Det danske magasin i Spanien
Den kroniske provokatør Klaus Rifbjerg fylder rundt

Den kroniske provokatør Klaus Rifbjerg fylder rundt

Den store danske forfatter Klaus Rifbjerg, med den livslange kærlighed til Spanien og spansk kultur, blev 80 år den 15. december sidste år. Med et gennemsnit på omkring tre udgivelser om året siden 1956 har forfatterskabet vokset sig til en imponerende størrelse på over 140 bøger. Et tal, der nok skal blive overskredet, for skrivelysten og udgivelsesmængden mærker ikke, at pensionsalderen for længe siden er overskredet. Og hvorfor skulle Klaus Rifbjerg stoppe sin skrivegerning, når det er her, han finder sine kilder til livsglæden?

De fleste kan nævne tre-fire bogtitler af Klaus Rifbjerg. Typisk er det bøger fra 60’erne og de tidlige 70’ere. I de senere år er oplagstallene blevet mere overskuelige. Men så længe der findes en litteraturkanon og dansklærere, vil Klaus Rifbjergs bøger forblive pligtlæsning og en institution i kulturlivet, som er svær at komme uden om.

En debattør med kant og humor

Klaus Rifbjerg har som forfatter og debattør gerne sat hatten, som han ville og set stort på, ”den gode tone”. Nogen vil mene, at han kan være flabet, men de færreste vil sige, at Klaus Rifbjerg er ondskabsfuld.

Snarere repræsenterer Klaus Rifbjerg dansk debatstil, når den er bedst: At kunne få alvor og humor til at spille sammen og gå op i en højere enhed. En form som giver tilhørerne lyst til at lytte, uanset om han er elsket eller hadet.

Klubben for ældre, vrisne mænd kommer formentlig til at vente forgæves på, at Klaus Rifbjerg melder sig ind. Her mangler bare humorens befriende rundhed i kanterne.

Selskabet for de harmløse humorister må sandsynligvis også se langt efter ham. For hvis der ikke er kant i morskaben, er det bedre at tie stille, vil Klaus Rifbjerg mene.

Et år med personlige udfordringer

Det sidste års tid har været præget af personlige udfordringer. Klaus Rifbjergs samlever, Inge, gennem 56 år har mistet synet, og er flyttet på et plejehjem. Fødselaren betegner det som en tvungen skilsmisse i en sen alder. Lejligheden på Frederiksberg er blevet udskiftet med en mindre på Nørrebro i det ungdommelige cafekvarter nær Sankt Hans Torv. I lejligheden har computeren fået tildelt vinduespladsen med udsigt ud til Sortedamssøen. Her kan ejermanden producere de gennemsnitligt tre årlige litterære værker, medens kondiløbere med musikpropper i ørene tonser forbi ved søbredden uden for vinduerne. Umiddelbart under nørrebrolejligheden er der en fortovscafé, hvor et ungt publikum udveksler de seneste nyheder om fester, kærester og fremtidsplaner, med et glas café latte inden for rækkevidde. Hvem ville have troet, at en 80-årig vælger sin bolig her?

Kærlighed til Spanien

Klaus Rifbjergs kærlighedsforhold til Spanien og spansk kultur har været en langvarig affære. Siden de første besøg på Mallorca i 1960’erne, har forholdet været stabilt uden langvarige pauser.

En enkelt påtvungen pause har der dog været tale om. Nemlig da Franco gav indrejseforbud til Rifbjerg efter udgivelsen af den Franco-kritiske bog: ”I Spanien” i 1974. Et pænt personligt brev fra Rifbjerg til Franco hjalp dog så meget på generalens humør, at forbuddet efter få måneder blev ophævet.

Det er i Spanien, at Rifbjerg har fundet en kulturel modpol til Danmark, der provokerer det indarbejdede og selvfølgelige i hans danske baggrund. Dansk konfliktskyhed og kompromisvilje har ikke altid gode kår i et land, hvor konflikter er knapt så skræmmende. Det er sikkert befriende for debattøren Klaus Rifbjerg at opleve mennesker i Spanien, der kan sige til og fra. Et land, hvor det er mindre nødvendigt at pakke konflikterne ind i velmenende forhandlingsvilje.

Den geografiske afstand giver samtidig en form for eksil fra andedammen derhjemme. Fra sit spanske udkigstårn træder de små skærmydsler i den hjemlige debat i baggrunden til fordel for de store linjer.

Huset i Spanien

I et afsides område i midten af Andalusien med udsigt til en højslette har Klaus fundet sit tilflugtssted fra det lille land mod nord. Nærhed til naturen og den uspolerede spanske kultur har bestemt valget.

Huset, som er på 300 kvadratmeter, burde være rigeligt stort for Klaus Rifbjerg, også hvis det bliver muligt at få konen Inge med herned igen. Er man købsinteresseret, er prisen omkring 5 mio. kr. Men så følger der også en opvarmet swimmingpool på 18 meter med.

Livet består af steder

På sin 80 års fødselsdag udgav Klaus Rifbjerg den tilbageskuende digtsamling ”Stederne”.

Det første og vigtigste sted er barndomshjemmet på Ingolfs Allé på Amager. Det er derfra, hans veje er gået. Nye steder er kommet til siden. Der er de kendte steder på det ydre plan som huset i Andalusien, men også de små ubetydelige øjeblikke, som dukker op i en sen alder i Klaus Rifbjergs erindringer.

I ”Stederne” er Klaus Rifbjerg gået på opdagelse i sin egen fortid, og finder store og små steder, som har været glemt eller overset i mange år: Vi har så travlt med at leve, at vi glemmer det, vi glemmer øjeblikket, siger Rifbjerg til Jyllandsposten omkring udgivelsen.

Det sidste sted

Rifbjerg er afklaret med, at der vil være et sted, der bliver det sidste. Men når det indfinder sig, skal det helst være med pennen i hånden eller foran computeren. Det, der kan bekymre Klaus Rifbjerg, er kun at blive elendig og uarbejdsdygtig. Men sker det ikke, vil han være på sin plads i det danske kulturliv. Lad os håbe, at det varer længe endnu.

Fakta:

Født den 15.12.1931 i København.
Forældre: Kommuneskolelærerne Thorvald Rifbjerg og Lilly Nielsen.
Gift med oversætter Inge Rifbjerg i 1955.
Børn: Oversætter Lise Rifbjerg, journalist Synne Rifbjerg, og trommeslager Frands Rifbjerg.
Børnebørn: Oscar og Astrid.
Uddannelse: Studeret et år ved Princeton University (1950-51), Studeret litteraturvidenskab, engelsk og dansk ved Københavns Universitet(1951-1955)
Erhverv: Forfatter, journalist, anmelder, rejseleder, filminstruktør.

 

Bøger om Spanien:

Mojácar Miniaturer: (2004) En skildring af området Mojácar med fotografier af Georg Oddner.

Engel: (1987): Roman med rejseskildringer fra Frankrig og Spanien.

I Spanien: (1974): En kritisk rejsebog om Francos Spanien, der medførte et kortvarigt indrejseforbud til Spanien.

Dilettanterne: (1973): Roman. Foregår i Spanien under Franco-regimet.

Mallorca – livsglædens ø: (1972) En kærlighedserklæring til Spanien og spanierne. Bogen er brugt som undervisningsbog, mens Rifbjerg var lærer på en rejselederskole.

 

Biografier:

Sådan: (2000) Erindringsbog af Klaus Rifbjerg.

Af Werner Kreisø

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.