Spies og gris

Spies og gris

I år ville alle tiders danske rejsekonge Simon Spies være fyldt 90 år. La Danesa benytter lejligheden til at se tilbage på mere end et halvt århundrede med charterferie, grisefester og sangria i lange baner og taler med to tidligere ansatte hos Spies.

Op imod 1,7 millioner danskere tager i år på charterrejse, og den mulighed kan de på mange måder takke Simon Spies for. Han har nemlig en enorm andel i, at denne ferieform i dag er en betydelig del af den danske rejsekultur. Begrebet stammer fra 50’erne, hvor Spies i et tv-interview sagde ”(…) og så har man jo brug for at få charted sine batterier, ikke? Altså, charterferie, forstås”. Dermed blandede han de engelske ord charge (oplade) og charter (leje et fartøj), og således opstod det, der i dag er danskernes foretrukne rejseform.

Målene var fra begyndelsen centreret omkring Middelhavet og særligt Mallorca. Her kunne danskerne nyde en uge – to for de mere velstillede – med solgaranti, lækre badestrande og ikke mindst grisefest! Kombinationen af helstegt pattegris, alkohol i stride strømme og løssluppen atmosfære var lige noget, der faldt i danskernes smag, og ferietypen blev hurtigt et hit. Det lukrerede Simon Spies på, og sammen med Tjæreborg Rejser startede Spies Rejser en epoke i dansk rejsekultur.

En Spies-guides erindringer

Virksomhedens ansigt udadtil var Spies selv, og med sin ejendommelige stil var han en fantastisk reklame for foretagenet. Hans talent for konstant at være i mediernes søgelys var unikt, og om det krævede, at han iklædte sig Leopard- og Zobelpels fra top til tå, arrangerede sin egen fødselsdagsparade gennem København eller i bedste playboystil omgav sig med smukke, unge damer, skulle han nok nå de kulørte blades forsider. Med sin udsvævende livsstil var rejsekongen selv den perfekte eksponent for de charterferier, han tjente tykt på. Danskerne ville også have sol, fest og farver – og det fik de.

Lennart Isaksen var i mange år chefrejseleder og rejseinspektør i Spies, og han kan fortælle et væld af helt utrolige historier fra charterrejsernes storhedstid i 60’- og 70’erne. Blandt andet en absurd historie om en kvinde, der måske lod sig inspirere lige lovligt meget af Spies’ løsslupne tilgang til livet.

”På vores Rhodos-kontor blev jeg informeret om, at en af vore gæster var druknet, og at hans hustru var på værelset. Jeg tager derud sammen med en kvindelig guide, der kunne blive hos hende om nødvendigt som støtte. Da vi banker på døren, lukker en halvfuld kvinde døren op. Hun har selskab af tre herrer. Da jeg meddeler den triste nyhed, slår hun en stor latter op og svarer ”endelig fri igen – det skal fejres” og tager telefonen og bestiller en flaske champagne,” beretter Lennart til La Danesa. Der findes dog også mere positive historier fra charterrejsens tidlige år, hvor booking på endnu ikke færdigbyggede hoteller eller ren og skær manglende hotelværelser ikke var unormalt. Lennart fortæller:

”En guide kørte en sen nat rundt med både en herre og en dame i over tre timer. De havde hver købt et deleværelse. Efter flere timers forgæves forsøg fandt guiden til sidst et værelse. Hun bad så de to rulle sig ind i hver sit lagen og dele værelset til næste morgen. Så ville hun vende tilbage og flytte den ene. Da hun om morgenen kom tilbage og bankede på døren, åbnede kvinden kun iklædt et håndklæde. Smilende meddelte hun, at flytning ikke kunne komme på tale. Et par måneder senere sendte de en bryllupsinvitation til guiden.”

Grisefest og alternativ krisehåndtering

Et af den tidlige charterferies helt store trækplastre var de grisefester, der stadig for manges vedkommende står som synonym for ferie på Costa del Sol eller Mallorca. En anden fastforankret del af charterferien er det væld af udflugt- og oplevelsesmuligheder, man mod betaling kan koble sig på. Og her var et kryds i kolonnen ud for grisefester sikkert.

”Grisefesterne var i en lang årrække den mest populære udflugt på Costa del Sol. Den fandt sted to-tre gange om ugen og som regel med 12-15 fulde busser hver gang. Der var spydstegt pattegris på menuen og hertil frie drikkevarer – rød-, hvidvin eller sangria. Den frie alkohol fik hurtigt stemningen i top, og mange fandt kærester, der ind imellem udviklede sig til ægteskaber,” husker Lennart tilbage. I festerne deltog folk fra flere samfundslag, og alt fra skraldemænd til advokater mødtes til sang, dans og sanseløs druk.

”Der var dog altid nogle, der blev så berusede, at de knapt vidste, hvor de boede, så guiderne kappedes om ikke at få den sidste bus, der kørte hjem. Her kom tjenere med folk i trillebører og bar dem ind i bussen. Det hændte, at de sov rusen ud på stranden, inden de var så klare i hovedet, at de huskede, hvilket hotel de boede på.

Som mangeårigt medlem af Spies’ hold har Lennart ved flere lejligheder mødt den nærmest legendariske rejsemogul. Baggrunden for første møde var dog alt andet end hyggelig. Lennart var blevet tildelt en ”næse” for sin håndtering af et større rejseproblem, og da han nægtede at acceptere, anmodede han Spies om lov til at deltage i virksomhedens ugentlige topmøde. Spies, der elskede intriger mellem lederne, da han mente, det gav effektivitet, lod Lennart deltage.

”Under mødet var der vel gået to-tre timer uden, at min sag var kommet frem. Så tændte jeg en cigaret. Straks sagde Simon: ”Er du ikke klar over, at der ikke må ryges her?”. ”Jo”, svarede jeg, ”men jeg har jo ikke en piccoline, der henter mig ud til en smøgpause som mange af de andre”. Simon stirrede på mig i lang tid. Så sagde han ”du må godt ryge – men I andre må ikke”,” fortæller Lennart, der efter mødet fik trukket sin ”næse” tilbage, ligesom de to direktører, der havde givet den til ham, selv måtte se sig tildelt en ”dobbeltnæse”. Angiveligt en typisk krisehåndtering af den på ingen måde autoritetstro Spies.

Seks årtier med charterrejsen…

En charterrejse defineres som ”en rejse, hvor hotel og flybillet er inkluderet i prisen, og som typisk finder sted over en uge eller to”. Idéen – eller i hvert fald implementeringen i Danmark – må nok tilskrives Tjæreborg Rejsers grundlægger Eilif Krogager, som tilbage i 1949 begyndte at arrangere rejser fra Danmark til sydens sol. Siden har genren været inde i en løbende udvikling – både hvad angår destinationer og service. En udvikling, som i høj grad er sket på Spies’ præmisser.

”Charterbranchen er et uhyre eftertragtet erhverv, hvor kun de mest konkurrencedygtige og stærkeste overlever. De, der kræver indflydelse på tiden og sætter tempoet. Det gjorde Spies i høj grad. Han og alle vi andre løb forrest og satte præg på branchen,” fortæller Jette Christiansen, der har arbejdet ni år som guide og destinationchef i Spies, og fortsætter:

”Branchen – eller produktet – har jo udviklet sig fra at være en bustur til et kassehotel på en strand og fra at være meget folkeligt og fornøjeligt til at være kvalitetsrejser, som også de rejsevante gerne vil deltage i.”

Charterferie er stadig suverænt danskernes foretrukne rejseform. Det viser en undersøgelse, der blev foretaget i forbindelse med højsæsonen for rejsebestillinger i 2011. Her fremgår det, at hele 31 % af danskerne har planlagt at tage på charterferie i år, hvilket er langt foran nummer to på listen, storbyferie, som 21 % af danskerne havde i sinde at bestille. Den langvarige succes skal i høj grad ses som et resultat af rejsebranchens evne til at tilpasse og forny sig, mener Jette Christiansen.

”Det har været en naturlig udvikling; en forlængelse af den udlængsel, der skabte charterrejsen. Der var og er ikke noget galt med en badeferie på Costa del Sol, men præcis som de fleste af os jo heller ikke spiser rejecocktail og culottesteg hele livet, men kaster os ud i vietnamesisk og indonesisk mad, så vil vi også gerne opleve nyt på rejsefronten. Mange af generationerne efter 1950’erne har rejst med forældrene til Mallorca, Rhodos osv. fra de var små, så det er meget naturligt, at de vil rykke horisonterne,” slutter Jette.

… som lever videre

I mere end 60 år har charterferien altså formået at overleve en rejsekultur i konstant forandring. Oplevelsesferier, storbyferier og aktive ferier er former, der hele tiden videreudvikles og tilføjes nye dimensioner af kreative rejsearrangører, men alligevel lever den traditionelle charterferie videre i bedste velgående. Faktisk er antallet af danske charterturister steget markant fra lidt over en million i 2004 til 1.258.730 i 2008, mens man hos Apollo Rejser i 2011 forventer helt op imod 1,7 millioner charterrejsende. Dermed tyder alt på, at Simon Spies’ arv lever videre her 27 år efter hans død. Charterrejsen er kommet for at blive.

Har du lyst til at læse flere historier fra rejsebranchen i de glade Spies-dage, kan du med din smart phone scanne den lille, firkantede stregkode eller gå ind på LaDanesa’s hjemmeside og finde artiklen.

Top-10 Spies-citater:

10) Jeg ønsker mig en globus i fødselsdagsgave – i naturlig størrelse…

9) Dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

8) Har De lyst til at være sammen med sure og tvære mennesker i Deres ferie, ja, så bør De nok vælge et andet rejsebureau.

7) Det kan godt være, at man ikke kan købe kærlighed for penge – men man kan købe noget, der ligner til forveksling.

6) Jeg tjener kun 11 kroner pr. rejse, jeg sælger, men det bliver jo også til en del, når jeg sælger en million rejser om året.

5) Det sværeste ved at gøre gode forretninger er at undgå at gøre de dårlige.

4) Tag fra de fattige og giv til de rige – og landet bliver rigere. Tag fra de rige og giv til de fattige – og landet bliver fattigere. De fattige har det jo med at klatte pengene væk.

3) Hvor mange biler jeg har? Skal jeg også tælle Volvo’erne med?

2) Man starter med at spare 100 millioner kroner op og tager den derfra.

1) Jeg skulle gå så grueligt meget igennem, før jeg fandt ud af at springe over, hvor gærdet er lavest.

Fakta om charterrejse:

Det kostede to ugers ferie på Mallorca i skoleferien:

1961: 675 kr.

1966: 395 kr.

1971: 705 kr.

1976: 1.095 kr.

1981: 2.045 kr.

1986: 2.645 kr.

1991: 4.545 kr.

1996: 4.195 kr.

2001: 5.495 kr.

2006: 3.945 kr.

Kilde: ”Spies, rejs og vær glad – livsglæde gennem 50 år

Blå bog: Simon Spies

Fulde navn: Simon Ove Christian Ogilvie Spies

Fødselsdag: 1. September 1921 i Helsingør (døde 16. April 1984 i Rungsted)

Civilstatus: Gift fire gange. Sidst med den kun 20-årige Janni Brodersen i 1983, der arvede virksomheden ved Spies’ død året efter.

Uddannelse: Er både cand. psych. og cand. polit. fra Københavns Universitet.

Privat: Var nær ven af den kontroversielle tidligere MF’er Mogens Glistrup.

Andet: Har været medlem af DNSAP, det danske nazistparti.

Lennart Fjord Isaksen har masser er sjove eller utrolige historier fra sin tid som Spiesansat. Flere, end der kunne være i magasinet. Her får du et par historier mere.

Når en mand trænger til jordbær…

I en periode ville Simon spise friske jordbær hver eneste dag. Han største fornøjelse var at stifte splid mellem de forskellige direktører – produktion, salg, flyselskab, finans o.s.v. Han sagde, at det gav effektivitet, og her vil jeg give ham ret. En dag sendte han en direktør med fly af sted for at hente friske jordbær. Direktøren bad ham sende en anden. Spies sagde: ”Nej, DU skal hente dem”. Så fløj direktøren, klar over, at Simon var ude efter ham af en eller anden grund. Det var for øvrigt i den periode, hvor Simon havde ansat et par forskere, hvis opgave var at fremstille et naturligt jordbær med hashindhold. Det lykkedes dog aldrig.

Feriebanket af konen

På Rhodos i 1968 blev jeg fra kontoret kaldt til en lille, nærtliggende pension. Her var der voldsomt slagsmål i et værelse, og hotellet ville have det stoppet. Endelig fik jeg dem til at åbne døren. Indenfor var der to smadrede stole og en ægtemand med brud på en arm og et ben. Årsagen til slagsmålet fik jeg aldrig, men jeg fik kørt manden på hospitalet. Der gik ikke længe, før politiet dukkede op. Hospitalet havde anmeldt skaden som overfald. Politiet havde arresteret hustruen og bad mig få fat i deres pas, hvilket jeg skaffede. Jeg var lettet, da jeg kom til politistationen, for jeg var klar over, at sagen ville blive henlagt. I mandens pas var beskæftigelse angivet som politibetjent.

Skræmt albansk minister

I Albanien i 1970 kom en gæst i lufthavnen ved ankomsten og spurgte, om der var nogen, der ventede på ham. I Danmark havde Albanien købt en del danske køer til avl – og og så en tyr. Efter et par år havde de klaget over, at mælkeydelsen var for dårlig, og at der var stor dødelighed blandt avlen. Da Spies, netop som klagen kom, havde rejser til Albanien, skrev landbrugskonsulenten derfor, at han ville komme denne dato og hjælpe dem. Først efter at have talt alvorligt til den albanske “turistminister” (først udnævnt da Spies som de første fik lov at sende turister til Albanien) lykkedes det på femtedagen at få arrangeret et møde på det kollektive landbrug, som havde de danske kreaturer. (En udflugt på hans 3. dag, hvor vi normalt besøgte farmen, havde han naturligvis tilmeldt sig. Men denne dag kunne vi ikke få lov at besøge farmen). Efter hans besøg fortalte han, at mælkeydelsen var i top. Han skønnede at klagen baserede sig på, at de ville købe flere fra Danmark, og at klagen kunne bidrage til en billigere pris.

Samme turistminister fik jeg sendt med det næstsidste fly til Danmark ledsaget af tolk og politisk sikkerhedsofficer. Ingen havde tænkt på, at disse skulle have visum til Danmark – som svar på danskere, som også skulle have visum til Albanien. Det blev dog klaret i Kastrup ved ankomsten, såfremt Spies stod inde for, at de næste formiddag mødte op hos fremmedpolitiet på politigården. Dette skete naturligvis – kørt i Simons limousine. Da albanerne stod ud ved den enormt store officielle bygning, som politigården jo er, blev albanerne så bange, at turistministeren kastede op i rendestenen. Dette kan kun forklares med angst for eget politi og officielle bygninger ved uorden i sagerne.

112 gæster – seks sengepladser

Jeg blev i 1970 Spiesrejsers første ” troubbleshooter” – rejseinspektør for samtlige Spies rejsemål. Der kunne skrives en hel bog om oplevelserne i den periode frem til 1972. Især en episode i Benidorm – dengang første år Spies havde rejser dertil – blev speciel.

Kun et hotel af de, som Spies havde skrevet kontrakt med, viste sig at være færdigbyggede. Jeg blev sendt dertil en mandag morgen, hvor der havde været en artikel om søndagen på forsiden af Politiken om Spies problemer i Benidorm. Dengang var der en spansk direktør, der var chef i Spies for alle spanske rejsemål og en dansk direktør for alt udenfor Spanien. Den danske direktør sendte mig ned for at blande mig i den spanske direktørs ansvarsområde. På det tidspunkt kendte jeg ikke denne. Jeg forsøgte dagligt at få kontakt med ham, hvilket ikke lykkedes. Det viste sig, at den spanske direktør betalte hotellerne, der ikke var færdige. Disse skulle så betale vore brugte erstatningshoteller – hvilket ikke skete. Så var det slut med at få værelser. Ved ankomsten ugen efter havde jeg således kun seks sengepladser til 112 ankommende gæster kl. 23:00, hvor flyet skulle komme næste dag ved middagstid. Lange telex og telefonsamtaler med Spies i København om muligheden for at sende flyet til en andet feriemål stod på hele natten. Kl. 09:15 om morgenen fik jeg beskeden om, at flyet var afgået til Benidorm som planlagt. Jeg havde så ti sengepladser. Der var kun et alternativ: Indkvatering på hotellet, som ikke var klart.

Det havde kun byggestrøm, ingen gulv i receptionen, ingen restaurant færdig, og værelserne, der nødtørftigt kunne anvendes, lå på sjette, syvende og ottende etage med alverdens mangler i form af møbler, rengøring m.m. I transferbusserne fra lufthavnen måtte jeg meddele, at for i nat var der ingen anden mulighed. De skulle gå på værelserne og skrive ALT op, som ikke var i orden, så ville vi mødes 45 minutter senere til et informationsmøde, hvor jeg håbede at have nyt. I mellemtiden tilsluttede ”hotellet” sig ulovligt til elnettet. Der ankom vogne med møbler, og et par dusin piger kom og skulle rengøre værelserne.

Mødet foregik på et hotel overfor, hvor gæsterne også skulle spise. Jeg kunne kun fortælle, at de var nødt til at overnatte på hotellet, men at busser ville komme næste morgen kl. 09:00 og køre dem til et alternativt sted. Nogle luxus lejligheder, der desværre lå 10 km fra byen og 6 km fra stranden i en dal i bjergene. Det var et lørdagsfly, så næste dag var der igen en stor artikel på forsiden af Politiken.

Om morgen tog alle med busserne ud for at se på lejlighederne. På vej tilbage herfra kunne jeg meddele, at Spies Rejser havde besluttet at give fri bar fra kl. 13 til 22 på hotellet overfor, for dem som ville blive. De kunne tænke sig om, jeg ville være til stede i de næste to timer. Til slut var der kun seks gæster, der ville ud til lejlighederne, som var enormt flotte, men helt isolerede og kun med bus til byen to gange om dagen. Disse seks fik jeg skaffet værelser til i Benidorm mod forudbetaling. Resten blev på hotellet og nød den fri bar.

Pointen i det hele var, at ikke alle kunne have fået lejlighederne. Det var ren bluf fra min side. De havde beset en salgslejlighed.

Playboyen vs. Præsten

Spies’ absolutte tophit med markedsføring var hans en krone-rejser til pensionister. Der var knapt en dansker, som ikke havde haft familie eller en i bekendtskabskredsen, som havde fået en sådan rejse. Før den tid rejste provinsen med “præsten” = Tjæreborg – ikke med den underlige playboy fra hovedstaden. Efter den tid rejste hele Danmark med Spies. Jeg husker en 86-årig jysk enke, som i hele sit lange liv faktisk ikke havde været uden for sit fødesogn. Siddende på en kamel udbrød hun: Ja, nu er jeg endelig overbevist om, at dette virkelig er Afrika.