En spaniensdansker ser tilbage – del 7

En spaniensdansker ser tilbage - del 7

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned møder Holger efterkrigstidens ungdom og den første spæde nytænkning.

En ny tid stiger forsigtigt op af krigens aske
Havnebyerne langs Spaniens middelhavskyst var velkomne afbrydelser i rejsen sydpå. De havde en speciel stemning af uforanderlighed, og så var de rigtige og fornuftige byer, der endnu ikke var blevet angrebet af galoperende vokseværk. De kendte deres begrænsning. By var by, og land var land, og byen forsøgte ikke at brede sig ud i et enormt ingenmandsland med industrikvarterer, fabrikker og forretninger, som hverken var land eller by. Der var heller ingen omfartsveje, for det var meningen, at man skulle føres ind til byen. Ikke udenom. Det betød sædvanligvis, at man automatisk endte lige i byens hjerte, den centrale plaza, der var omkranset af de smukkeste, gamle bygninger, hvoraf kirken og rådhuset var de mest betydningsfulde.
Da Europa havde sin værdighed og sine klare standsforskelle, holdt aristokratiet og overklassen ferie i de moderne franske riviera-byer, Cannes og Nice, mens den spanske pendant var Alicante. Der var kun snobberiet for det franske, der skulle overvindes. Og så havde den et endnu bedre klima, og de dyre, fornemme hoteller lå på stribe ud mod den flotte palmebevoksede strandpromenade. Alt tegnede lovende.
Men så kom borgerkrigen i Spanien og derefter den store krig i Europa. Der var ikke rigtig plads til luksus og fornemhed og socialt snobberi, og de mondæne badebyer faldt i en dyb tornerosesøvn. Da den franske riviera langsomt kom til sig selv efter krigen, var der ingen, der vækkede Franco-Spanien. Værten mindede vist lidt for meget om Hitler, og derfor blev de fornemme hoteller liggende som pompøse levn fra en svunden tid. Af ren nysgerrighed smuttede jeg lige indenfor døren i et af dem for at se storheden og mærke stemningen. Da jeg ville fortrække igen, spurgte portieren, om jeg ikke ønskede et værelse. ”Det er vist en smule over min standard,” sagde jeg og skubbede rygsækken lidt på plads over skulderen. ”Det ser halvdyrt ud.” Jeg troede, han mente det som en venlig spøg, men han var for længst holdt op med at sidde og vente på fornemme gæster, der medbragte egen tjenerstab til at holde orden på tuxedoerne og selskabskjolerne. Nu kunne en bums med en rygsæk udmærket komme i betragtning. Det er da ikke dyrt, bedyrede han. Nuvel, alting er jo relativt, men det var faktisk slet ikke dyrt, og før jeg vidste af det, var jeg blevet indlogeret.
Hotellerne og de gamle patricierhuse lå i en række, der vendte facaderne ud mod den flotte strandpromenade. Den bestod af et par kørebaner i hver sin retning, kranset med høje palmetræer, og de omkransede en lang alameda eller promenade bevokset med palmer. Og her på de smukke flisebelagte stier promenerede det pæne borgerskab. Ikke mindst søndag aften var det som en højtidelig fest, hvor alle med lidt position måtte lade sig se. Man hilste pænt på hinanden og lettede på hatten, når man mødte venner og bekendte.
Også de unge vedligeholdt traditionen og spadserede frem og tilbage i små flokke, pigerne i den ene side af paseo’en og de unge mænd i den anden. Hver gang de mødtes, fik de lejlighed til at udveksle små bemærkninger i forbifarten – forudsat, at man kendte hinanden, naturligvis. Det var ikke den ubeherskende flirten.
Og midt i dette fint udviklede spil af dannelse og god opførsel gik så bondeknolden fra nord, der ikke forstod et suk af det hele. Alligevel var han ikke uinteressant, for hver gang jeg mødte en flok unge piger, blev de ligesom lidt mere fjantede, lidt mere kokette. Var de også lidt nysgerrige?
Jeg ville da også gerne have snakket lidt med dem, men jeg havde en stærk mistanke om, at ethvert forsøg på fraternisering ville blive anset for et klodset og ubehøvlet brud på etiketten.
Så var det meget lettere med de unge mænd, for når de havde promeneret frem og tilbage et tilstrækkeligt antal gange, slog de sig ned i små flokke på de omkringliggende barer og caféer. Det gjorde pigerne også, men kønnene holdt sig stadig pænt adskilt. Men de unge mænd, som var nysgerrige, kunne bare under iagttagelse af gældende høflighedsritualer invitere mig på en kop kaffe. På den måde blev jeg inkorporeret som en slags æresmedlem i en lille gruppe unge mænd, formodentlig studenter. Jeg blev hevet helt op på deres intellektuelle niveau, så jeg var ved at få højdeskræk. Var jeg til optagelsesprøve til den åndelige verden, eller var jeg det udenlandske orakel, der var dumpet ned mellem dem? Aldrig er jeg blevet stillet så mange kulturelle spørgsmål, og aldrig har jeg måttet tage stilling til så mange problemer: Hvem var min yndlingskomponist? Hvem var mine foretrukne forfattere? Og hvad var mit indtryk af Spaniens nuværende situation? Det forekom en smule komisk. Hvis det var et interview, synes jeg i hvert fald, at jeg burde have været den udfarende.
Og hvem var så alle disse pæne mennesker, som jeg fik lejlighed til at stifte bekendtskab med denne søndag aften i Alicante? De høflige og dannede borgere, der iagttog alle regler og ritualer om perfekt opførsel? Der var ingen tvivl om, at de kom fra byens øverste sociale lag, den høje pæne middelklasse, der fik skyld for at være Francos varmeste tilhængere. Var de alle sammen hans kernevælgere (hvis han altså havde givet dem lov til at vælge)? Hvis det skulle være min formodning, har jeg intet belæg for den, for jeg snakkede ikke med nogle af de ældre.
Men studenterne, de lærde, snaksaglige akademikere, som var lige så høflige og velopdragne og konforme, var de blot en flok Erasmus Montanus’er, der havde lært, at jorden var rund, og nu bare kunne brillere med deres viden, en flok overklasseløg for hvem fremtiden for længst var sikret og lå som en jævn vej forude? Sådan var de i hvert fald ikke alle, og bestemt ikke dem, der havde inviteret mig på kaffeslabberas. Men som alle spaniere måtte de være meget varsomme med at åbne munden for højt, og det gik op for mig, at de nogle gange nærmest snakkede i koder.
Et par gav udtryk for deres store begejstring for Italien, og den udvikling landet havde gennemgået. Jeg havde været i Italien ikke så lang tid forinden, og mente ikke, at efterkrigens elendige forhold i det ludfattige Italien var noget at stræbe efter. En tredje, lidt mere åbenmundet, forklarede: Det er ikke dét, vi mener! Italienerne havde en diktator, ligesom vi har, men de fik ham hængt op i en lygtepæl med hovedet nedad. Underforstået: Det kunne vi også have tænkt os! Jeg tilskrev min tungnemhed en af demokratiets uheldige bivirkninger.
På et tidspunkt under Anden Verdenskrig forventede man, at Franco ville angribe Gibraltar og forsøge at opfylde alle spaniernes gamle drøm: At få fæstningsbyen tilbage. En af studenterne beklagede dybt, at han alligevel ikke forsøgte, et nationalistisk standpunkt, som Franco nok ville have givet ham et klap på skulderen for. Men så fortsatte han sit argument: ”Havde Franco da bare været dum nok til at alliere sig med Hitler og forsøgt at indtage kolonien, så havde vi givetvis haft en hel anden situation i Spanien i dag.” Nu begyndte jeg at forstå lidt af finurlighederne i vores samtale, og da nogle fortalte, at de var konverteret til protestantismen, tænkte jeg straks på, hvad det kunne betyde. De virkede ikke særlig religiøse i nogen retning. ”Vi er mange, der ”omvender” os i Spanien for tiden,” fortalte de. ”Det har meget lidt med religion at gøre, men er en politisk tilkendegivelse, provokation kalder nogle det. Enhver spanier ved, hvad det betyder. Men man kan jo ikke straffe folk for at skifte religion.” Det havde Franco åbenbart glemt at nedlægge forbud imod.

I næste nummer af La Danesa skal vi læse om Holgers møde med Jesús. Ikke den højtidelige herre på amagerhylden i plethvide klæder med armene spredt ud til velsignelse af menneskeheden, men en lattermild, charmerende fyr, der giver Holger et lift i en gammel smadderkasse af en lastvogn.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa