Andalusiens første kiropraktor fejrer 25 års jubilæum

Andalusiens første kiropraktor fejrer 25 års jubilæum

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Mogens Dahl har været praktiserende kiropraktor i Spanien i 25 år. Han kom hertil som pioner sammen med sin kone, Pia, der arbejder som sekretær i klinikken Centro Quiropráctico. Mogens Dahl var den første kiropraktor i Andalusien og nummer syv i hele Spanien. At introducere en ny behandlingsform i et stort land som Spanien har været en udfordring, men Mogens kan med stolthed konstatere, at hele 60 procent af patienterne i dag er spaniere.

Det er 25 år siden, at Andalusiens første og Spaniens syvende kiropraktor tog den holistiske behandling med til Fuengirola, hvor han har haft klinik siden. Som pioner var det ikke altid lige let, men de mange udfordringer har kun gjort Mogens Dahl til en endnu dygtigere kiropraktor. “Patienterne får ikke tilskud fra det offentlige til kiropraktisk behandling i Spanien, og det tvinger kiropraktoren til at blive endnu dygtigere for at kunne overleve i behandlingsverdenen”, fortæller Mogens Dahl.
I 1987 kom han til Spanien. Han var 35 år gammel og havde det gåpåmod og den stærke personlighed, der skulle til for at slå igennem på et helt nyt marked. Mogens Dahl skulle ikke bare skaffe sig et klientel, men også få det etablerede sundhedsvæsen samt andre alternative behandlere (fx fysioterapeuter) til at forstå, at kiropraktik var en god og effektiv behandlingsform. Desværre oplevede Mogens Dahl misundelse fra dele af branchen – fordi han var dygtig og kurerede patienterne hurtigt. I dag har Centro Quiropráctico set over 20.000 patienter.

Kiropraktikken blev spredt
Da Mogens Dahl etablerede klinikken i Fuengirola, regnede han med, at patientgruppen ville komme til at bestå af hovedsagligt skandinaver og englændere. Men på grund af spaniernes åbne sind og tillid til fremmede blev budskabet om den ny behandlingsform stille og roligt spredt fra mund til mund. Mogens Dahl kunne rent faktisk hjælpe spanierne af med de skavanker, som mange havde døjet med i årevis. I dag er 60 procent af klinikkens patienter spaniere, og kommer så langt fra som Cádiz, Sevilla, Alicante, Granada, Córdoba og Madrid, ja hele Spanien.
”Folk kan ikke gå ind, men de kan gå ud,” lyder det fra kiropraktoren, der beskriver sig selv som værende nødbremsen; den sidste folk spørger om hjælp.
Mogens Dahl behandler blandt mange andre en spansk familie, hvor han både har hjulpet deres fire dage gamle baby med kolik og deres bedstefar på 97 år med svære rygproblemer.
”Fordelen ved andalusiere er, at de er åbne mennesker og ikke er bange for at prøve noget nyt. Hvis de akut får hold i nakken eller i lænden, så ved de nu, at der er en god mulighed for at få det ordnet hurtigt,” forklarer Dahl, mens han knipser med fingrene for at illustrere, hvor hurtigt det går.

Men hvorfor lige kiropraktik?
Mogens Dahl blev som teenager præsenteret for kiropraktikken første gang. Han var faldet ned fra et træ som syvårig, og havde slået sig så meget, at han begyndte at udvikle migræne og synsforstyrrelser. Mogens Dahls’ storebror, der lige var gået i gang med uddannelsen til kiropraktor, fik sin lillebror med til at opsøge en kiropraktor i Slagelse.
”Problemet blev hurtigt løst, og jeg var superlykkelig,” lyder det fra Mogens Dahl.
Årene gik, og Mogens Dahl besluttede sig for, at han ville være statsautoriseret revisor, men snakken faldt altid tilbage på kiropraktikken, som han aldrig helt havde glemt. Mogens Dahl var nået til en HD i regnskab, da han som 24-årig valgte at sadle helt om. Som værnepligtig flyttede han fra forsvarets regnskabsafdeling til marinens flådestationen i Korsør, hvor han bl.a. brugte de ni måneder til at læse præmedicin, så han kunne tage eksamen. Med supplerende kurser var Mogens Dahl efter halvandet år klar til at tage til USA for at uddanne sig til kiropraktor på Palmer College of Chiropractic.
”Når man taler om sin branche, er ordet ’at elske’ måske at overdrive, og alligevel er det ikke. Den beslutning, jeg tog den gang, er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget,” lyder det overbevisende fra kiropraktoren, der efter fem års uddannelse i USA – som bl.a. inkluderede hele 237 studietimer mere end uddannelsen til mediciner derovre – kunne vende tilbage til Danmark som Dr. i Kiropraktik. Han var i praktik i Horsens og drev senere klinik i Næstved.

Forelsket ved et tilfælde
Mogens Dahl driver sammen med sin kone, Pia, Centro Quiropráctico i Fuengirola. Parret har været sammen i 34 år og har datteren Sophia på 19 år.
De mødte hinanden ved lidt af et tilfælde på et mindre eksotisk sted, nemlig på Rosen Bodega i Slagelse. Der blev budt på kolde Tuborg og citronsnaps, som hittede den gang sidst i halvfjerdserne.
”Jeg var med til at køre diskotek og værtshus i Slagelse. Jeg skulle til eksamen, så jeg havde taget fri den weekend. Alligevel ringede de lørdag formiddag, fordi der ikke var nogen til at passe værtshuset. Jeg gik med til at stå der fra klokken 12 til 14, hvor jeg så ville blive afløst. Jeg var ikke mere end lige mødt, da Pia og hendes søster trådte ind af døren. De havde aldrig været på værtshuset før, og havde egentlig ikke tænkt på at gå der ind,” fortæller Mogens Dahl med et stort smil.
Pia tog med Mogens til USA, mens han studerede. Og efter næsten seks år som kiropraktor i Danmark, flyttede de sammen til Spanien – udelukkende på grund af skattefordelene (almindeligt skattetræk for Mogens Dahl var 71,7% den gang, og han prøvede 91,7% på en etableringsfond). ”Ta’ til Spanien. Lav det halve, tjen det dobbelte,” griner Mogens.
I dag har Centro Quiropráctico eksisteret i 25 år. Der er sket en del, siden Mogens Dahl ankom for 25 år siden. Fuengirola har nu tre og Spanien 300 kiropraktorer. De allerførste spanske, nyuddannede kiropraktorer er lige blevet udklækket i sommer i Madrid. Og i hele Europa er kiropraktik en beskyttet titel undtagen i Grækenland og Spanien.
”Jeg vil gøre alt – og det lover jeg dig – for at kiropraktik skal blive en del af det offentlige sundhedstilbud her i Spanien, ligesom det er i Danmark”, slutter Mogens Dahl.
Den 24. november holder Mogens Dahl 25 års jubilæum som praktiserende kiropraktor i Spanien samt 30 års jubilæum som kiropraktor. Jubilæet finder sted på klinikken i Fuengirola med reception fra kl. 12:00-15:00.

Af Nanna Lunnemann

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa