Spanien er et land, hvor der hersker en betydelig mistillid mellem borgerne, mellem borgerne og staten og vice versa. Man stoler ikke på hinanden sådan bare lige – og kender ikke til at give håndslag eller betydningen af ‘et ord er et ord’. Heraf en ufattelig stor mængde kontrakter, notarpåtegninger og forudbetalinger, men også en stor grad af frit initiativ blandt borgerne, der som det mest naturlige i verden mistror statsapparatet og betaler deres skat med en vis skepsis. For en sikkerheds skyld må man hellere gemme en stak kontanter under hovedpuden – og det gør man efter alt at dømme klogt i. Det ser nemlig ikke ud til, at spanierne køber den der med, at ‘staten vil os det bedste’ og naivt tror på, at staten spænder et sikkerhedsnet ud under de svage i samfundet, de gamle og de syge. De tror ikke på velfærdssamfundet, men vil hellere selv. Desværre er der bare meget, der tyder på, at de spanske politikere tror, at det er smart at efterligne Danmark, så staten via høj beskatning og filosofien ‘alt hvad der ikke er påbudt er forbudt’ kan manipulere en kriseramt befolkning ind i sin trygge favn. Der er bare lige det ved det, at det kræver tillid – nærmest blind tillid at få sådan en model til at fungere.
Og det har man i Danmark, der er kendt som et land, hvor der hersker en høj grad af tillid mellem borgerne, mellem borgerne og staten og vice versa. Således undres udlandske turister gang på gang over vejkantssalget af jordbær, kartofler og æbler på Læg-pengene-i-kurven-måden, mens vi andre tager det som en selvfølge, at man betaler for sine varer, men derimod spekulerer på, om nu bondemanden husker at opgive salget til skattefar. Helt rendyrket tillidsfulde er vi altså ikke, men lad os lægge det danske misundelses- og anmelder-gen til side for nu og koncentrere os om den indbyrdes tillid, som vi udlandsdanskere stille og roligt vænner os af med.
Et eksempel herpå: En af mine venner var på sommerhusferie i DK, og gik hen til en for ham fuldstændig ukendt låsesmed for at bestille et nyt sæt nøgler. Min ven havde netop lært, at man kan betale alt lige fra ispinde til automobiler med Dankort, så han flåede glad kortet op af lommen for at betale de 400 kr. for nøglerne. Her var det så lige, at undtagelsen bekræftede reglen om, at ikke alle tager imod plastikkort i Danmark. Min ven blev vældig flov over ikke at have kontanter på sig, hvilket han selvfølgelig altid har, når han er herhjemme i Spanien, hvor det med ‘kontanter-under-hovedpuden’ gør, at mange handlende ikke tager kreditkort. Låsesmeden var imidlertid ikke sådan at slå ud, så han sagde, at min ven da bare kunne lave en bankoverførsel, når han kom hjem til sommerhuset. Helt ubekendt med denne grad af tillid, og trods det, at min ven aldrig kunne finde på at snyde nogen, lod han nøglerne ligge hos låsesmeden og begav sig ud for at hæve kontanter.
Og hvad er det så lige, der er i spil her: Tillid! At et gnallet lille land som Danmark kan mønstre en sådan grad af tillid skyldes det faktum, at danskerne har vikingeblod i årene. Historien fortæller nemlig, at vikingerne gjorde Danmark til en international søfartsnation med handelsforbindelser over det meste af verden. Samhandel og betalingsaftaler var vikingerne gode til, men det lader sig kun gøre, hvis relationerne bygger på tillid. Danmark skulle den dag i dag stadig være et af de lande i verden, hvor man har mest tillid til hinanden. Og som omverdenen har mest tillid til. Alle ved nemlig, at ‘et ord er et ord’.
Noget er imidlertid ved at ændre sig i Dannevang. Den tid er nemlig forbi, hvor vi kun mødte storsvindlerne i mediernes udenrigsstof. Platugler og snydepelse er nu at finde i alle landets samfundslag. Tænk bare på hjerne-Penkowa, hestekødsskandalen og Løkkes bilags- og rejsesag. Pædagogernes “øv-dage” på skatteydernes regning, Stein Bagger og Bjarne Riis… Danskeren hæver øjenbrynene i overrasket forargelse over bedrageriet, mens spanieren trækker på skulderen. Til fælles har de dog det, at ingen af dem gør noget ved det af nævneværdig betydning. Danskeren har jo staten til at tage sig af det, mens spanieren har kontanterne under hovedpuden.
he
Af Helle Espensen
