Det danske magasin i Spanien
Spørg tandlægen Juni 2010

Hej Christina. Jeg har nogle spørgsmål vedrørende tandfyldninger:
Hvilken type fyldning er bedst: Plastik, porcelæn eller sølv? Og hvorfor?
Hvilke holder længst og hvilke er billigst/dyrest? Hvordan undgår man bedst at få huller i tænderne?

Med venlig hilsen
Kåre

Kære Kåre,
Som tandlæge bedømmer jeg hver patient individuelt ud fra fyldningens størrelse, graden af bruxism (skæren tænder), patientens ønske om mål, økonomi, etc.
Alle materialer er forskellige og har derfor både fordele og ulemper. På Nordic Dental Centre udfører vi ikke amalgamfyldninger, da vi mener, at der i dag findes meget bedre alternativer, som forskellige typer porcelæn eller plast.

Komposit er et hårdt, hvidt materiale, som tåler belastning, så længe fyldningen ikke er for stor. Det er billigere end porcelæn, men kan med tiden blive misfarvet. Kompositfyldningen laves af tandlægen, mens patienten er i tandlægestolen og man kan bruge tanden umiddelbart efter.
Når det er en større del af tanden, der skal erstattes, anbefaler jeg almindelige porcelænsfyldninger. Der findes i dag forskellige porcelænstyper med forskellige styrker, som tandlægen vælger på baggrund af patientens behov og vaner som f.eks. skæren tænder eller forkert bid. Porcelæn er stærkere end plast. Jeg anbefaler dette, hvis man fokuserer meget på at få det bedste æstetiske resultat, hvis en større del af tanden mangler eller hvis patienten mere end én gang har bidt en plast- eller amalgamfyldning i stykker. Porcelæn ændrer ikke farve, som komposit. Den nye porcelænstand laves af en tandtekniker efter et aftryk, som jeg tager af tanden. Det tager ca. en uge at få den færdige porcelænsfyldning på plads efter aftrykket.
Porcelæn er dyrere end plast, en porcelænsfyldning koster her på Nordic Dental Centre ca. 440 euro og en plastfyldning koster mellem 30 og 85 euro (afhængig af størrelse). Du kan altid få et gratis prisoverslag.

For at undgå huller i tænderne bør man besøge sin tandlæge mindst en gang om året for undersøgelse, pudsning og polering. Tandlægen kan ud fra sin vurdering give dig råd om en bedre tandhygiejne, som f.eks. besøg hos en tandplejer. Ud over tandlægebesøget skal man børste sine tænder morgen og aften, mindst to minutter pr. gang. Kig gerne i spejlet, så du får børstet hver tand ordentligt. Brug tandtråd eller tandstikker en gang om dagen. Sidst, men ikke mindst, er en sund og næringsrig kost, uden unødvendigt sukker, en essentiel faktor for god mundsundhed. For dig, som godt kan lide søde sager, anbefaler jeg, at du gemmer det til én gang om ugen.

Har du spørgsmål, så kontakt tandlæge Christina Radics på Nordic Dental Centre.

Af Christina Radics

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.