Pedalpigerne

1. maj steg Inger-Lise Nielsen og Anne Lykke Arrias på cyklerne og trampede derudad. 4.500 kilometer og en dybbrun hudfarve senere sidder de i Fuengirola og snakker med La Danesa.
”Den dag jeg stopper på arbejdsmarkedet, så hopper jeg på cyklen.” sagde Anne Lykke Arrias for 20 år siden. I februar gik hun på efterløn, og første maj trampede hun mod Gibraltar sammen med veninden Inger-Lise Nielsen. En tur, der har vist, at alder ikke er en hindring for et cykeleventyr ud over det sædvanlige.
”Pludselig var der en skrænt”
Inger-Lise stod for planlægningen af ruten. Når man er på cykel, er det en fordel at undgå den tyske autobahn, og det gav de to cyklister en del omveje:
”Vi valgte at følge floderne ned gennem Tyskland. Turen blev lidt længere, men det var først og fremmest for at følge den mest flade rute.”
For de to cyklisterne, der er vandt til den danske cykelkultur, viste det at være mere end almindeligt vanskeligt at komme rundt på cykel. Især da turen gennem Tysklands flodlandskab bliver afløst af tunneller i Alperne og efterfølgende mangelfulde cykelstier i det franske og spanske:
”De steder, hvor der var cykelsti, var det ofte ikke lavet ordentligt, for eksempel, skulle man, hver gang vi skulle over en vej, ned ad kantsten og op ad en kantsten på den anden side. Så det endte med vi cyklede ude på vejen alligevel,” fortæller Inger-Lise.
De færreste lande prioriterer cykelkomfort lige så højt som i Danmark, så de to danske cyklister oplevede en del sære cykelforhold under vejs:
”Et sted endte cykelstien i en skrænt. Så måtte vi slæbe cyklerne, for at komme videre,” siger Anne Lykke.
Trods Spaniens mangelfulde forsøg på at ligne en cykelnation, så fik de to cyklister sig en positiv overraskelse, da de i Valencia blev fulgt med politieskorte til den nærmeste cykelsti. Så på den måde blev de dårlige cykelforhold opvejet at hjælpsomhed flere steder, hvor Anne Lykke og Inger-Lise kom frem.

Motorvejen på cykel
Hver dag stod den på mellem 70 og 110 kilometers cykling. Kun en enkelt pause på tre dages familiebesøg i Avignon blev det til. Ellers blev der trampet seriøst i pedalerne fra tidlig morgen hver eneste dag. Også selvom der ofte ikke var åbnet for morgenbuffeten på hotellet, før de tog afsted:
”Vi stod som regel op ved syvtiden. Det var de ikke helt klar på i Spanien. Så blev vi sendt af sted med en toast,” fortæller Inger-Lise.
4.500 kilometer vel tilbagelagt, og de to cykelpiger (som de selv kalder sig) er stadig fyldt med energi. Det er utroligt at de har cyklet to måneder i træk og stadig har samme energi som da de tog af sted. Deres billeder viser også, at der undervejs har været masser af tid og overskud til at stå af cyklen og posere foran kløfter og maleriske udsigter.
Kun få gange har der været negative oplevelser på ruten, blandt andet, hvor de blev nødt til at køre på motorvej i Spanien, og specielt en tur i en tunnel i Monaco:
”Pludselig delte tunnelen sig, og vi vidste ikke, hvilken vej vi skulle. Det var skræmmende,” fortæller Inger-Lise.
I en anden tunnel mødte de en hollandsk cyklist, som havde en lygte på ryggen. Så cyklede han bagerst og sørgede for, at de kom helskindede igennem.

Op på cyklen
Som et lykketræf er de ikke punkteret en eneste gang på hele turen, og det er i det hele taget svært at hive noget drama og nogle intriger ud af de to kvinder. De er fyldt med historier og digitalkameraet bliver gang på gang langet over bordet, hver gang med de to damer i et nyt sceneri eller med nye mennesker under armene. Turen har tydeligvis budt på oplevelser og livsglæde ud over det sædvanlige, og som det er svært at finde i en kø på de tyske motorveje, på vej på den sædvanlige køreferie til Sydfrankrig. Det kan betale sig at tænke i alternative feriemuligheder, og så er det oven i købet ikke særligt kompliceret, for som Anne Lykke siger:
”Det er bare at pumpe cyklen.”