El Camino – Den personlige udviklingsrejse

Siden middelalderen har apostlen Jakobs jordiske rester trukket millioner af pilgrimme fra hele verden til Santiago de Compostela i Galicien. Drevet af religiøse, spirituelle eller eventyrlystne motiver begiver tusindvis af mennesker sig hvert år ud på hele eller dele af den op imod 900 kilometer lange Camino. En rejse, der for manges vedkommende bliver starten på et nyt liv.

Historien fortæller, at Sankt Jakob, en af Jesus’ tolv apostle, led martyrdøden på Kong Herodes Agrippas I’s befaling 44 år efter Kristi fødsel. På spektakulær vis fik syv af hans disciple smuglet liget til Galicien, hvor de begravede ham. Historien beretter videre, at Jakob 800 år senere viste sig, deltog i og vendte et drabeligt slag mod maurerne til de kristnes fordel. Han fik derfor tilnavnet Jakob ”Maurerdræber” og blev belønnet med en kirke der, hvor hans grav blev fundet. I over 100 år mentes det, at kirken videregav helgenen Jakobs kraft til de kristne. Lykken vendte dog brat, da maurerne i 997 erobrede Santiago de Compostela og ødelagde byen.
Omkring 1100-tallet var maurerne endelig fordrevet fra Nordspanien, og med det begyndte pilgrimmene at strømme til Santiago de Compostela og den nye katedral, som blev påbegyndt i 1075, men først stod færdig i 1211. Katedralen var de mange følgende år et populært pilgrimsmål, indtil Reformationen fra 1517 satte færdens popularitet i bero.

De første pilgrimme
Middelalderens katolikker havde et væld af hellige steder rundt om i Europa. Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, Rom, hvor Jesus’ særligt udvalgte, Peter, havde lidt martyrdøden, og Santiago de Compostela, hvor Jakob ligger begravet, var de tre vigtigste. Men mens pilgrimsrejserne til Jerusalem og Rom siden det 12. århundrede blev færre og færre for til sidst at gå i sig selv, vedblev færden til Santiago de Compostela. Flere Caminoer fører til katedralen i denne by, men den mest kendte og benyttede er den fra Sydfrankrig over Nordspanien.
De tidlige pilgrimmes udstyr bestod af en kropslang beklædningsgenstand samlet af et bælte og en kappe. På hovedet sad en bredskygget hat, som beskyttede mod regn og sol. I sin vadsæk havde pilgrimmen kun det mest nødvendige: Mad, en passerseddel, penge, fyrtøj og en flaske eller et udhulet græskar med vand eller vin. I hånden var den uundværlige pilgrimsstav, der støttede på stejle veje, målte vadestædernes dybde eller hjalp med at forcere bække.
Udgangspunktet for datidens pilgrimsfærd var den rejsendes hjemby. Det klare flertal af pilgrimmene rejste til fods – de mest fanatiske eller særligt troende barfodede eller på knæ! Enkelte velhavende pilgrimme tilbagelagde ruten på hesteryg, og endnu færre blev transporteret i en bærestol. Dengang havde turens religiøse aspekt den klart største tiltrækningskraft på pilgrimmene, men der var også nogen, der blev pålagt at gå ruten til Santiago de Compostela som straf eller bod. En straf, der i øvrigt stadig eksisterer i Flandern i det nordlige Belgien.
På ruten mødtes religiøse kristne på tværs af nationaliteter fra hele Europa. De spiste ved samme bord, sov i samme rum på herberg eller i klostre, lærte hinandens skikke og sprog og udgjorde i det hele taget et for datiden fuldstændig ukendt multikulturelt fællesskab. Et forenet Europa hvor alle havde samme mål; at komme til Santiago de Compostela.

Den moderne Camino
Der findes i dag mange måder at gå en Camino på. Enkelte tager hele turen fra Sydfrankrig, nogle deler den op og tager et nyt stykke hvert år, mens andre begynder så langt fra Santiago de Compostela, som de nu har lyst til at gå. Dagens pilgrimsrute har i mange henseender udviklet sig markant i retning af mere moderne forhold. Det gælder eksempelvis udstyret, som nu er langt mere hensigtsmæssigt i forhold til en gåtur på op til 900 kilometer. Kondisko, vejrtilpasset tøj og en behagelig rygsæk har erstattet tyndsålede sandaler, en klodset kappe og den uhåndterlige vadsæk.
Omvendt er også rigtig mange ting fra den oprindelige pilgrimsfærd bevaret. Overnatning foregår stadig i primitive sovesale på utidssvarende herberger, turen er for de flestes vedkommende stadig til fods, og Caminoens afslutning markeres stadig med en ceremoni i katedralen i Santiago de Compostela. Traditionen foreskriver desuden, at hver pilgrim går op til en stor skulptur af Apostlen Jakob, bytter sin egen hat med figurens sølvkrone og omfavner ham med ordene: Kære ven, anbefal mig til Gud.” Kutymen i dag er dog, at man nøjes med en omfavnelse.
At gå El Camino er på mange måder en rejse i tiden, da rutens omgivelser og beskaffenhed langt hen ad vejen stadig er, som da de første pilgrimme for godt 900 år siden påbegyndte deres rejser. Smalle stier, uvejsomt terræn og en smuk, mangfoldig natur er stadig faste ingredienser på turen. Der kan på ruten være langt mellem tegn på moderne civilisation, og der er derfor rig mulighed for at opleve et strejf af fortidens oprindelige pilgrimsfærd.

Populært som aldrig før
Siden 1985 har et egentligt pilgrimskontor underlagt katedralen i Santiago de Compostela holdt regnskab med antallet af pilgrimme. Kontoret har noteret, at antallet af vandrere er steget fra 690 i 1985 til godt 270.000(!) i 2010. Årsagen til den eksplosive stigning skal nok findes i de mange behov, El Camino efterhånden opfylder. Der er stadig mange, der går pilgrimsfærden af religiøse årsager, flere gør det for den fysiske udfordring, men den største tiltrækningskraft er blevet den spirituelle oplevelse, mange efter endt Camino beretter om. Øjeblikke af total ro i sind og krop. Øjeblikke, hvor man indgår i en fuldendt symbiose med naturen. La Danesa har talt med tre danskere, der med vidt forskellige årsager og baggrunde har gennemført El Camino.

Mi Camino – Annette Sahlertz
Paradoksalt nok var en truende blindhed med til at åbne Annette Sahlertz’ øjne. Efter fire operationer var synet reddet, og Annette havde nu mere end noget lyst til at markere den skelsættende oplevelse. El Camino var hendes højeste ønske – og en buen Camino var, hvad hun fik.
Lysten til at gå El Camino havde længe været der. Et hektisk job som dansk vicekonsul på Costa del Sol krævede dog så megen tid, at der aldrig havde været mulighed for at gøre det. Det var der nu. Efter 25 år trak Annette Sahlertz, 65, sig fra 1. marts tilbage, og højest på pensionisttilværelsens ønskeliste stod El Camino.
”At gå Caminoen var et stort mål i sig selv. Men efter operationerne var jeg bare så lykkelig, og jeg følte, at turen til katedralen i Santiago de Compostela var en fantastisk måde at markere det på,” siger Annette Sahlertz tydeligt berørt og med henvisning til Caminoens afsluttende besøg i katedralen, hvor hver pilgrim har mulighed for at omfavne en skulptur af Apostlen Jakob og afgive et ønske. Det er dette ritual, der for fortidens pilgrimme var hovedmålet med Caminoen, og det er dette ritual, der var med til at gøre Annettes pilgrimsfærd til noget helt specielt.

Den optimale tur
En dag sidst i april rejste Annette og hendes mand og følgesvend, Rafael, til Sarria i Lugo-provinsen for at påbegynde rejsen mod Santiago de Compostela. Kl. syv næste morgen tog de deres første skridt som pilgrimme på den berømte færd. Taskerne var sendt med taxa i forvejen, og bevæbnet med intet andet end en vandrestav blev de begge hurtigt opslugt af rutens helt specielle atmosfære. Buske og træer i farver og sorter, der ikke findes magen til på Solkysten, og køer var ofte det eneste, de så i flere timer.
”Der hersker absolut ro derude. Dem, man endelig møder, er alle så flinke, og alle hilser ”buen camino” til hinanden. Det gør man bare. Man er på ingen måde utryg, og det er i det hele taget bare en helt igennem positiv oplevelse,” fortæller Annette tydeligt begejstret. På spørgsmålet om der da slet ikke var nogle negative detaljer, kigger hun eftertænksomt op i luften, men ryster hurtigt afvisende på hovedet. ”Der var virkelig ikke en finger at sætte på noget,” slår hun fast.

Det forløsende ord
Rafael, der er pensioneret oberst, havde med militær præcision planlagt turen ned i mindste detalje. Overnatningerne på pensionater, hoteller, ja selv i et gammelt stenhus var derfor allerede arrangeret og efterlod de rejsende endnu mere tid med deres egne tanker. Samtidig gjorde et godt tøj- og skovalg samt en måneds intensiv træning op til afrejsen, at Annette og Rafael ikke brugte så meget som et plaster på hele turen. Alt sammen små, men afgørende brikker, der samlet tegnede billedet af en gennemført perfekt tur.
”Vi kunne ikke have drømt om en bedre tur,” opsummerer Annette, der sammen med Rafael fejrede de første skridt i Santiago de Compostela med et for hele turen illustrativt high five. Deres Camino sluttede fuldstændig efter forskrifterne med en gudstjeneste, der i anledning af katedralens 800 års jubilæum blev fejret på ekstravagant manér, og et stærkt følelsesmæssigt besøg hos Apostlen Jakobs skulptur, til hvem Annette kunne få sagt det forløsende ”tak”. En overvældende omfavnelse og et endegyldigt farvel til frygten for at miste synet var den helt rette afslutning på pilgrimsfærden.
Tilbage i hjemmet i Málaga har Annette haft rigeligt med tid til at reflektere over den på alle måder smukke oplevelse, det har været at gå El Camino. Selv med de på turen herskende følelser lidt på afstand står det klart, at Annette og Rafael vender tilbage allerede næste år. Og når Annette skal beskrive, hvad turen har givet hende, kan det gøres meget kort:
”Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv!”

Mi Camino – Bent Jørgensen
Hvad gør man, når man netop har solgt sin virksomhed, og pludselig har masser af tid? Man drager til Saint Jean Pied de Port i Sydfrankrig og går de godt 840 kilometer til Santiago de Compostela i Spanien. Det gjorde Bent Jørgensen, og det fortryder han bestemt ikke i dag.
”Hvad fanden har jeg gang i?” tænkte Bent Jørgensen, mens regnen silede ned i hovedet på ham. Lige nu var det svært at se, hvad det var, der havde fået El Camino til at ligne så fantastisk en idé. Hele dagen, den første på turen, havde været konstant op ad bakke, og nu var han så begyndt på turen ned. Baglæns. For det var alt for hårdt for knæene med fronten frem. Det var måske alligevel for voldsomt det her, funderede han, da han senere samme aften lå i sengen på herberget. Nå, men nu var han her, så kunne han lige så godt tage en dag mere…
Han havde netop solgt sit livsværk. Det, han havde viet de sidste 20 år af sit liv til, var nu væk, og tilbage stod Bent Jørgensen med en masse tid og penge. Ti år forinden havde han hørt om El Camino, og nu begyndte tanken om en tur at spøge i baghovedet.
”Det var en stor omvæltning i mit liv, og jeg stod for første gang i 20 år og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tage mig til. Så kom idéen om den her Camino lidt ud af ingenting, og jeg blev enig med mig selv om, at det var det helt rigtige at gøre,” fortæller 54-årige Bent Jørgensen, nu forhenværende ejer af DTF Travel. Han forsøgte at lokke konen med – uden held – og valgte derfor at tage af sted alene. 40 dage blev trukket ud af den tomme kalender, og en rute fra sydfranske Saint Jean Pied de Port til Santiago de Compostela blev lagt. En tur på 840 kilometer.

Fra middagsbordet til Caminoen
1. april blev nøglerne til Bent Jørgensens nu tidligere virksomhed overdraget til de nye ejere, og i maj var han så uden den store forberedelse på vej til Sydfrankrig.
Jeg gik nærmest direkte fra middagsbordet ud på Caminoen. Det hele var meget impulsivt, men jeg tænkte, at hvis jeg lyttede til kroppen og lod den hvile, skulle det nok gå,” fortæller den herboende dansker, der som eneste forberedelse gik 10 kilometer tre dage før afrejsen til Frankrig. Herfra var planen, at der dagligt skulle tilbagelægges mellem 20 og 30 kilometer. Umiddelbart en noget optimistisk plan for en uerfaren vandrer, og det viste sig da også hurtigt, at turen ikke havde tænkt sig at forløbe helt uden problemer.

Aldrig gå ned på udstyret
For efter en næsten mareridtsagtig hård første dag på pilgrimsfærden, hvor vejr og rute for alvor satte Bents viljestyrke på prøve, tog det ellers så dyre udstyr patent på at genere ham. De følgende 15 dage døjede han ustandseligt med 5-10 vabler, smerter i knæet og konstant blå tæer.
”Det var et helvede. Det gjorde så ondt, men der var bare ikke noget at gøre. Så jeg købte nogle nye vandresko, fik lavet specielle såler og erhvervede mig noget penicillin til mine knæ. Derfra gik det meget bedre, selv om det stadig gør ondt at gå så mange kilometer dagligt,” forsikrer Bent, der kun holdt én regulær hviledag. ”Man kan jo godt mærke, man ikke er 20 år mere,” tilføjer han og peger på rygsækken, som en anden ting der kunne have været mere hensigtsmæssigt anordnet. Den var nemlig fra start fyldt med mysli, mælk og andre undværlige ting, som kan købes masser af steder på ruten. Foruden udstyret skiftede Bent herberg ud med hostal cirka halvvejs igennem Caminoen. På det tidspunkt var savnet efter egen seng og trætheden af at sove i kæmpe sovesale blevet for meget.
”Der er selvfølgelig ulemper ved at stuve 200 mennesker ind i samme rum. Hvis du er rigtig uheldig, har du snorken fra alle vinkler, og det bliver altså rigtig trættende i længden, når du har 30 kilometer foran dig i morgen,” fortæller Bent.

Unik natur
Skaderne til trods nød Bent hvert et skridt på turen. Den fantastiske ro, alle, der har været på Caminoen, snakker om, faldt hurtigt over ham, og tankerne flød i lystige strømme. Størst indtryk gjorde dog den betagende natur, som var fuldstændig overvældende for den tidligere virksomhedsejer.
”Nordspanien kan slet ikke sammenlignes med Sydspanien. Det regner en del i nord, og det er med til at gøre naturen så frodig. Det er helt ubeskriveligt, så fantastiske og varierede landskaber man kommer igennem. Det har virkelig været en stor naturoplevelse,” siger Bent, der i samme forbindelse understreger, at han også på det motionsmæssige og spirituelle plan har fået en masse ud af sin Camino.
”Man går ikke over 800 kilometer med 14 kg opbakning i bakket terræn uden at komme i form. Og så var det en uforglemmelig oplevelse bare at vandre i sit eget tempo fra by til by uden andet at tænke på end at drikke, spise og finde et sted at sove,” fortæller Bent, der på turen tabte 10 kg. ”Men jeg gør alt, hvad jeg kan, for at få dem (kiloene, red.) på igen. De har jo ikke været helt billige,” joker han med et stort grin.
Selv om det har været en fantastisk oplevelse, skal Bent ikke af sted igen. Han gør nemlig ikke samme ting to gange. Til gengæld anbefaler han alle at tage på deres egen Camino.
”Enhver vil få en kæmpe naturoplevelse, og nogen vil også gennemgå en mental udvikling. Uanset hvad vil alle få noget ud af det,” slutter Bent Jørgensen.

Mi Camino – Susan Lauritsen
80 fremmede mennesker i en tætpakket sovesal, vabler og den ekstreme fysiske udfordring var de største bekymringer, da Susan Lauritsen drog ud på sin første Camino. Betænkelighederne blev dog hurtigt gjort til skamme.
Nu var der ingen vej tilbage. Flybilletterne var netop bestilt, og om tre måneder skulle Susan Lauritsen flyve til Nordspanien for at påbegynde den Camino, der efterhånden havde været på tegnebrættet i lang tid. En Camino er dog ikke bare noget, man lige gør. Det kræver den rette tidsramme, og samtidig skal man være mentalt forberedt på, hvad turen kan bringe. Og hverken tiden eller den mentale parathed havde Susan haft. Ikke før nu.
”Jeg havde længe haft lyst til at gå turen, men tiden havde ligesom ikke været til det,” fortæller 41-årige Susan, der til daglig bestyrer modebutikken Daniella i Centro Idea. ”Jeg følte mig heller ikke klar. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere på det at skulle sove blandt så mange fremmede mennesker under sådanne forhold, og om kroppen kunne klare den hårde belastning, det er at gå så langt hver dag.” Men næsten fra den ene dag til den anden, fortæller hun, var det, som om hjernen pludselig forligede sig med tanken. Så nu skulle det være!

Drømmen om spirituel udvikling og fysisk test
Susan havde forinden vendt Camino-tankerne med sin mor, som selv har gået turen. Hun bakkede fuldstændig op om idéen, og det samme gjorde Susans 12-årige søn.
”Der var fuldstændig opbakning fra hjemmefronten. Min søn ville endda gerne selv gå med, men det synes jeg nu, han er lige ung nok til,” smiler Susan, der i stedet tog turen med en veninde.
Oprindeligt er det religiøse aspekt helt centralt for pilgrimsfærden til Santiago de Compostela. Det var dog ikke det, der trak i Susan. Hun var draget af tanken om den totale stilhed, tiden til at tænke og bare slappe helt af. Nå ja, og så lidt nysgerrig på at finde ud af, om hun kunne klare den fysiske udfordring, det er at gå 200 kilometer.

Caminofamilien
Susan og veninden fandt hurtigt ind i Caminoens rytme. De gik hver for sig og i hver sit tempo, og Susan snakkede derfor stort set ikke med nogen ude på selve ruten. Hun var fuldstændig overladt til sig selv og den inspirerende natur.
”Det var fantastisk. Helt ubeskriveligt. Man går bare der i fuldkommen ro og tænker, og til tider oplever man øjeblikke af total afslappethed,” fortæller Susan med et drømmende blik.
Hun mødtes med veninden i pauser og i de byer, hvor de skulle overnatte, og de kom i snak med et væld af mennesker. Specielt en ældre italiensk herre snakkede de en del med, og forholdet til ham var meget sigende for den Caminofamilie, mange pilgrimme føler, de bliver en del af.
”Det blev hurtigt meget naturligt, at når man købte noget vand eller en myslibar, så købte man til alle tre. Der var ingen, der holdt regnskab med, hvis tur det nu lige var til at give, det gjorde man bare. Man får et meget afslappet forhold til dit og mit,” siger Susan, som i øvrigt stadig har kontakt med den italienske herre. Bekymringer om fyldte sovesale, vabler og ømme fødder blev hurtigt parkeret på ligegyldighedernes holdeplads, og hver morgen glædede hun sig til dagens mange kilometer.

Savnet efter Caminoen
Lidt utraditionelt hed målbyen for Susan og veninden ikke Santiago de Compostela, men Sarria. Veninden havde nemlig tidligere gået ruten mellem disse byer, så i stedet fløj de det stykke. I Santiago foretog de det nærmest obligatoriske besøg i katedralen. Et besøg, hvis indtryk i dag står lidt i skyggen af selve turen i Susans erindring.
”Besøget i katedralen har nok størst betydning for dem, der går Caminoen af religiøse årsager. For mig var det helt klart turen i sig selv, der var det største,” fortæller Susan, som nu godt tre måneder efter hjemkomsten har haft tid til at reflektere over rejsens betydning.
”Jeg savner de her helt specielle øjeblikke af total afslappethed, jeg kun har oplevet ude på ruten. Det går virkelig op for en, hvor meget der larmer herhjemme,” siger Susan Lauritsen, der næste år skal af sted igen – med sin mor. Symbolet på Susans rejse er for hende blevet et citat af forfatteren Paulo Coelho:
”Mød din rejse med mod, frygt ikke andres kritik. Og vigtigst af alt, lad dig ikke lamme af selvkritik.”