Gårdejer og forhenværende folketingsformand Christian Mejdahl kommer til Costa del Sol og holder foredrag i Margrethekirken. I den forbindelse har vi mødt den nordjyske ekspolitiker for at komme nærmere på mennesket bag politikken. Selvom halvanden time i kostalden er hverdagskost for Christian Mejdahl, er det stadig mest politik, der står på menuen.
Går politikeren og tænker på, hvad der kan gøres bedre i en krisetid, eller hæfter tankerne sig til naboens hæk, der er blevet generende høj? Hos Christian Mejdahl i Løgstør er halvanden time i kostalden en nødvendighed, ligesom det er vigtigt, at man passer sit drivhus, hvis man har sådan et. Selv med en kvægbesætning derhjemme, var der alligevel tid til en borgmesterpost i byen. Senere blev det til en formandspost i Folketinget, og ansvaret for de daglige gøremål hjemme i Løgstør blev lagt på andre hænder. Blandt andet i Eva Mejdahls, som, udover at være Christian Mejdahls kone, var bogholder derhjemme.
I dag er politik stadigvæk en stor del af nordjydens liv 38 år efter karrierens begyndelse.
Folkestyrets festdag
”Jeg går og fordøjer en god oplevelse i København, hvor min kone og jeg tog med til Folketingets åbning. De aspekter, der bliver rejst ved en åbningstale, gør, at man går og tænker på de ting, der skal løses i samfundet,” og her mener Christian Mejdahl den krise, vi i hele Europa er underlagt.
Af forbilleder kan nævnes den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Ifølge Mejdahl har hun en vanskelig post, som hun har håndteret på den rigtige måde. ”Hun har kunnet balancere på en knivspids, og trods de manglende tyske vælgere får hun alligevel de beslutninger gennemført, som skal til for at sikre Grækenland, Italien og Spaniens økonomi,” lyder det fra landmanden, der ud over at holde foredrag rundt omkring i landet også er med i otte-ni bestyrelser med bestyrelsesmøde en gang om ugen.
Kristen kirke eller muslimske moskeer
Christian Mejdahl er ikke helt enig i måden, man omtaler og håndterer folkekirkens problemer i Danmark. Der vendes op og ned på det hele, synes han. Spørgsmålet er, om det er dét, der gør, at folkekirken bliver stærkere i folks bevidsthed?
”Der er jeg i tvivl. Jeg ville ikke have vendt op og ned på det hele men i stedet lyttet til det kirkelige bagland,” fortæller den erfarne herre, som ikke har noget imod moskeer i Danmark.
”Andre religioner skal også have lov til at dyrke deres gud og bygge huse, som skal bruges til det, om det er en kristen kirke eller en muslimsk moske. Religionsfrihed, det går jeg ind for. Det er vigtigt, at man har den tolerance, der gør, at der er plads til andre religioner. Men man skal følge samfundets regler – billedligt talt; at man kører i den samme side af vejen”, mener Mejdahl.
Christian Mejdahl har taget det væsentligste med fra landbrugsskolen og ind i politik. Der kan drages mange paralleller mellem de to verdener.
”Man er vant til, at tingene skal klares. De skal besluttes og de skal føres ud i livet, og det er de ting, der har været kendetegnet i politik: At man træffer beslutninger, som føres videre ud i livet med det ansvar, der følger med,” fortæller den forhenværende formand for Folketinget.
Mød Mejdahl i Margrethekirken
Margrethekirken holder igen højskoledage, hvor de inviterer kendte danskere til Kysten, som bidrager med foredrag, fortællinger eller musik. Højskoledagene finder denne gang sted den 8. og 9. november, hvor du blandt andet kan høre mere om Christian Mejdahls opgaver og oplevelser som lokal- og landspolitiker gennem 38 år – og om demokratiet og dets udøvere med hans egen bondebaggrund som eksempel.
Med anekdoter vil han krydre de oplevelser, som følger med i et langt liv i politik.
Foredraget finder sted fredag den 9. november kl. 12.45 i Margrethekirken. Samme dag vil Christian Mejdahls kone, Eva Mejdahl fortælle om sit liv som landmandskone kl. 10.15.
Køb billetter i Margrethekirken.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001