Tre danske triatleter træner til halv ironman i Málaga

Tre danske triatleter træner til halv ironman i Málaga

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
 
web56

Den halve ironman ‘I CAN Málaga’ afholdes i slutningen af april, og med
ved startlinjen er de tre herboende danske triatleter Sanne Herlevsen,
Tom Jensen og Jacob Lindgreen. Men hvad driver dem til at presse sig
selv til ekstremerne, og hvilke konsekvenser har det for kroppen?
 
42,195 kilometer. Maratondistancen er blevet allemandseje. Da ‘Copenhagen
Maraton’ blev afholdt første gang i 1980, stillede 995 til start. Sidste år deltog 11.000 løbere, og udviklingen er den samme i Spanien. ‘Maraton de Sevilla’
blev afviklet første gang i 1985, hvor 1682 havde købt startnummer. Men
løbet har slået deltagerrekord år efter år og toppede i februar med 9000 par
løbesko.
 
Mere vil have mere
For mange idrætsudøvere er et maraton altså ikke længere en særlig præstation. Udfordringerne skal være mere ekstreme, og det ses tydeligt på deltagerantallet ved eksempelvis ‘Ironman Copenhagen’. Da løbet blev skudt i
gang tilbage i 2010, stod 1637 mennesker ved startlinjen, men i år blev de
2700 startnumre revet væk på seks timer.
Tre af dem, der har føjet cykling og svømning til løbetræningen, er Sanne
Herlevsen, Tom Jensen og Jacob Lindgreen. Til april deltager de i ICAN
Málaga, som er en halv ironman og består af 1900 meters svømning, 90
kilometer på cykel og 21,1 kilometers løb.
“Jeg kan godt lide udholdenhedsidræt, hvor man presser sig selv, og hvor det
skal gøre ondt, før det gør godt,” fortæller fysioterapeuten Jacob Lindgreen og
suppleres af den kvindelige triatlet.
“Jeg er ikke sikker på, at jeg var blevet grebet af det her, hvis jeg boede i
Danmark. Det er virkelig en udendørssport. I Sydspanien har vi mulighed for
at træne udenfor hele året rundt. Det er for fedt at komme ud på cyklen, når
solen skinner, og det er 15-20 grader, selvom det er februar måned.”
 
web66
 
Masser af træning
Og netop træning, masser af den, er selvsagt en nødvendighed, hvis kroppen
ikke skal bukke under for anstrengelserne. De tre triatleter træner derfor 1012
timer om ugen fordelt på fem-seks dage. Og de har ofte to træningspas om
dagen for at kunne nå både at svømme to dage om ugen, cykler to til tre
gange og løbe tre ture. Men det handler ikke kun om at få motion. Tom
Jensen pointerer, at en meget stor del af motivationen for sporten er det
mentale udbytte.
“Ved at dyrke ekstremsport og presse mig selv har jeg lært, at jeg altid når mit
mål i sidste ende, uanset hvor meget modgang der opstår på vejen. Man skal
bare blive ved med at kæmpe. Det bruger jeg rigtig meget både i mit privatliv,
men også arbejdsmæssigt hvor jeg sammen med Sanne (Herlevsen red.)
arrangerer sport- og eventrejser.”
 
Sport er ikke nødvendigvis sundt
Men der kan være en bagside af træningen. At presse sin krop så mange
timer om ugen, for slet ikke at tale om den dag, hvor løbet står på, er nemlig
ikke ubetinget sundt, mener Morten Storgaard. Han er uddannet
ortopædkirurg med speciale i sportsskader og har mere end 12 års erfaring
med idrætsmedicin. Han er fuldtidsansat i Team Danmark, hvor han
behandler de danske topatleter – heriblandt triatlonlandsholdet. Og han ser
med andre ord dagligt skader forårsaget af fysiske overbelastninger.
“At gennemføre en ironman er ikke sundt for kroppen. Ham, der løb den
første maratondistance, faldt jo død om, da han nåede frem. Der går op mod
en måned, før de akutte småskader, man pådrager sig under selve løbet, er
helet. For slet ikke at tale om de skader, der akkumulerer i træningsperioden.
Hvis man træner dag ind og dag ud, og har en meget kort restitutionsperiode
efterfølgende, når knogler og sener ikke at hele de små brud, de får. Over tid
sker der således en svækkelse af knoglen, så den til sidst brækker. Sådanne
stressfrakturer eller træthedsbrud ses meget meget ofte hos
langdistanceløbere.”
 
Smerter og skyklapper
Morten Storgaard understreger, at det er vigtigt at lytte til sin krop og sætte
træningen på hold, hvis der opstår smerter. Også selvom det måske ikke gør
ondt, når kroppen er varmet op. For der er ingen skader i muskler, sener og
led, som kan løbes væk. I stedet risikerer man bare at få kroniske mén. Det
ved de tre triatleter godt. Alligevel erkender de ofte at have presset kroppen
fortsat, selvom den har sagt fra for længst, fortæller den kvindelige triatlet.
“Når jeg bliver rigtig presset, er det som om, jeg får skyklapper og bare
ignorerer smerten. Jeg ved ikke, hvad der sker inde i hjernen, men det
eneste, man fokuserer på, er at komme over målstregen. Og så er man
egentlig fuldstændig ligeglad med, at benene er stive og tunge som bly.” Og
netop skyklapper kender Tom Jensen alt til.
“Med min første ironman var jeg derude, hvor lægen for længst havde sagt
stop. Det længste, jeg havde løbet i træningen op til ironmanen, var 12
kilometer, fordi mine ben havde sagt fra. Jeg havde simpelthen presset dem
for hårdt og havde to overbelastningsskader. Jeg havde dog besluttet mig for
at gennemføre lige meget hvad, så jeg fortsatte. Men jeg har lært af det. I dag
stopper jeg, lige så snart jeg får den mindste antydning af en skade. Jeg
ønsker ikke at overbelaste min krop længere,” understreger den to meter høje
jernmand.
Af Runa Louise Ammitzbøll Flügge, runa@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa