Der hvor kragerne vender

 

 

Når bilnøglen er drejet om og motoren er stille, høres kun cikadernes middagssummen, søens stille skvulp og hestenes vrinsken. I bjergene omkring El Chorro ligger El Arpa, en finca som ejerne Rikke Starcke og Michael Møbjerg har sat i stand med knofedt, blod, sved og tårer. Motivationen bag var drømmen om et bed and breakfast, en drøm der egentlig begyndte med et praktisk problem.
“Når vi havde familie og venner på besøg, kunne vi godt tænke os at tilbyde dem et sted at være. Det kan være hårdt, når du har haft en lang arbejdsdag, at der er gæster fra det øjeblik, du kommer hjem. Og jeg har nok altid haft en drøm om at have et lille hotel,” fortæller Rikke, som sidder på det private domicils solbeskinnede terrasse med den azurblå Embalse del Guadalhorce-sø i baggrunden.

Rikke og Michael har altid haft en længsel efter at opleve verden, og de har boet udenfor Danmarks grænser i 20 år, 16 af dem i Spanien. For Rikke begyndte det, da hun som barn var på charterrejse og fik lov at sidde oppe foran hos guiden.
“Jeg bestemte mig for, at det job ville jeg have. Og da jeg senere fløj frem og tilbage som guide, bestemte jeg mig for at blive stewardesse. Jeg tror, at du enten har den udlængsel, eller også har du ikke,” siger hun.

Spaniens solkyst blev slutdestinationen, hvor Rikke og Michael arbejdede som henholdsvis ejendomsmægler og direktør i telebranchen, før de kastede sig ud i projektet med at finde et sted, der kunne huse både dem og deres besøgende.
“Først så vi på et hus, hvor der var en ekstra lejlighed til. Men vi ledte videre, for vi fandt ud af, at vi egentlig gerne ville have et bed and breakfast, og måtte vi jo finde et sted med flere kvadratmeter,” siger Rikke.

 

Jagten på det perfekte sted
At finde det rigtige sted til den rigtige pris viste sig at blive en stor udfordring for parret. Jagten begyndte i midten af 00’erne, og både huspriser og renter var stadig høje. Mange af de steder, Rikke og Michael var interesserede i at købe, krævede sælgeren også penge under bordet.
“Det ville vi ikke være med til. Det skulle være rent og ikke noget med sorte penge. Men der stødte vi panden mod en mur,” siger Rikke.

Det var aldrig planen, at det perfekte sted skulle findes så langt væk fra kysten, men priserne pressede Michael og Rikke længere og længere ind i landet. På en af deres rekognoscerings-ture kom de til byen Campillos, ca.70 km fra deres hjemby Churriana.
“Jeg sagde til Michael, at her vil jeg i hvert fald ikke bo. Og det er så der, vores søn, Hugo, går i skole nu, og der vi handler,” fortæller Rikke smågrinende.

På en af turene var Michael endt i området og havde set et til-salg-skilt.
“Han tog mig med herop, og selvom stedet var forfaldent, blev jeg betaget. Mandel- og oliventræerne, det kuperede terræn og søen,” fortæller Rikke.

 

En primitiv, men lykkelig tid
Grunden og dens beliggenhed var smuk, men det, der var bygget på den, trængte til en kærlig hånd og en ordentlig omgang knofedt. Michael og Rikke tog selv fat og har renoveret det meste af finca’en selv, og i dag er de forfaldne bygninger blevet til seks små lejligheder med eget køkken og toilet.
Disse to ting, der er selvfølgelige for gæsterne at have, var ikke noget, Rikke og Michael havde fornøjelsen af, da de først flyttede op til finca’en.
“Der var ikke vand eller kloakering, så toiletbesøg foregik i naturen. Vi havde en grill, men ikke noget køleskab, så alt fik lige en tur på grillen og så måtte vi købe ind flere gange om dagen for at undgå, at maden blev dårlig,” fortæller Rikke og forsætter smilende:
“Det var en virkelig primitiv tid, men også en rigtig lykkelig tid.”

Efter den primitive begyndelse på deres bed and breakfast-drøm har Michael og Rikke lært at tage tingene, som de kommer.
“Ellers kan du ligge søvnløs hele natten,” forklarer Rikke.

 

Reserve-bedsteforældre og relationer
I de smukke bjerge er Rikke og Michael blevet taget imod med en gæstfrihed, som de ikke oplevede, da de boede tættere på kysten. På den villavej i Churriana, hvor de boede før, blev det aldrig til mere end et “buenos días”, selvom det var deres hjem i flere år.
“Da vi flyttede herop, kom alle naboerne fra den nærmeste landsby ned og hilste,” fortæller Rikke.
Hugo har også fået et sæt reserve-bedsteforældre, der hjælper til.
“Så vi har fået en lille familie heroppe,” siger Rikke.

De mange kilometer til Costa del Sol har ikke betydet det store for deres forhold til andre danskere, da Michael og Rikke aldrig rigtig fik et netværk.
“Michael meldte sig på et tidspunkt ind i en klub, hvor vi kom et par gange, men det blev ikke rigtig til noget,” forklarer Rikke.

For parret handler det mere om at have nogle få, tætte venner og vennepar end om at have mange bekendte af samme nationalitet. Men de taler tit om, hvordan det må være at have boet det samme sted hele livet, og hvad det betyder for relationer.
“Bliver man det samme sted, får man på en måde noget foræret i forhold til venner. Vi bliver nødt til at være proaktive, hvis vi skal møde nye mennesker. Vi har gode venner, men man kan altid ønske sig flere,” siger Michael.

Rikke synes, det er dejligt, at der er andre danskere på kysten, og at det er muligt at tage ned og købe julemad og rugbrød.
“Der er en tryghed i at vide, at man ikke er alene som dansker i Spanien,” forklarer hun.
Men fordi hun har vænnet sig til den ro og stilhed, der er, hvor de bor, bliver det hurtigt for meget at være på indkøbstur på kysten.
“I starten nyder jeg det – alt det liv, der er – men når der er gået nogle timer, bliver jeg enormt træt, for jeg er slet ikke vant til det. Når jeg så kører hjem, kan jeg mærke, at jeg ånder ud,” fortæller Rikke.

 

Af Lisa Nordbo Fiil, lisa@norrbom.com