanien. Historikerne har gennemført en omfattende videnskabelig undersøgelse over tre år, som slår fast, at den hellige gral befinder sig i basilikaen San Isidore i León. Beviset er angiveligt to egyptiske skriftruller fra år 1054, som dokumenterer, at drikkebægeret blev sendt til Kong Ferdinand den Store af León. Forsendelsen til Spanien skete kort efter, at den hellige grals kirke i Jerusalem, hvor bægeret havde befundet sig siden 1300-tallet, blev plyndret. Forfatterne hævder endvidere, at dokumentationen er så stærk, at det er “hævet over enhver tvivl”, at gralen blev givet til kongen af León i taknemmelighed. Det skete, fordi Ferdinand sendte store madforsyninger til Egypten efter et “år med stor hungersnød” ved Nilen. De to historikere mener, at der findes omkring 200 hellige graler i Europa, som alle hævder at være den originale. Men Ortega siger, at “ingen af de andre påståede hellige graler har en så solid dokumentation som denne.” Gralen ser dog ikke længere ud, som den gjorde i hænderne på Jesus. Drikkebægeret, som siden 1000-tallet har været opbevaret i basilikaen i León, er nemlig blevet udsmykket med en del ornamenter af guld og ædelstene.
Spanske børn er de næstfattigste i Europa Kun overhalet af rumænske børn indtager de spanske børn en kedelig andenplads på den europæiske liste over, hvem der er i størst fare for at ende i fattigdom. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny rapport fra den katolske hjælpeorganisation, Caritas, der har undersøgt, hvordan den sociale levestandard ser ud i de lande, der er hårdest ramt af krisen. Den strenge økonomiske kurs fra regeringens side har således spillet fallit i forsøget på at løse fattigdomsproblemerne og skabe vækst, lød det fra generalsekretær for Caritas Europa, Jorge Nuño, da han præsenterede rapporten. Risikoen for, at spanske børn og unge under 18 år ender i fattigdom, blev i 2012 vurderet til at være 29,9 procent. Næsten ni procentpoint højere end gennemsnittet i resten af Europa, der lå på 21,4 procent. De personer, som anses for at være i fare for at ende i fattigdom og social eksklusion, er dem, der kun råder over 60 procent af det beløb, der regnes for det gennemsnitlige rådighedsbeløb hos resten af befolkningen. De, der går under betegnelsen fattige, råder kun over 40-50 procent, og de ekstremt fattige har et rådighedsbeløb på under 40 procent af gennemsnittet.
Guardia Civils 10 mest eftersøgte Politikorpset Guardia Civil har offentliggjort en oversigt over de ti farligste og dermed de mest eftersøgte personer, som formodes netop nu at befinde sig på spansk territorium. Det er de ti personer, som vises her på kollagen fra Guardia Civil. Blandt dem er fem mordere, et par narkobaroner, en voldtægtsmand og en mafioso. Ni er mænd, og den eneste kvinde blandt de ti er efterlyst for mord. Kun to er spaniere. På listen er der ellers en venezuelaner, en paraguayer, en ukrainer, en rumæner, en franskmand, en marokkaner, en italiener, mens én opgives som værende fra det tidligere Jugoslavien. De er alle på flugt fra politiet. Guardia Civil håber, at offentliggørelsen af de efterlystes billeder og navne kan lede til tips og spor fra borgere i Spanien – eller fra andre lande, hvis det skulle ske, at de eftersøgte opholder sig i et andet land. Ved eller ser man noget, kan man kontakte Guardia Civil på tlf. 062.
Deflationen truer, men regeringen spår om bedre tider Priserne og lønningerne falder i Spanien. Og trods to arbejdsmarkedsreformer er arbejdsløsheden stadig over 25 procent, og efter fire år med nedskæringer på det offentliges udgifter er statens gæld nær 100 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Senest forlyder det, at prisniveauet i marts faldt med 0,2 procent. Det er Spaniens økonomi set fra den kritiske vinkel. Men fra den konservative regerings synspunkt ser det hele anderledes positivt ud, og der meldes om snarlig bedring i økonomien. Senest har økonomiminister Luis de Guindos udtalt, at BNP i indeværende år vil stige med 1,5 procent. Kort forinden talte han om en stigning på bare en enkelt procent, mens der fra andre regeringsmedlemmer kun blev budt på 0,7 procent. Men fra Europakommissionen forlyder det, at man er tilfredse med de fremskridt, der er taget i Spanien. Det gælder specielt tilliden på lånemarkedet, der betyder, at man sidste år sparede omkring 10 milliarder euro i høje renter. Desuden er der kommet styr på de fallerende pengeinstitutter, og målet for statsgælden når de kriterier, der er sat fra Bruxelles, så, forlyder det, det er kun et spørgsmål om tid, før krisen er forbi.
Konfliktomgærdet kæmpehotel kendes lovligt Der har efterhånden været meget polemik om byggeriet af hotellet El Algarrobico i Carboneras i Almería, der gik i gang for snart en del år siden på stranden i det naturskønne område Cabo de Gata. I 2006 blev opførelsen nemlig indstillet, fordi den andalusiske forvaltning og miljøforeninger mente, at hotellet ikke havde sine byggetilladelser i orden, lå for tæt på vandet og desuden blev opført i et fredet naturreservat. Siden da har hotellet ligget øde og halvfærdigt hen. Men nu er det 21-etager høje hotelbyggeri pludselig kendt lovligt. Kommunen i Carboneras og bygherren har hele tiden hævdet, at hotellet er lovligt opført, og at det har alle de nødvendige tilladelser. En påstand, som den andalusiske højesteret nu godkender, blandt andet fordi grunden oprindeligt var blevet udlagt til bebyggelse. Den andalusiske regeringsleder, Susana Díaz, har anket afgørelsen, som også møder stor kritik fra Greenpeace og lokale miljøorganisationer, der er rasende over beslutningen.
Borgmester graver grotter og hævder, at de er 350 år gamle Det to kilometer lange grottesystem under centrum af Navalcarnero, som byens borgmester Baltasar Santos (PP) hævder, er omkring 350 år gamle, eksisterede tilsyneladende ikke for ti år siden. Byen ligger 30 kilometer sydvest for Madrid og har omkring 26.000 indbyggere. Da byen i flere år ikke har haft mange besøgende, menes det, at borgmesteren har tænkt, at det var nødvendigt at finde en attraktion, der kunne lokke turister til byen. Han tog derfor sagen i egen hånd og beordrede udgravningen af to kilometer grotter under byen. Sådan lyder i hvert fald den konklusion, som eksperter fra Madrid-regionens kulturdepartement er kommet til, efter de for nyligt har inspiceret grotterne. Et dokument fra 1753 viser, at der skulle være 125 grotter under byen. I dag er omkring 200 grotter registreret, dog ikke under byens centrale plads, Plaza de Segovia, men under gamle huse, hvor man gennem årene har brugt dem til opbevaring. Disse grotter har ingen forbindelse med dem, der hævdes at være 350 år gamle. Hvis en forbindelse har eksisteret, så er den blevet ødelagt i forbindelse med udgravningerne af de nye, lyder det videre. Det var kommunen, der i 2011 rapporterede til de regionale myndigheder om, at den to kilometer lange labyrint af grotter skulle være omkring 350 år gammel. Grotterne fører blandt andet under Plaza de Segovia. De regionale myndigheder mener desuden, at udgravningerne kan have ødelagt historiske bygningers fundamenter omkring pladsen. Desuden havde kommunen ikke ansøgt om tilladelse til udgravningerne fra de regionale myndigheder. Kommunen har fjernet 4.200 kubikmeter jord, hvilket svarer til omkring 700 vognlæs, der er kørt væk fra under folks fødder. Et arbejde der har kostet 25 millioner euro. Byen har nu fået en bøde på en million euro, hvilket ikke er så meget, set i betragtning af, at byen har en gæld på 250 millioner euro. Men mon ikke hele historien vil tiltrække en turist eller to? I hvert fald forventes kommunen at holde åbent i de nu så kendte grotter.
Fuengirola er spaniernes foretrukne feriested på Costa del Sol Når spanierne skal holde ferie på Costa del Sol, tager de til Fuengirola. Nye tal viser, at byen havde mere end 65.000 overnatninger af nationale gæster i januar. Regner man de internationale turister med, bliver antallet af overnatninger næsten 143.000, hvilket giver en belægning på mere end 50 procent. Dermed topper Fuengirola listen over turismebyer på Costa del Sol. Rådmanden for turisme i Fuengirola sagde på en nyligt afholdt pressekonference, at det er en udfordring at bryde med den meget sæsonbetonede turisme langs kysten, men at “disse tal bekræfter, at Fuengirola gør noget rigtigt.” Han tilføjede også, at det er første gang i mange år, at Fuengirola overhaler Torremolinos, Marbella, Málaga, Estepona og Benalmádena. Den fænomenale start på året ventes at være symptomatisk for resten af 2014, og man håber at nå samme niveau som i begyndelsen af 00’erne.
Tid til tyve nye trafikregler Regeringen har vedtaget et sæt nye spilleregler for trafikken. Lovændringerne er allerede vedtaget af kongressen, og de forventes at træde i kraft om nogle måneder – selvom enkelte detaljer mangler at blive fintunet, hvilket sandsynligvsi sker i juni. Det meddeler trafikstyrelsen, Dirección General de Tráfico (DGT). Nogle lovændringer er nok ikke lige relevante for alle, men færdes man i trafikken, gør man sig selv en tjeneste ved at sætte sig ind i en del af dem. Så her er de tyve punkter i grove træk, som man som trafikant, og det gælder både bilister, motorcyklister, cyklister og fodgængere, godt kan begynde at vænne sig til. 1) Det bliver lovpligtigt for cyklister under 16 år at anvende cykelhjelm i byområder. En forseelse vil give en bøde på op til 200 euro. 2) Børn under 1,35 meter og under 12 år må ikke sidde på forsædet, med mindre alle bagsæder er optaget, eller bilen ikke har et bagsæde. Hidtil har børn måttet sidde foran med et barnesæde, men den gælder ikke længere. Også her trues med bøder på 200 euro. 3) Kører man med en promille, der er dobbelt så høj som det tilladte, får man nu en dobbelt så høj bøde, nemlig 1000 euro. 4) Narkotika og medicin i blodet straffes med en bøde på 1000 euro. Lægeordineret medicin ekskluderes i visse tilfælde. 5) Fartgrænsen på motorveje stiger til 130 km/t. Bøder udstedes fra 100 euro. Dette er én af de lovændringer, som man stadig arbejder på. 6) Fodgængere vil nu blive testet for alkohol og narko, hvis de overtræder reglerne ved f.eks. at gå over gaden, hvor det ikke er tilladt. Strafferammen er endnu ikke fastsat. 7) Indtil nu har køretøjer i byer ikke måttet køre langsommere end 50 procent af fartgrænsen i byerne. Det har været et problem for cyklister, hvorfor de nu er fritaget for denne regel. Man må stadig ikke cykle på motorveje. 8) Forbud imod brug af detektorer, der kan opsnappe eller forstyrre en fartkontrol. Har man en detektor i sin GPS, skal den slås fra. Bøder ligger omkring 200 euro og koster tre point for at spore en fartkontrol, mens det koster op til 6.000 euro og seks point at forstyrre fartkontrollerne. 9) Biler tilhørende udlændinge skal registreres i Spanien. Det har været et problem at holde kontrol med disse biler og at hive bøder for lovovertrædelserne ind. Hvor længe man har til at få bilen indregistreret, er endnu ikke afgjort. 10) Det forbydes at foretage vejarbejde uden først at have indhentet tilladelse fra myndighederne. 11) Man må ikke smide noget på vejene. Straffen, om end ikke fastsat, forlydes at blive hård. 12) Det vil blive kriminelt at forhindre trafikstyrelsen eller sundhedsmyndighederne i at inspicere en køreskole. 13) Betjente vil kunne udstede bøder uden at stoppe billisten. Det kan ske, hvis de er optaget af andet arbejde eller jagter billisten. 14) Billisten er altid skyldig, hvis vedkommende kører et større dyr ned, som eksempelvis råvildt. Kun hvis det kan bevises, at der har været jagt den samme dag, kan ejeren af jorden holdes ansvarlig, og staten kun, hvis manglende skiltning eller indhegning kan bevises. Reglen betyder, at ingen eller meget få vil få erstatning for de konsekvenser, et sammenstød med et større dyr kan have. 15) Fristen for at få 50 procentrabatten forlænges fra betaling indenfor 15 dage til 20 dage. 16) Miljøministeriet vil kunne forbyde adgang til visse områder af miljømæssige hensyn. 17) DGT vil kunne pille pladerne af, hvis man f.eks. lader børn køre med uden de nødvendige sikkerhedsanordninger, og hvis man ikke har det korrekte kørekort til det aktuelle køretøj. 18) Spanien vil efterleve et FN-initiativ om forbud mod at tage usikre biler ud af landet og dermed med til andre lande. 19) Billister skal fremover vige for kranvogne, der er på vej for at hjælpe en nødstedt billist, på samme måde som for en ambulance. 20) Færre regler for alvorligt syge. I dag er der mange restriktioner for syge, men nogle af disse vil blive lempet.
25.000 gæster forventes at deltage i ‘Weekend Beach Festival’ i Torre del Mar Sommeren er på vej, og med den kommer festivaler, kolde øl og funky musik. I Torre del Mar hedder festivalen ‘Weekend Beach Festival’, og den afholdes den 3., 4. og 5. juli. Her kan gæsterne få et indblik i den spanske musikverden, når navne som Love of Lesbian, Loquillo og El Bicho går på scenen. Festivalen finder sted tæt på stranden, og det nærliggende Middelhav giver festivalgæsterne mulighed for at køle sig ned på de varme sommerdage. Ifølge den ansvarlige for festivalen, Francisco Toro, er idéen bag eventen at skabe en arena, hvor der er plads til mange forskellige musikgenrer. Der vil således både være rock, hip-hop, techno, indie, house og reggae på programmet. Der er desuden sat 120.000 m2 af til gæsternes telte, og de vil blive budt velkommen med en gratis fest den 3. juli, hvor musikgrupper fra Málaga spiller. Festivalen åbner dørene kl. 19.00 hver aften, og de lukkes først igen 12 timer efter. En billet til alle dagene kan erhverves for 25 euro. Ønsker du at overnatte på teltpladsen, stiger prisen dog til 35 euro. Så pak badetøjet, solcremen og teltet, og tag på musikalsk oplevelse i Torre del Mar. Se mere på: http://weekendbeach.es.
Marokko beder EU og Spanien om hjælp for at holde immigranter ude Den marokkanske regering har officielt bedt både EU og den spanske regering om mere økonomisk hjælp til at forhindre afrikanske immigranter i at hoppe over hegnene ved grænserne til Ceuta og Melilla. Tilbage i 1992 indgik Spanien og Marokko en samarbejdsaftale, der bl.a. gik ud på, at Marokko indvilligede i at tage immigranter tilbage, der øjeblikkeligt bliver tilbagevist fra spanske territorium. Marokko mener, at man overholder denne aftale, også selvom der de seneste måneder har været et ekstremt stort pres fra tusindvis af afrikanere, der kommer syd for Sahara-ørkenen og har forsøgt at hoppe over grænserne til Spanien. Der har endda været tilfælde, hvor marokkansk politi har hentet folk, der er kommet over det første hegn, og som sådan allerede befinder sig i Spanien. Det har resulteret i en del debat, fordi det spanske politi lader de marokkanske betjente agere på spansk jord. De marokkanske myndigheder mener, at de gør, hvad de kan for at hjælpe Spanien, og at man er tilfreds med de billaterale aftaler. Men Marokko er lige så meget et offer for denne strøm af mennesker og for menneskesmugling som Spanien. Fordi man har øget kontrollen der, er presset nu blevet så meget desto større på de spanske og europæiske grænser, så der er brug for økonomisk hjælp, forlyder det. En koordineret indsats har vist sig at give resultater; f.eks. er antallet af immigranter, der forsøger at komme fra Marokko til Europa med båd faldet med 92 procent, skriver avisen El País. Alene i årets første måneder har 1.600 illegale immigranter dog krydset de spanske grænser. Det er flere end i hele 2013.
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.