Frigiliana med El Fuerte og La Cruz de Pinto

Et besøg i Frigiliana bør i disse digitale tider starte med at man går ind på byens website for at orientere sig om alle herlighederne. Se www.frigiliana.es
Her kan man foretage en virtuel rundtur, se skønne fotos og på alle måder få skærpet appetitten til det egentlige besøg. Hvis man bor langt væk, bør man tage en overnatning, og det kan man passende gøre på det charmerende hotel La Posada Morisca, som ligger lidt udenfor byen. Gå ind under Guía Comercial på byens website og se skønne fotos fra hotellet, som har en smuk arabisk decor. Eller ring på 952534151 for at reservere. Et dobbeltværelse koster 72 € gennem quehoteles.com

Gaden i Hernando el Darra.

Det første man bør gøre, når man ankommer til byen, er at slentre rundt i de gamle gader for at få en fornemmelse af atmosfæren. Noget af det første man ser er ”El Ingenio” – den gamle sukkerfabrik, der med sin asymetriske gavl ligger dér som byens vartegn. Bygningen blev bygget i starten af 1500 tallet som herskabsbolig for Larios familien og blev først meget senere lavet om til sukkerfabrik. I dag er det den eneste fabrik i Europa, der fremstiller sirup af rørsukker: Miel de caña. Det hører derfor med til et besøg i byen at tage et glas af denne søde sjældenhed med hjem – den kan smøres på brødet og man kan bage med den. Bygningen rummer i dag også et keramikudsalg, hvor de har fine ting til salg – heriblandt smørkrukker. Så hvis man har det som mig og ikke kan få smørkrukker nok, så må man lige et smut derind.

Bestigningens glæde.

Efter at have beundret El Ingenio går man op til venstre og lader sig fortabe i byens smalle gader. Først kommer man forbi Los Reales Pósitos fra 1767 på venstre hånd. Her lå byens forrådskammer for korn, som man oplagrede i de gode tider for at dele ud af det i krisetider. I dag kan man kun bese facaden. Gå til venstre lige herefter og hen til kirkepladsen. Efter pladsen går gaden Chorruelo nedad og efter ganske få meter kommer man til den gamle kilde på venstre hånd. La Fuente Vieja er fra 1640. Gå tilbage til kirken og op langs med kirkens venstre side. Her ser man et skilt med La Bodeguilla, og selv om det ligner indgangen til et privat hjem, er det faktisk en passage ind til det mauriske kvarter: el Barrio Mudéjar eller Morisco, som tager én ind i de gamle charmerende gader. Det går op og ned, så gem de højhælede til en anden gang. Brug en times tid på at se byen, tag en forfriskning på en af barerne, se den fine gade El Zacatín og gå op mod den nye del og se byens Centro Cultural i det gamle Casa del Apero, som har en smuk gammel patio. Mens du går rundt og nyder det hele, bør du forberede dig mentalt på, at hvedebrødsdagene snart er ovre, for inden længe skal vi bestige El Fuerte.

Det var på El Fuerte, at de sidste maurere forskansede sig, da de i 1569 blev fordrevet af de kristne. Over hals og hoved flygtede de ad den smalle sti op til El Fuerte, og da de så, at alt var tabt, kastede de sig i døden derfra med deres børn på ryggen for ikke at falde i de kristnes hænder, hvilket betød tortur og slaveri. De blev dermed de sidste maurere, der blev fordrevet fra den iberiske halvø, idet jo langt de fleste var blevet tvunget til at forlade landet da Granada faldt i 1492.

Gaden El Zacatín

En bestigning af El Fuerte er ikke for perlehøns og barberlærlinge, for der er 700 højdemeter at overvinde, men til gengæld er det en meget smuk og enestående tur. Turen starter bagved resterne af den gamle arabiske borg allerøverst i byen: El Castillo de Lízar. Der er faktisk ikke noget tilbage af borgen, idet man tog stenene til at bygge andre bygninger i byen, bl.a. El Ingenio. Den letteste måde at komme op til El Castillo på er at gå op ad gaden Hernando el Darra, som er den gade, der går til højre lige efter at man har passeret Los Reales Pósitos. Man går op ad gaden et par hundrede meter, indtil man i en passage på højre hånd ser et skilt hvor der står Panorámicas. Her går man ind og op mod El Mirador. Heroppe ligger The Garden Restaurant og bagved den går stien op mod El Castillo. Det er lidt af en opstigning, men den går gennem fine haver, så der er nok at beundre – bl.a. nogle gevaldige drops ned til Higuerón slugten.

For at komme op på El Fuerte skal man over på den anden side af knolden, som borgen lå på, og når man er kommet op på toppen, ser man et stort vandreservoir: El Pozo de Lízar. Man går hen forbi El Pozo til man kommer til den acequia (vandkanal) der ”føder” reservoiret. Der er der en trappe, og den må man op ad, for den fører én lige ud på stien, der går op til El Fuerte. Afsæt små 4 timer til turen, som er på ca. 6 km. frem og tilbage. Der er ikke noget at tage fejl af, så det er bare fremad. Stien går på en bjergryg, så der er masser af fantastiske kig i alle retninger, og til tider går det meget stejlt ned til højre. Folk med højdeskræk og svage nerver bør nok ikke tage turen. Til gengæld er det en helt speciel oplevelse at stå oppe på El Fuerte og kigge ned. Her kan man så passende lige overveje, om man vil kaste sig ud eller lade sig tage til fange af de kristne. Det er vist det berømte valg mellem pest og kolera.

El Fuente Viejo.

Heldigvis kan vi bare vandre tilbage i god orden, og vores aktuelle valg er af en noget anden karakter: vi skal nu bestemme hvilken af Frigilianas restauranter vi vil spise aftensmad på: La Taberna del Sacristán på kirkepladsen, El Portón længere nede i byen eller den mere internationale Garden Restaurant oppe ved byens Mirador, hvorfra man kan nyde sin mad, mens man ser ud over byen, campoen og havet i det fjerne. Alle tre er gode, men de to første er mere spanske end den sidste.

Nu tror man måske, at der ikke er mere at opleve, men sådan er det ikke. Næste dag bør man bestige La Cruz de Pinto, og det er en tur, som i dramatik og skønhed ikke lader bestigningen af El Fuerte noget tilbage. For at bestige La Cruz de Pinto skal vi nemlig hen i mellemkødet mellem områdets to skønne floder: El Río Higuerón og El Río Chillar. Frigiliana ligger faktisk på kanten af Higuerón flodens slugt, og turen op til La Cruz de Pinto er guf for sanserne – og et boost til kondien.

Her starter stien der fører op til El Fuerte.

La Cruz de Pinto er et lille monument – ja en lille helligdom, der ligger på det højeste punkt mellem de to floder. Monumentet blev oprettet af en vis Capitán Pinto, der i starten af 1800 tallet i sit skib var i havsnød ud for Nerja. Der var dårlig sigtbarhed den dag, men kaptajn Pinto kunne hele tiden se knolden mellem floderne, og det gjorde, at han kunne orientere sig og styre klar af den farlige klippekyst. Han svor, at hvis han overlevede stabadserne, så ville han i tak lade en lille helligdom opføre på knolden. Han overlevede og opførte derefter trohjertet La Cruz de Pinto, som ligger der den dag i dag.

Turen op til La Cruz starter atter foran El Ingenio. Vi vender os nu mod højre og ser til højre for Unicaja en vej, der starter mellem to huse. Det er her vi skal ned, og det sjove er, at man fra at have stået midt i Figiliana efter blot 100 meter befinder sig lige midt i den vildeste natur. Vi følger vejen ned til venstre og så snart vi kommer til huset Los Tajos i svinget ser vi et par skilte der peger ligeud ad en smal sti; der står bl.a. Río Higuerón. Vi skal nu ud på en af de mest spændende stier, jeg kender. Stien går lige ud i starten, men det går stejlt ned til højre og der skal kravles lidt ind i mellem. Flodsengen ligger langt under os, men den sti er bare fantastisk. På et tidspunkt kommer vi forbi en hule, og stien snor sig nedad indtil vi kommer ned, hvor det går lige ud. Vi går mod venstre og følger stien hen til Frigilianas store vandreservoir, som på varme dage vist stadig bliver brugt som svømmepøl af byens ungdom.

Vi går forbi vandbassinet og efter ca. 100 m. ser vi på højre hånd et stort skilt med Sendero Frigiliana- Fuente del Esparto. Den skal vi tage, og nu går det op ad den stejle flodbrink en lille halv time. Når vi kommer op, har vi det pragtfulde landskab mellem floderne for vores fødder, og nu tager vi stien til højre, altså i retning af havet. Vi følger stien der går lige ud og lidt opad. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor det begynder at gå svagt nedad, og nu kan vi se en lille hvid plet på knolden i det fjerne. Det er La Cruz de Pinto. Stien ”vander lidt ud”, men vi skal bare ned ad i retning af havet. Lidt efter kommer der igen en sti, og den tager os ned til El Corral de Pinto – det var en gård, der engang lå her. Nu er det en ruin, der vidner om, at man her har haft kvæghold. Vi går ned forbi El Corral ad en fin sti og skal nu bare følge den nogle hundrede meter. På et tidspunkt bliver stien bred og hvis man vil fortsætte ned til Nerja, skal man bare gå lige ud. Men vi vil jo op til La Cruz, så vi skal til venstre, hvor tre el-ledninger passerer over vores hoveder, og hvor der er en lille varde ved foden af et træ. Vi skal forestille os, at vi skal venstre om knolden.

Når vi først har fundet stien, er der ingen problemer med at finde vej, og det er en fantastisk sti, der nu går opad til La Cruz de Pinto. Udsigten deroppe fra ned over Nerja og kysten er helt fantastisk, og det er sjovt at se, hvor tæt vi er på Frigiliana , som ligger derover på den anden side af slugten. Vi kigger også lige ind i det lille ”kapel”, der er befolket af en skøn blanding af religiøse berømtheder.

Vi plejer at spise vores medbragte oppe ved La Cruz, mens vi nyder synet af bjergene og havet og sender den stakkels kaptajn Pinto en venlig tanke. Når vi har set os mætte, skal vi ned igen, og den første del af returvejen går hen til El Corral. Herfra tager vi ikke samme rute tilbage, idet vi går ligeud med retning mod slugten i stedet for at gå op til højre, hvor vi kom fra. Det er en langt kortere vej på en fin sti, og på et tidspunkt er der en gaffel – her skal vi holde til højre. Nu går det lystigt nedad slugtens sider, og jeg må sige, at det af og til er lidt stejlt. Men det er ikke mere vildt, end at det bare er sjovt. Når vi kommer ned i bunden af slugten, skal vi gå til højre. Det er en typisk flodseng, vi nu går i, og på siderne er der et par nyttehaver. Det er et ganske specielt sted. Vi fortsætter til vi kommer til cementvejen, der med en kraftig stigning fører os tilbage til Frigilana. Jubii for en fantastisk tur. Vi tager nu lige en forfriskning på bar Virtudes på venstre hånd, så snart vi kommer tilbage til byen.

Da jeg kommer hjem fra den fantastiske tur til Frigilana med min lille pakke under armen bliver jeg af gemalen konfronteret med spørgsmålet: ”Nu har du vel ikke købt flere smørkrukker?”

Frigiliana ligger i La Axarquía lige nord for Nerja og er en af de fineste landsbyer i hele Sydspanien. Byen er med rette lidt af en turistattraktion, fordi den har bevaret så meget af sin oprindelige arabiske karakter. Gaderne ligger stadig som de lå i 1500 tallet, da byen var rammen om en blomstrende arabisk kultur. De er stejle og ufremkommelige for motoriseret trafik, den oprindelige arkitektur er stadig synlig overalt, der er blomster allevegne, byen emmer af charme og der er en stemning fra en fjern fortid. Byen var også vidne til blodige kampe, da de kristne i 1569 gik til angreb på maurerne for at fordrive dem fra byen. Flotte farveplancer på byens husmure fortæller den ubarmhjertige historie, så et besøg i Frigiliana er ikke kun en fryd for sanserne, men også et indblik i Spaniens blodige fortid. Byen ligger desuden smukt på kanten af Axarquías vældige naturpark, så vi skal også ud og vandre i den dramatiske natur, der omgiver byen. Vi skal både op på El Fuerte og La Cruz de Pinto, så afsæt to dage til at opleve alle herlighederne.