Marbella og det knivskarpe bagland

Fra Plaza de los Naranjos, Marbella

Marbella er en skøn, gammel by med et hyggeligt historisk centrum, og selv om der hviler en aura af både skandale og ”glamour” over byen, kan almindelige dødelige godt aflægge den et besøg uden at tage skade. Og nu hvor der er åbnet en Via Verde langs med ”The golden mile”, sådan at man kan vandre de smukke 7 km. mellem Marbella og Puerto Banús, er der al mulig grund til at prøve det af. For her kan man gå nedenfor Spaniens dyreste grundstykker og kigge ind i haverne til ”the jet set”. Når dertil kommer, at man kan bo lige midt i herligheden i det nyrestaurerede hotel The Town House og desuden kaste sig ud i en fabelagtig rundtur i baglandet, hvor man kan komme op på bjergkammen ”Los Cuchillos” – knivene, ja så bliver det bare ikke bedre. Her er bare en udflugt, der har det hele – inklusiv en mulighed for at gå shoppingamok.
Vi har det sådan, at når vi kommer til Marbella, så føler vi os som bønder, der er kommet til staden. Dels er vi fra Jylland og dels bor vi øst for Málaga. Så kan det vist ikke blive mere ”cateto” (bondsk). Men vi vovede alligevel en overnatning i Marbella, for vi havde fået appetit på en vandretur i baglandet, nærmere betegnet i den skønne naturpark Sierra de las Nieves. Og så havde vi fundet det lille hotel ”The Town House”, som så tillokkende ud. Se www.townhouse.nu Hotellet ligger lige midt i det historiske centrum og er drevet af svenskere. Det er enormt hyggeligt med 10 meget charmerende værelser og en skøn, lettere dekadent atmosfære. Et dobbeltværelse koster 125 € inkl. morgenmad og det kan varmt anbefales.

Vi ankom lørdag ved middagstid, og efter at vi var blevet installeret i vores skønne værelse (nr. 9) med egen, privat balkon, måtte vi ud og prøve den nye Via Verde af. Vejret var helt bedårende, og vi var enige om, at det er en supergod vandretur, der nu er åbnet mellem Marbella og Puerto Banús. Det er utvivlsomt den nye ”ley de costas” (kystlov), der har åbnet mulighed for at anlægge en cykle- og vandresti langs med vandkanten. La Ley de Costas har nemlig bestemt, at alle strande i Spanien fra nu af har offentlig adgang. Man kan altså ikke længere have en privat strand. Hvad lodsejerne langs med ”The Golden Mile” har sagt til at få en offentlig sti igennem bunden af deres haver, ved jeg ikke noget om, men det er utivlsomt et stort gode, at alle nu kan benytte både stien og stranden. Der var da også en livlig trafik på stien, hvor der er opsat bænke, hvorfra man i ro og mag kan beundre det flotte blik over mod Afrika og ned mod Gibraltar. Da vi havde særlig god sigtbarhed den dag, stod ”Herkules’ søjler” helt skarpt i horisonten. Herkules’ søjler er det navn man i Antikken brugte om Gibraltar på den ene side og den modsvarende klippe på Marokko siden. Det var her, man forlod Middelhavet og dermed den kendte verden. Hinsides Herkules’ søjler lå det store ukendte hav – Atlanterhavet.
Efter ca. 1 1/2 times adstadig slentren ankommer vi til Puerto Banús, og da vi bønder sjældent kommer i nærheden af en butik, benyttede vi lejligheden til at shoppe igennem i El Corte Inglés. Og således opmuntrede efter et par timers ”retail therapy” måtte vi tage en taxa tilbage til Marbella. En sådan koster 10 €, men vi har ladet os fortælle, at der også går både bus og båd mellem Puerto Banús og Marbella. Især skulle den 30 min. lange bådtur være meget smuk. Man kan se afgangstider ved at Google: Puerto Banus – Marbella ferries.

Tilbage i The Town House skal vi lige sunde os lidt inden vi tager en lille tur rundt i Marbellas gamle historiske centrum. Her er især La Plaza de Los Naranjos (appelsinpladsen) berømt. Dels er det en overordentlig hyggelig plads, og dels ligger byens berygtede rådhus her. Det var her borgmesteren og ærkeskurken Jesús Gil y Gil huserede i en årrække og der var herfra, at de offenlige kasser blev støvsuget af hans efterfølgere. Dønningerne efter denne kæmpeskandale har endnu ikke lagt sig, og der mangler stadig at falde dom over de implicerede i Malaya sagen, som skandalen er blevet døbt.
Men de smalle gader har masser at byde på: dels er der gamle kirker og kapeller samt et hospital helt fra Isabel og Fernandos tid, og dels er der en mængde fine butikker, barer og restauranter. Byens mest berømte restaurant er nok Zozoi – se: www.zozoi.com men Marbella er spækket med fine, kendte spisesteder, især nede ved havneområdet.
Men i Marbella finder man også en ægte vegansk restaurant, og da det ikke er nogen hemmelighed, at vi er vegetarer, benytter vi os naturligvis af chancen for at komme ind i vegetarernes mekka: Restauranten Loving Hut, som ligger i gaden Miguel Cano 11 . Her er der ikke kun tale om en restaurant, men om en eksponent for en verdensbevægelse for vegansk og vegetarisk levevis, som jo er sund, smuk og drabsfri. Eller som de siger: It is cool to be veg! Se: www.Marbella.lovinghut.es

Næste morgen gælder det ”Los Cuchillos” i Sierra de Canucha, og da dagen gryr med en skyfri himmel og god sigtbarhed, kan vi dårligt vente med at køre op ad bjerget. Men vi skal lige nyde The Town House’s skønne morgenmad inden vi tager hjerteligt afsked med den flinke Liv, der bestyrer hotellet.
Nu kører vi imod Coin og Ojén, og efter passet bagved Ojén drejer vi til venstre imod El Refugio de Juanar. El Refugio er en tidligere parador, som er blevet solgt fra paradorkæden, og vi har før overnattet her, men var ikke så imponerede, så derfor valgte vi at bo i Marbella. Vi parkerer nu ved El Refugio og ifører os vandrestøvler og vandrestave. Stavene er vigtige, for nu skal vi ud i bjergene og stien er af og til ujævn. Vi vandrer tilbage ad asfaltvejen hvorfra vi kom, og efter ca. 600 meter starter vores sti på venstre hånd. På et skilt står der: Sendero Pozuelo. Der står også at turen er 5 km. lang, men det skal man ikke tro på, for den er ca. 9 km. og der er 450 højdemeter at overvinde. Det er en skøn rundtur igennem et vildt og betagende landskab, og man skal beregne at turen tager 3 timer plus pauser.
Stien går først lidt nedad og stiger derefter op mod et lille pas, hvorfra man får de betagende ”Cuchillos” i syne. ”Los Cuchillos” er en spids bjergkam, som ser imponerende ud, som den nu står skarpt aftegnet imod den azurblå himmel. Inden man kommer hen til det sted, hvorfra man kan bestige ”Los Cuchillos”, kommer man til ”El Pozuelo” eller den lille brønd, der har givet stien navn. Her kan man fylde sine vandflasker, hvis man ikke har fået nok væske med.

La Via Verde mellem Marbella og Puerto Banús

Der er ikke behov for vejbeskrivelse, for man skal bare følge stien rundt. Der er ikke noget at tage fejl af. På et tidspunkt kommer man til et pas, hvor der går en sti af mod højre. Der står en fin varde der, og det er her, man kan komme op på klippen. Jeg kan ikke dy mig for at gå derop, og det tager kun ca. 10 min. at nå op til klippen og røre ved den. Herfra kan man følge stien op på rygningen, men der skal kravles og klatres og kures på bagen, så det er ikke en tur for skvatnavler og slapsvanse. Til gengæld er det en vild og blodig bedrift at stå oppe på El Picacho de Castillejos (1237 m.) og balancere. Desværre gik Erik ikke med op til klippen, så jeg kunne ikke blive foreviget deroppe. Øv!
Deroppe ligger hele Sierra de Las Nieves for ens fødder med La Torrecilla (1919 m) i den ene retning og Middelhavet med den afrikanske kyst i den anden retning, så der er nok at beundre.
På turen tilbage til bilen går man langs med bjergsider med pinsapoer og andre interessante gevækster, og det sidste stykke vej er en jævn nedstigen mod El Refugio de Juanar. Det skal nok lige siges, at det er bedst at tage rundturen, som den her er beskrevet og ikke i den modsatte retning, idet man dermed starter med en meget lang og trættende opstigning. Man kan altså sige, at der er en ”rigtig” og en ”forkert” måde at tage turen på. Vi tog selvfølgelig den rigtige.

Tagterrassen på The Town House